Centraleuropa tur/retur. Manglende sms’er. Pris?
Skønlitteratur - Nr. 52
Af Mads de Wolff - Litteraturhistorie
Version I (gutterne fra vandpoloholdet)
Da vores helt træder ud af toget, er han mere end tipsy. Det startede i flyet, fortsatte i Kastrup og blev pinligt omkring Fredericia. Togkupéen blev et værtshus. Ventetid blev lig Fernettid i den spædbørnsfyldte terminal. På perronen ser han Victor omfavne sin kæreste. Hun falder ham ind. Hun havde svaret kortfattet og kryptisk på de obligatoriske beskeder. Godt det samme. Han skrev mest af pligt. Lige før han hopper ind i bybussen, rækker Andreas ham gaverne han selv burde have købt.
Da han rammer sin lejlighed, tænder han op for computeren. Drejebogen var skrevet. Først en opdatering på diverse sportsnyheder, lidt porno og i seng. Da computeren tændes, ser han at hun er på. Lorteprogrammet åbner automatisk. Selvom han er mere interesseret i, hvad Den Skaldede Ørn har gjort og sagt, skriver han lige til hende. Andet ville være at skyde sig selv i foden. Han havde jo lovet at ringe med det samme, han ramte dansk jord.
Hun beder ham om at slæbe nogle af hendes ting med. Det ved han udmærket, hvad betyder. Fint nok. Så lækker var hun heller ikke. Hun tåler i hvert fald ikke sammenligning med stripperen, der forærede Kasper et gratis handjob. Han slår jalousien ud af hovedet. Det er et kritisk moment. Det handler om at træde varsomt. Man skal balancere morskaben uden at træde over stregen. Pinen skal trækkes ud.
Riccardo Ricco siger:
Jo, det skal jeg da nok tage med. Men sig mig, skatter, får du ikke brug for en T-shirt hos mig mere? 
Felizia siger:
den trænger vist til udskiftning…
Han fryder sig over den dårlige undskyldning. Skal pinen trækkes mere ud? Sige, at han allerede har vasket T-shirten? Han ser på sin sætning én gang til. Smileyen var et principielt kompromis, men med for virkningens skyld. Tvivlen nager lidt. Var ”skatter” for meget? Meningen var, at hun skulle få tilpas dårlig samvittighed, ikke skifte mening fuldstændig. Og hvis det nu ikke helt går som planlagt i morgen, kræver det jo, at han faktisk vasker T-shirten. Han beslutter at gemme det meste af krudtet til i morgen, på caféen.
Da han ankommer på caféen, er han lidt træt. Taktikken overvinder æresfølelsen. Selvom øl naturligvis er mest mandigt, så bliver det jo nok en lang nat. Han køber en sort kop kaffe. Hun kommer som altid ti minutter forsinket og begynder straks at knevre løs. Efter det, der føles som en lang vinter, ændrer hun pludselig toneleje. Endelig sker det, tænker han. Hun begynder lidt, men trækker i land midt i en sætning, da hun mister modet. I stedet får hun pludselig lyst til en toast. Den er forsinket, og hun tramper utålmodigt i gulvet. Hun skal gå om tyve minutter, siger hun. Hun snakker meget om lidt. Det gør hun typisk. Meget mere følelse end fornuft. De gyldne brødkrummer flyver ud mellem de puffede læber, mens hun taler. Han afbryder hende let, hånd på hånd. Der hældes lidt nøje doseret salt i såret, da han overrækker gaverne.
”Ej - det skulle du altså ikke have gjort…”
Han griner indvendigt. Hun trækker på det, men er ikke slået ud af kursen. For en sikkerheds skyld devaluerer han gaverne. Det var noget ”i sidste minut”, noget ”tivolikram”, forsikrer han. Da hun inspicerer Kafka-kuglepennen, nager det ham. Han skulle have taget den ud af gaveposen forinden. I ti minutters tomsnak skal han se hende rode med hans kuglepen. Utålmodigt sættes hun igen i gang.
”Når du og din veninde er færdige med at hygge jer, skal jeg så ikke kigge ud til dig?”
Endelig tager hun sig sammen. Han bliver nødt til at nive sig selv for ikke at grine. Der er alle klichéerne. Hun siger faktisk, at hun ”gerne vil blive ved med at være venner.” Han ler indvendigt, men sørger for at virke trist udadtil. Roder i sit hår. Den synlige bedrøvelighed smitter med sympati. Hun forsikrer ham, at det ikke nødvendigvis er endeligt. Tvivlen nager. Perfekt.
Han har fået det, som han vil, men der ligger en spænding heri, en balancegang. Han må træde varsomt. Hendes tvivl kan udnyttes. Han kan skrive til hende af og til. Være den søde, lamslåede eks, der tager ud til hende, når dobbeltsengen føles for stor. Men før situationen udnyttes for groft, må han tænke sig om. Han tænker på det sidste knald, som alle er i sin gode ret at forlange, men hendes tvivl skulle nødigt blive til et ønske om en ny start. Og hun er så seriøs om sex. Før han begiver sig ud på ét knald, må han også tænke på de flotte veninder. Og han vil nødigt have et dårligt rygte på hendes studium.
I de sidste tyve minutter mens hun snakker, ser han lamslået ud i luften. Hun giver ham et farvelkram og han snøfter. Da hun drejer om hjørnet, retter han sig op og finder et stykke tyggegummi. Ned til Kasper hvor der venter aftenens første øl. Og hvem ved, tænker han, måske kan han kaste en pige af sig, den scorekarl. Måske med happy ending.
Version II (storesøsteren)
Vores helt kommer intetanende hjem fra herretur i Prag. Med sig fra Centraleuropas kulturelle hovedstad har han foruden en Kafka-kuglepen også en magnet, der på aller nydeligste facon afbilder Karlsbroen. Hendes køleskab bliver aldrig det samme igen, nu associeret med middelalderlige brosten og Rasmus Nøhr. Mobilen er løbet tør, men han skriver straks med hende over MSN Messenger.
Felizia siger:
Jeg mangler linsevæske herhjemme, så vil du ikke tage dén med, jeg glemte hos dig sidst? Og evt. min T shirt?
Riccardo Ricco siger:
Det skal jeg da nok. Men sig mig, skatter, får du ikke brug for en T-shirt hos mig mere?
Felizia siger:
Den trænger vist til udskiftning…
Riccardo Ricco siger:
Hehe. Helt i orden. Hvornår skal vi mødes?
Felizia siger:
Hm… kl. 17? kan jeg måske overse
Riccardo Ricco siger:
Perfekt.
Med gaver i hånd drager han muntert ud for at møde sin pige. Han er forkølet, affattet og svag efter fem dages hård druk, hvor han i modsætning til flere af de andre gutter ikke fik nogen håndtrold af en hviderussisk stripper. Om det var angst eller troskab, ved ingen med sikkerhed. Nogle af gutterne siger, han ikke havde flere tjekkiske kurona og at stripperen ikke kunne aflæse halvtredserens vandmærke i stripbarens lumre og duggede diskolys.
Han er den første, der ankommer på caféen. Det evige dilemma: kaffe eller øl? Normalt kan man køre den afventende, lade hende tage beslutningen. Han køber kaffe. Hun kommer 10 minutter forsinket. De snakker en time. Hun får lyst til en toast. Toasten er forsinket, og hun tramper utålmodigt i gulvet. Hun skal gå om tyve minutter. Hun taler som altid bedårende meget; der er sket så meget, mens han var væk. Han forsvinder i hendes talestrøm og stirrer på hendes bløde, smårøde kinder. Da hun holder en pause, tager han hendes hånd:
”Jeg har noget med til dig.”
Pakkerne hives frem fra sit skjul. Der sukkes dybt og stirres på pakkerne. Tøvende pakker hun op.
”Det er bare noget fjollet tivolikram, jeg købte i lufthavnen. Det var sidste minut.”
”Ej - det skulle du altså ikke have gjort…”
”Lad nu være. Jeg og de to andre gutter med kærester rendte febrilske rundt i lufthavnen efter noget til jer piger.”
Hun klukker let, men stirrer endnu lidt hult ud i luften. De snakker om løst og fast i nogle minutter. Hun skal snart gå.
”Når dig og din ven er færdige med at hygge jer, skal jeg så ikke kigge ud til dig?”
Hun sukker. Roder med det resterende rørsukker i den tomme kop. Hendes øjne er våde, da hun påbegynder sin monolog. Han hæfter sig ved, at hun ”gerne vil være venner”. Hun synes da, de skal mødes i ny og næ. Drikke kaffe. Tage med til hinandens fester. Og hans kammerater er så fine.
”Jeg synes altid, vi har snakket godt sammen. Og jeg har virkelig diskuteret med mig selv. Men mens du var af sted, fandt jeg lissom ud af, jeg ikke rigtig… savnede dig så meget, som jeg troede, jeg ville. Eller lige så meget som sidste gang vi var fra hinanden. Og det kan da også godt være, at jeg om en uge finder af, jeg savner dig sindssygt meget…”
Det er lidt som en bombe, tænker han. Sludder. Dårlig metafor. Mere som når brødet flyver op fra toasteren, pludselig transformeret. Eller er det som en kompliceret spændingsfilm? Sådan en med en rigtig twist á la The Usual Suspects. Sådan det umiddelbart lod til at være, var helt forkert. Der er klip til tavlen. Klip til de pumpende årer i Palminteris’ pande. Så montagen hvor alt falder på plads. Hvorfor så blind? De manglende sms-beskeder fra Prag. Det var ikke truende transnationale takster, men almindelig apati. Og så på en fucking café. Viktors kæreste ventede fandme på stationen. Gaverne var jo nærmest en byrde for hende. Og snakken over Messenger. Åh gud, hun bad mig slæbe alle hendes ting med! Både T-shirten og den lorte linsevæske. Men han har heldigvis hendes børste. Måske er der mere gemt i rodet. Måske er der stadig en chance. Til baren! Ned til Kasper, ned til glemslen.
