All the lonely people
Ensomhed er et nok så vigtigt emne for en bog, men kan der også komme en spændende fortælling ud af det?
Af Niels Jeppe Jensen, Litteraturhistorie og Multimedier
Som det er god skik blandt akademikere, skal denne anmeldelse for at bevidne skribentens vid starte med et dybsindigt citat:
”Vanvid er arveligt;
Man kan få det af sine børn.”
Plat, ikke sandt? Hvis jeg kunne nævne en intellektuel kapacitet som ophavsmand til ytringen, kunne der måske etableres lidt autoritet bag det. Faktum er, at citatet er læst på en køleskabsmagnet, men hvem ved: måske er det forfattet af en arbejdsløs (men børnerig) cand.mag. i aktivering. Den canadiske forfatter Douglas Coupland leverer med bogen ”Eleanor Rigby” et bevis på, at budskabet kan være mere end bare en plathed, hvis man forstår vanvid som den slags, der ligger tæt op af originalitet.
Navnene Coupland og Rigby bør få en klokke til at ringe. Førstnævnte er bedst kendt som ophavsmand til prædikatet ”Generation X”, som en hel generation fik påklistret i 90′erne. Sidstnævnte er titlen på en Beatles-sang, hvor omkvædet lyder: ”All the lonely people | Where do they all come from? | All the lonely people | Where do they all belong?”
Douglas Coupland giver et svar på de spørgsmål, som Beatlerne stiller, og det er der kommet ”Eleanor Rigby” ud af. Beatles-sangen handler om kvinden Eleanor Rigby, der lever ensomt, dør ensom og begraves med Father McKenzie som eneste tilstedeværende. Bogen og sangen deler titel og emne, men der hører ligheden også op. Bogens hovedperson og fortæller hedder Liz Dunn; hun er ensom, ja, men Eleanor Rigbys nedtrykkende skæbne er hun et godt stykke fra at dele.
Vi møder Liz Dunn som 36-årig, syv år før bogen er fortalt, hvor hun står over for at skulle have opereret sine visdomstænder ud og er ved at forberede den efterfølgende selvmedlidenhedsperiode med en tudefilmsmaraton. På det tidspunkt er kometen Hale-Bopp synlig fra jorden, og den har en besynderlig tiltrækning på Liz. Tiltrækningen går ikke fra kometen til Liz, men fra Liz og ud i verden – noget er ved at finde vej til Liz. Dette markerer en ændring i Liz’ liv, da det ikke passer ind i hendes ellers anonyme liv. Liz er måske ikke opsigtsvækkende, men en hvem-som-helst er hun heller ikke: Hun er udpræget realist og er tiltrukket af det makabre, eller måske, som det er tilfældet med kometen, finder det makabre vej til Liz, som da stanken fra et lig finder vej til en tolvårig Liz. Liz er ikke ensom, fordi hun er for almindelig, men måske fordi hun ikke er almindelig nok.
Midt i tandpine-rekonvalescensen finder den første komet vej til Liz. Telefonen ringer, og det viser sig, at Liz har en søn, der er i problemer. Sønnen, Jeremy, blev bortadopteret ved fødslen, da han var et resultat af en alkoholforårsaget udskejelse på en studietur til Rom, da Liz var teenager. Som ved ethvert meteornedslag får Jeremys indtræden i sin mors liv rystet op i tingene. Jeremy har haft en problematisk opvækst hos utallige plejefamilier og er plaget af dissemineret sklerose, men ingen af delene er i stand til at spolere hans vindende personlighed, der får pustet liv i Liz’ sovende potentiale.
Sklerosen bevirker, at Jeremy til tider er rallende ustabil af slagtilfælde med tilhørende syner. Synerne har karakter af parallelverdener, hvor Liz nyder at være på besøg, og på grund af deres originalitet er de for både Liz og Jeremy at foretrække frem for den medicinerede jævnhed, der er alternativet.
Den anden meteor rammer Liz kort før fortællingens nutid, og denne gang er der tale om et helt bogstaveligt nedslag af, nåja, en slags himmellegeme, i hvert fald. Endnu engang bliver der rystet op i Liz’ liv, og de ændringer, som Jeremy satte i gang i hende, kan fuldføres, men mere skal der ikke afsløres her.
Med ”Eleanor Rigby” har Douglas Coupland sat sig selv i lidt af et dilemma: Kan der komme en spændende fortælling ud af ensomhed, eller er det ganske enkelt for alvorligt eller kedsommeligt et emne? Coupland synes at være klar over dette problem og lader Liz Dunn kommentere, at hun er en alt for atypisk helt til, at læseren kan identificere sig med hende. Visse passager er faktisk kedsommelige og metaforerne mislykkede, men er det i virkeligheden en styrke i en bog om ensomhed? Karakteren Liz er måske heller ikke så atypisk endda. Hun er en udgave af dannelsesromanens klodsede og uvidende helt in spe, der efter en del strabadser får erfaret nok til at blive en rigtig helt.
Douglas Coupland får ikke skabt en stor, vigtig bog, men en lille, sød bog har også sin ret. ”Eleanor Rigby” kan ikke stå mål med Couplands tidligere værker, så hvis du ikke lige leder efter en bog, der kan læses uengageret i en bus eller inden slummer, er din tid lagt bedre i eksempelvis ”Generation X.”
Douglas Coupland
Eleanor Rigby
På dansk ved Svend Ranild
Borgen
223 sider
299 kroner
