Agurketid og velfærdspølser
Århus Teater inviterer med opsætningen af teaterrevyen Agurketid og velfærdspølser på drøvtygning og eftertænksomhed – husk på at al begyndelse er svær (og madpakken).
Af Josefine Klougart, Agri
Med forestillingen Agurketid og Velfærdspølser opfinder Søren Østergaard en ny genre, revyteateret. Et sympatisk projekt i sig selv, vil jeg mene. Et forsøg, måske, på at trække den så velkendte sommerrevy op til om muligt ganske stormfulde højder – hæve den op og ud over sin karakter af endeløs kavalkade af midaldrende kvinder med skærebrænderstemmer, der giver Velfærdsdanmark en tiltrængt én over næsen og den Politikenlæsende middelklasse en, om muligt endnu mere tiltrængt, ordentlig én på opleveren. Desværre letter fuglen ligesom aldrig rigtig; løftet og fornyelsen er til at overse og hele gen-synet med gensynets genre bliver en anelse for unheimlich - forskydningerne og skævvridningerne er simpelthen ikke markante nok til at få Scalaopsætningen til at gå en oktav op.
Foto: Jan Jul
Revyen er bygget op af en række selvstændige scener, skrevet af en række forfattere: Jens Korse, Rikke Wölck, Maren Uthaug, Claus Flygare, Georg Metz, Henrik Lykkegaard, Gunner Frøberg og Niels Ellegaard. Og her kommer den legendariske blandet-slik-kontra-bland-selv-paradoksalitets-dialektikken virkelig til udtryk. Ikke alle stykker smager lige godt, men omvendt ville det også være infantilt på den reaktionære konservative måde at lade kræsenheden råde og begrænse sig til det man kan lide. Det man allerede ved, man kan lide. Der er jo netop tale om et forsøg på at skabe noget nyt, noget vi ikke kender – noget vi ikke vidste, vi ville ha’. Et problem synes at være, at der simpelthen er for få fornyelser at finde i posen. Så få at det ikke så sjældent endda bliver ganske pinligt, at overvære skuespillernes heroiske graven rundt efter dem, alt imens enmandsorkesteret overdøves af slikposens knitren. Denne mangel på fornyelse er ærgerlig, denne forudsigelighed er ærgerlig. For som man sidder der, i sine pæne små sko og i teateret, så har man vel egentlig fortjent et uforudset rap over de LØRDAGSLIVslivsbladrende fingerspidser. Men ligesom utroskabstematikken forbliver ufarlig, når den igen pakkes ind i den gode gamle historie om mellemlederen, der inviterer kollegaen ind i kopirummet (her i scannerens tidsalder er vi ligesom blevet immune) – så bliver selv en kærkommen alvorlig opsang i forhold til Danmarks deltagelse i Irakkrigen på Jonny Cash’s melodi ”God’s gonna cut you down” også alt for spiselig. Ud over at være forudsigelig, hvilket i mine øjne om ikke retfærdiggøres, så opvejes af kommentarens nødvendighed, skaber scenen en behagelig distance i sin behændige placering af aben på Foghs og Pias skuldre. Vi får godt nok en klump i halsen, for hvad var det nu lige vi selv mente om den sag i starten? Der var vidst noget med atomvåben og vel også demokrati; ytringsfrihed, måske ligefrem, inde i billedet. Men i den sidste ende kan vi med sangteksten pege aberne ud og med en komfortabel distance på en armslængde plus en strakt pegefinger til magtens og ondskabens epicenter, roligt synke klumpen.
Der er en væsenslighed mellem revygenren og drøvtygningen. En førstegangstygning; P1 i bilen på vej hjem fra arbejde, det går hurtigt så hurtigt. Derpå et opstød, et gensyn med det vi næsten ikke nåede at smage på første gang, dengang i det åh så daglige. Det er denne gentagelse af tyggearbejdet, denne den forslugendes eftertænksomhed, der gør revygenren så vigtig og god. Eftertænksomheden i selvironien – med latteren som dét, der gør mavesyren tålelig og får os til at stå ud af bilen overhovedet. Der er sandt at sige blevet slugt meget i det forløbne år (kameler mv.), og Østergaard og Co. får da også meget med. Og jo, der er gode lunser at finde i godteposen, både dem man allerede kendte og vidste man kunne lide og da også et par nye gode grin at skylle mavesyren ned med. Men tilbage står ønsket nu alligevel: ønsket om at blive stukket lidt hårdere til, lidt mere kødkvæg og lidt mindre malkekvæg, lidt mere slagtning og lidt mindre drøvtygning. Lidt længere ud mod og eventuelt over scenekanten, tak, så man ikke må gå småsulten i seng.
Fakta
Instruktør: Søren Østergaard
Agurketid og velfærdspølser
Århus Teater, Scala (20/4-9/6 2007)
