At få fingrene i (generations)maskinen
- et forsøg på at undgå at kalde Bukdahl for en brilleabe
Af Roar Gaardsøe, litteraturhistorie
Nogle gange kunne man få den tanke, at Lars Bukdahl har et hemmeligt samarbejde med Carsten Jensen. Javel, de arbejder på (stærkt) konkurrerende blade, beskæftiger sig med lidt forskelligt og ikke har samme ansigtsudsmykning, men ”kritiker” og ”attitude” går igen hos begge. Jeg tror, at Jensen har vist Bukdahl det kighul (muligvis fra taget af Politikens Hus), hvorigennem man kan se verden begynde. For Bukdahl ved mangt og meget. Se nu bare hans nye (fag)bog, Generationsmaskinen.
Tesen i denne beskrivelse af dansk litteratur fra 1990 og frem er, at det er muligt at konstruere (eller måske, hvis det er en maskine, generere) en generationsterm, der passer ned over de sidste 15 års digtere og deres manglende ønske om at blive betragtet som generation. Efter en kritisk gennemgang af tidligere tiders generationsteorier kommer turen til Bukdahls egen: Ethvert tiår har en primær- og en sekundærgeneration (1), således også halvfemserne. Den regelrette primærgeneration 1990-1995 og den regelombrydende sekundærgeneration fra 1996-2001 (ca.). Med til generationen regnes folk, der ved deres debut er mellem 20 og 30 år, og disse gennemgås så, mere eller mindre grundigt, over de næste 500 sider, kun afbrudt af en kort autobiografisk intermezzo.
Bogen er bevidst forsøgt skrevet ”monstrøst”, det er en længere sag, 544 sider, med længere, påtaget poetiske passager, som f.eks. under beskrivelsen af Sonnergaard og Llambías : ”Og endnu engang gik anmelderne profetisk amok og proklamerede den postmoderne agitprops fødsel, og som sædvanligt tyggede tidens mælketand profetien til plukfisk med stor eftertrykkelighed”. Derudover skifter den i ny og næ til en mere talende, påtaget forvirret og mundtlig stil (med et stort brug af parenteser). Det er meningen, at denne bog skal kunne sige noget om, og være, alt, og skulle kunne læses på alle mulige forskellige måder. Den er bl.a. med indeks, og fungerer derfor også (i teorien), som opslagsværk. Lad os prøve at læse lidt i indekset: De absolutte sværvægtere (med flest ”hits”) er Blendstrup , Guldager, Hammann , Helle, Pryds Helle, Hesselholdt , Llambías , Lyngsø, Sonnergaard, Søndergaard og Thomsen. Og det er da også forfatterens egne favoritter (med Lyngsø og Sonnergaard som klare undtagelser: deres store antal ”hits” skyldes, at Bukdahl er vild med at svine dem til). En anden interessant ting ved indekset er, at de eneste krydshenvisninger der er, er til rapperne, som Bukdahl har forelsket sig hovedløst i (som en pensionist forelsket i punk). Danske forfattere i øvrigt lever åbenbart i adskilte rum.
Der hvor teksten fungerer bedst, men desværre også ynkeligst, er, som altid, når Bukdahl går i frontalt angreb på en forfatter, oftest Sonnergaard, eller en anmelder/kritiker, oftest Skyum-Nielsen. Også vores egen Jørn Erslev Andersen får et par skarpe med på vejen, efter i Passage nr. 30 at have kritiseret en type journalistik, som Bukdahl sympatiserer med (læs: selv praktiserer). Det er åbenlyst barnligt af Bukdahl, men også forrygende morsomt.
Ubrugelig er den nu heller ikke, denne store, gule bog. Bukdahl hører absolut til blandt de, der har læst mest af den nyere danske litteratur, og han har et godt overblik og mange gode observationer, der virkelig kan ruste den læser, der ikke lige har fået læst de hundredvis af danske skønlitterære værker, der er udkommet siden 1990. Men et par forfattere glimrer ved deres fravær; Bukdahl bryder sig ikke videre om populære bøger og har helt udeladt adskillige, vægtige heriblandt er Kaarsbøl og Jungersen (2).
”Jeg har skabt et monster”, siger han selv, hvilket måske lige er at tage munden for fuld. I så fald skulle monstret være det på bogens cover: En frø i den rumdragt. Den ligner ham også en lille smule, ja bortset fra, at den ikke bruger briller.
Fakta
Lars Bukdahl
Generationsmaskinen
Borgens Forlag 2004
544 sider, 399 kr.
1) At Bukdahl her, på trods af sin meget kritiske gennemgang af forgangne teorier og konstatering af sin teori som konstruktion, fuldstændigt ukritisk går med til, at generationer nødvendigvis på den ene eller anden måde kan deles ind i den vestlige kalenders og arabiske talsystems titals-fokus, må ses som stærkt symptomatisk for hele bogen.
2) Til dem der gerne vil vide noget om hans holdning til disse (og om Sonnergaard igen igen ) har Dahl interviewet Bukdahl på P1. Interviewet kan høres på http://www.dr.dk/p1/dahlsduel/arkiv.asp?action= showarticle&id =36954
