visir-online.dk

Af Mads de Wolff, Litteraturhistorie, formand for Variant

Variant byder d. 3. december på et spændende foredrag om Beverly Hills, 90210. Formanden byder her medieforskeren og foredragsholderen, Karen Klitgår Povlsen op til en teoretisk og faglig dans om seriens betydning for nutidens unge. Er Beverly Hills vores moderne bibel?

Her i Visir havde vi i foregående nummer Beverly Hills på forsiden. Temaet var ”lykke”, og redaktionelt set var der ikke nogen splid om forsiden. Vi var enige. Billedet af seriens hovedkarakterer, der smiler på en så presserende måde, at det næsten er overvældende, kommunikerede lige netop det, vi ønskede. Det fortalte: Visir er seje nok til at se det seje i Beverly Hills, men også seje nok til, på en henslængt måde, at gøre lidt grin med det hele. Og alle fanger det, for når vi taler lige netop den serie, så kan alle tale lidt med. Forsiden var blikfang og provokerende. Den spurgte, hvad er lykke i grunden? Og i Visir 53 kom der nogle gode bud. Men lad os først få lidt kontekst. Her er Variants manchet til arrangementet. Den er nydelig, velkommateret og spændende, synes du ikke?

Beverly Hills 90210 er serien man elsker – eller elsker at hade. I Variant er vi kommet ned fra vores finkulturelle højborg og siger nu højt: vi synes Beverly Hills er en af de mest fantastiske ungdomsserier, der findes! Og vi inviterer dig til at gøre det samme. For ti år siden udgav Karen Klitgård Povlsen bogen Beverly Hills 90210 – Soaps, ironi og danske unge. Bogen er en undersøgelse af, hvorfor serien blev særligt populær i Danmark. Serien er stadig populær, men er det de samme, der ser den, og ses den stadig på samme måde? Og er det overhovedet samme serie, vi taler om? Kom og oplev et spændende foredrag med en af Danmarks dygtigste medieforskere.

Hvorfor tale om 90210? Og hvordan vedkommer det Variant - Litteraturhistorisk Foredragsforening? Det første er let. Serien gik for nylig af sendefladen på TV2. Man erstattede serien med den udmærkede efterkommer, Dawsons Creek, som man dog stoppede kort efter. Folk bed ikke på, erfarede TV2. Sagen er, at 90210 ikke kan erstattes. Det er en institution. Man kan fjerne den fra sendefladen, men aldrig erstatte den. Den grundlæggende tese er her, at vi ikke ser 90210 som andre serier, man vi ’genser’ den som et dagligt ritual. Serien var den første af sin slags, og endnu vil alting der minder bare lidt om den, blive sammenlignet med den. Det kan ikke undgås. Og nu hvor den er væk, føler vi et stort tomrum.

Spørgsmål nummer to er sådan set også let nok. Som litterater beskæftiger vi os med fortællinger og form – herunder genre – og som æsteter beskæftiger vi os med kulturelle produkter og fænomener. Som produkt er Beverly Hills et oplagt emne for en litterat. Serier svarer til filmkunstens føljetoner, og når vi taler sådanne ting, så har vi nogle redskaber at gøre godt med. Og så er det bare sjovere at benytte komplicerede teorier, om ting som opfattes ’dumt’ eller ’banalt’, ikke sandt? Det er lidt hyp.

Fordi Berverly Hills var den første af sin slags, så er det på sin plads at tale genre. En af de mest sofistikerede teoretiske udredninger af, hvordan genrer udtrykker og bearbejder sociale problemstillinger er blevet givet af Frederic Jameson i The Political Unconscious. Ifølge Jameson opstod den middelalderlige romance netop for at løse et problem, som altså ikke havde været vigtigt i tidligere episke fortællinger. Den middelalderlige problematik var, hvordan en fjende fra ens egen klasse kunne blive tænkt som en ond ’anden’, som i middelalderlig optik derfor må udslettes. Tænk Tristan og Isolde, Chrétien de Troyes’ forfatterskab, Roseromanen osv. Den genre, som den herlige film A Knight’s Tale tog stort pis på. Vi taler her om den narrative form, som typisk fortæller historien om en ukendt og fjendtlig ridder, der nægter at røbe sit navn og ansigt. Dette afstedkommer en kamp mellem to fjender af samme sociale klasse, hvori den fremmede og aggressive ridder opfattes som den ondsindede ’anden’. Men med det samme denne ’onde’ ridder besejres, trygler han om nåde, løfter sit visir (yay) og røber sit navn, hvorefter han kan genindsættes i den sociale klasse, han hører til. Hermed mister han sin onde fremmedhed; han holder op med at være en ’anden’. Jameson argumenterer for, at denne nye genre – historien om en ukendt ridder, som først synes ond og fremmed, men senere meget lig og almindelig – giver en formel, narrativ løsning på problemet om den ’onde’ som ikke længere permanent kan placeres i kategorien af ’others’. Verden, I ved det udenfor litteraturen, er blevet mere tvetydig og grå, og narrative løsninger bearbejder disse erfaringer.

Jamesons analyse er nyttig, fordi den ikke ser genremæssig form som noget, der simpelthen reflekterer vigtige aspekter af ’historien’, hvormed æstetikken bliver underlagt denne. Duellerne fra de middelalderlige romancer afbilder ikke ridderlig kampteknik, som det foregik ’rigtigt’, på samme måde som stiliserede ’gunfights’ i westerns ikke repræsenterer, hvordan de ’rigtige’ cowboys kæmpede. Begge scenarier repræsenterer knudepunkter i narrativer, som har genmodeleret virkeligheden af kampe, på en måde, der lader dem løse dybere problemer, som ikke er manifest på tekstens overflade. Både middelalderlig romance og westerns bearbejder et aspekt af fortiden, til en formel udformning for nutiden.

Jameson er selvfølgelig postmodernismens store teoretiker. Hans Postmodernism, or,the Cultural Logic of Late Capitalism, har spredt sig meget længere end de æstetiske fag, og han er en evig fortaler for at historisering: “always historicize” skriges der fra første side i The Politcal Unconscious. I Jamesonsk optik må Beverly Hills altså 1) være et resultat af noget nyt; ellers ville genren ikke opstå og 2) vil teksten, i sin æstetik og sin omgang med historien, være præget af sin tid, og derfor fremvise de postmodernistiske tendenser, som Jameson åh så begræder. Den nostalgiske længsel efter modernismen er stor.

Hos Karen Klitgård Povlsen finder man ikke en sådan pessimisme. Hun studerer både serien som serie, altså formelt, ligesom hun studerer dens reception (1). Som et stykke postmodernistisk æstetik er Berverly Hills præget af ironi: serien er ironisk i sin omgang med sine problematikker, sine kulturelle henvisninger, men serien ligger også op til en distanceret, ironisk læsning. Selv i starten, her i Danmark, lagde serien op til at vi så den lidt på armslængde og henkastet – at vi fx gjorde grin med moralerne. Fordi seriens moraler er så åbenlyse, karaktererne så firkantede, og fordi serien i Danmark bliver vist uden reklamepauser – hvormed den narrative opbygning bliver mere åbenlys, end i USA – havde mange en distanceret tilgang til serien. Man gjorde grin med den, mens man åd den råt. Det var ikke enten/eller. Man kunne både lade sig gribe med af historien ligesom man, som sand postmoderne hipster, kunne ’disse’ dens overfladiske banaliteter og fange dens popkulturelle henvisninger.

Jameson mener i tråd med forbilledet Lukács, at fremkomsten af en ny genre kan ses som et symptom og refleks på historisk forandring. Når teeange soapen opstår i starten af halvfemserne, er på ingen måde tilfældigt. Dermed kan vi med Jameson spørge: hvilke problemer søger teenage soapen at løse?

Helt banalt kan vi sige, at serien selvfølgelig søger en narrativ måde at bearbejde problemerne ved at være ung. Firserne og alt der kom før har gjort, at problemstillingerne som teenagere møder, må presses helt frem: husk kondomer (aids); vær arbejdsom (Brandon) og tag ikke den lette vej (Steve); stoffer/alkohol/gambling/etc. er farligt (f.eks. Brandon på køleren af en bil med den korthårede pige som han senere møder, helt forandret, i San Francisco [ny morale: det er aldrig for sent at ændre sig]). Derudover er der de gennemgående temaer, som Klitgård selv finder: krop og køn, tradition og modernitet og insider og outsider. For at bringe Jameson på banen igen, så opfører teenagere i Beverly Hills sig jo ikke nødvendigvis ’realistisk’. Seriens narrative struktur – de flade personer, de klare dilemmaer, de store følelser – er formelle, æstetiske værktøjer til at fremvise det underliggende (og ubevidste) dilemma, at være ung i en meget, meget forvirrende tid. Når Donna bliver ved at med at beskytte sin mødom, er det lige så lidt et billede af ’tiden’, som de middelalderlige ridderturneringer. Det er en tidslig, narrativ løsning.

Men her er vi altså på tekstplan. Men vi arbejder altså med flere niveauer. Vi har tekstens betydning (morale), tekstens form (genre, plotstrukturer osv.), historicitet, men også læseren, eller ’seeren’. Som litterater er flest (og bedst), er læseren for Jameson er lidt flyvsk; der er en underforstået læser, der er lige så kløgtig som ham selv, ligesom der er ’datidens’ læsere, som man så let som intet kan tale for. For Klitgård er læseren både en teoretisk størrelse - hun benytter Linda Hutcheon og Stanley Fish til at fremmale sin ironiske 90210-læserposition – men det er altså også en reel person, som endvidere studeres kvantitativt. Hvordan man fysisk ser serien betyder noget!

I Variant håber vi, at Klitgård Povlsen vil kunne tale om, hvad serien betyder for os her i nutiden (eller den nære fortid; serien går jo ikke mere). Vi ser jo ikke serien på samme måde, som de unge, hun studerede i halvfemserne. Vi mødes ikke torsdag aften og ser serien sammen, for derefter at tage i byen. Vi kender ikke Klitgårds opdaterede tolkning, men Variant vil her komme med et polemisk bud: for unge mennesker er 90210 blevet det tætteste, vi kommer på en moderne bibel. Det er vores mytologiske arvegods. Dét vi har fælles, det vi spejler os i. Den har en forklarende funktion. Når vi skal forholde os til ting, så er det derfra, vi samler vores fælles forståelsesramme. Når vi diskuterer date-rape som moralsk begreb, griber vi ikke ud efter de ti bud, men siger ”det er ligesom det afsnit, hvor Steve måske, eller måske ikke, voldtager den der pige”.

Lidt uddybning. Beverly Hills 90210 var den første af sin slags. Som sagt: det var simpelt hen ikke længere nok blot at have teenage bi-historier i soaps. Nej, teenagere skulle helt frem på skærmen, være selve omdrejningspunktet! Serien kørte i mange år, og nåede at få kopier i sin køreperiode. My So-Called Life var fx en mere sand, rørende og realistisk high-school fortælling med fabelagtige Clare Danes i hovedrollen, men man kunne også nævne Vi blir i Familien eller Dawsons Creek, blandt utallige andre.

Genrens mesterværk er helt uomtvisteligt The O.C. (da. Orange County). På overfladen var ligheden til Beverly Hills slående. Man havde, meget lig Beverly, et californisk rigmandskvarter som scenen, men så stoppede lighederne også. Reelt var The O.C. en slags modreaktion på Beverly-tendensen: forældrene var rigtige, betydelige karakterer, som endvidere fik deres egne og gode story-lines. Forældrene var ikke kun fremmede og prædikende (2), men fejlbarlige og spændende. Nutiden (de unge) blev spejlet i fortiden (forældrene), og det var lige så væsentlig om Sandy var utro, eller om Marissa i virkeligheden var biseksuel. Replikkerne var hurtige og smukke, gode nok til film, og der skete så meget og voldsomt, at man godt forstod, at manuskriptforfatterne fik det svært til sidst. I The O.C.’s første to sæsoner var der mere drama end Beverly Hills formåede i hele sin køretid.

Vi har siden hen fået en dansk pendant til Beverly Hills 90210 i 2900 Happiness. Og i og med 90210 vitterligt bliver genindspillet og vist som helt nytænkt serie i USA, så er det åbenbart, at teenage-soapen, som genre, har nået et nyt niveau. Der er sket noget, og vi seere er mere lærde, bevidste og belæste omkring genrens historie. Alt dette spiller ind, når vi til stadighed ser genudsendelserne om eftermiddagen, efter undervisning, efter gym eller arbejde. Det er blevet et ritual. Vi ’ser’ ikke serien intenst. Den ironiske distance er for længst helt passé; den ligger så indgroet i serien, at vi næsten ikke behøver italesætte det. Vi ser det, og vi ser det ikke. Historien får lov at udspille sig foran os, og på den måde får vi repeteret seriens handlingstråde. Men det er en passiv læsning, næsten som en middagslur.

Og hvornår bruger vi al denne indgroede viden? Når vi mødes. Når vi snakker om alt mellem himmel og jord. Når vi tager i Unibaren. Serien popper op, men oftest ikke som reelt emne, men som en art referenceramme. Eftermiddagsritualet gentager sig selv, netop på grund af disse samtaler. Det er rart at have noget fælles, selv i disse tider, hvor man snakker om ’the long tail’, hvor smag er blevet niche, at alle har deres egen genre – pop bliver til balkanpop og snart hører man senegalesisk hiphop. I en tid med uendelige muligheder for kulturel distinktion, er Beverly Hills 90210 vitterligt vor tids Store Historie.

Kom og hør Klitgårds bud. Medbring dit eget, eller vær uenig med vores. Bare kom. Det fortjener både du og serien. Donna Martin graduates!

Fodnoter:

1) Denne artikel baserer sig på én af Povlsens ældre artikler, nemlig ”Global teen soaps go local: Beverly Hills 90210 in Denmark” (1996), fra magasinet Young.

2) Hvis jeg en dag skulle være så heldig at støde på James Eckhouse (Jim Walsh) skulle jeg ikke være for sen til at give ham et lag tæsk.

Beverly Hills-Generationen
v. Karen Klitgård Povlsen
Lokale 124/bygning 1584,
kl. 19 Kasernen, Langelandsgade 139