Amnesty Balkan-aften på Studenterhuset
Amnesty-aften på Studenterhuset mandag d. 10. dec. 2007, hvad er så det? Annoncen på hjemmesiden havde lovet at ”sprænge Pakhuset i luften for Balkan og menneskerettigheder.” Men udover bordbomber blev der ikke sprængt noget i stykker, og stemningen var som en hyggelig foreningsaften for interesserede og ikke en hvervekampagne eller et indsamlingsbal.
Ulrik Kamp
Ulrik Kamp gik på scenen flankeret af dygtige musikere på darbuka og elektrisk guitar, og han er heller ikke dårlig selv til hverken at synge eller spiller guitar. Han kaldte det en befrielse at kunne synge sine sange med ”deprimerende tekst” på en stille mandag og ikke foran et feststemt fredags-publikum. Til trods for det, fangede jeg en masse eftertænksomhed og opløftende stemning i sangene.
Kamps stil er laid back og følsom, og han mindede om en dansk Jack Johnson til tider, for eksempel på ”How can it be”, der ramte singer-songwriter stemningen lige i øjet. På de to reggae sange var musikken livligere, og Kamps stemme steg i styrke og foldede sig mere ud.
Ulrik Kamp har en dyb og følt stemme. De to guitarer, specielt den akustiske, klingede ret diskant, og de to ting mudrede desværre udtrykket nogen gange, så sangen ikke var helt klar.
Ulrik Kamp virkede i starten lidt nervøs, men han kan sagtens være stolt af sin koncert. Som sanger er han klar til at få mere erfaring og til at lade sine gode sange folde sig ud og fortælle deres historier. Det kan sagtens ske uden at være komik og underholdning, og flere koncerter som denne aften vil gøre hans levering helt klar og gennemført.
Afenginn
Da Afenginn gik på, blev ballet åbnet. Bandet udgav deres anden plade sidste år og har også ry for at være forrygende live. Musikerne levede op til dette ry med deres imponerende færdigheder, og den rejselystne musik satte fra første nummer gang i både piger og drenge.
Bandet er karismatisk og åbent på scenen, og instrumenternes fordeling på klarinet, violin, mandolin, bas og trommesæt lader de forskellige klange udtrykke sig i fint fordelt sammenspil. Ingen er i baggrunden, og i aften imponerede bassisten og trommeslageren mig specielt meget.
Balkanmusik er en dynamisk musikform, og temposkift er en del af det håndværk, der skal mestres. Disse temposkift går tit til grænsen, i vilde danse med skæve taktarter, eller når musikken dramatisk slæber sig af sted, som i den meditative sang om støv. Dog kan dette håndværk nogen gange få et strejf af traditionel forudsigelighed, hvor musikken bølger op og ned med dramatisk virkning, men med det meste af vægten lagt på netop denne dramatik og mindre på melodierne.
Afenginn er smukkest, når de lader Kim Nybergs kompositioner komme til pumpende rytmisk udtryk, eller når de viser sider fra den mere melodiske skandinaviske tradition, som for eksempel i den smittende ”Tartar-Hompa”. Afenginn lagde Studenterhuset ned på denne mandag aften, og publikum fik lov til at glemme juletravlheden og danse weekendens julefrokoster af sig.
