Apokalypse
Af Brian Petersen
Først som pletter i en tåge
for siden at opsluge
blive hel og fyldt
på umærkelige veje
uendelige
Voksede frem
krøb ind over - ud i alt
end ikke den mindste sprække
eller den tykkeste mur
undgik
Jeg så den sænke sig
over huse og plæner
i et langsomt nu
befandt jeg mig på en ø
kun en hækomkranset
intet over - og slet intet under
og bag mig ingenting
Og siden hvor den var
var intet mere
intet huskedes derfra
og i realiteten
havde det aldrig været
højst som en myte fortalt
under savlende øjnes årvågne blikke
hvor gys gaves i kroppe
et spjæt af liv
og underfundig glæde
