Anmeldelse: Det år Gud havde for travlt
Det følgende er et uddrag fra Pennefejden; en observation af året 1986, et forsøg på at forstå dette kataklysmiske år, og hvad der ligger bag.
Af H.B., levn fra Pennefejden (offentliggjort d. 27/11-06)
Det begynder ganske interessant med Halleys komets tilbagekomst til jorden. Kometer er budbringere af død og ødelæggelse, og varsler altid interessante tider forude. Lad det allerede her være slået fast at 1986 begynder på en måde, der gør andre årstal misundelige.
Herefter udvikler året sig til et sandt orgie af katastrofer. Den mest markante må næsten være Tjernobyl, eller rettere hvad der er tilbage. Tjernobyl ødelagde illusionen om Sovjet som et land hvor teknologien er i højsædet, og introducerede i stedet en opfattelse af landets atomkraftværker som et sted hvor en mekaniker i kedeldragt tager en skuetrækker, åbner reaktordøren og siger: ”Jeg fixer lige reaktoren, hvor svært kan det være?” Tjernobyl er stadigvæk det hæsligste område på planetens overflade; i den henseende glemmer ingen 1986.
Som en mindre tvilling hertil har vi miljøkatastrofen ved Rhinen, hvor en brand på en kemikaliefabrik udleder tonsvis af kemikalier i floden og farver den rød som blod.
Amerika har mindre at fremvise; et af de eneste eksempler på katastrofer er Challenger, rumfærgen der eksploderede blot nogle få sekunder efter affyring, hvor 7 astronauter døde.
1986 er ikke færdig med sit rædselsregime over den hjælpeløse menneskehed; udover udgivelsen af Stephen Kings ”It”, vil vores broderfolk nok huske mordet på Olof Palme. Svenskerne har altid haft en kontant måde at vise politikerlede på, hvor dansk mudderkastning og Se og Hør alligevel ikke helt kan følge med.
Tænker man på årene omkring, 1985 og 1987, er det straks sværere at finde på begivenheder på samme skala. Hvorfra kommer alle disse katastrofer? Det minder om jordskælvet i Lissabon i 1755 der gjorde hvermand til ateist; det efterhånden gammelkendte teodice-problem, om en retfærdig Gud kan eksistere i en så uretfærdig verden. Svaret findes ved at kigge sydpå, til Australien. I 1986 kom Crocodile Dundee. Manden som er krybskytte og ulovligt dræber krokodiller, fisker med dynamit og har en kniv med så langt knivsblad man uvilkårligt tænker kompensator. En ægte mand af den gamle støbning.
Det bliver klart, at en bestemt balance har skullet finde sted i 1986. Fremkomsten af så stor en mand har betydet overarbejde for Gud. 1986 var simpelthen året hvor Gud havde for travlt.

