Danmarks Grimmeste Festival: Fredag 31/07 2009
Reportage - Nr. 52
Af Lise Nygaard Christensen, Litteraturhistorie & Peter Ellermann, Musikvidenskab
Standup: Thomas Warberg, Jonas Mogensen, Mikkel Malmberg, Tjelle Vejrup: Skovscenen 14.00 - 16.00 (LNC)
Fredagens program bliver indledt med standup. Skovscenen udgør et taknemmeligt læ for den kuling, der ellers ruskede telte og fåborgmadder rundt i luften. Eftermiddagen bød på fem kunstnere under ledelse af Kim Andersen. Så vidt jeg kunne udlede var de alle sammen studerende fra Århus, og de utallige jokes handlede også for en stor del om studier, bylivet og kærligheden. Eksempelvis blev der funderet over, om studiet Eskimologi mon har fredagsbaren som en del af pensum. Eller generationskløften, som Mikkel Malberg påpeger med historien om, hvorledes hans onkel en dag kommenterer på, at han sidder og hækler med solbriller på: ’Han ved bare intet om rock’n’roll’. Særligt hårdt bliver der også kørt på de mindreårige blandt publikum. De er udstyret med lyserøde armbånd, i modsætning til de officielle blå, sådan at de ikke kan købe alkohol på pladsen. Dette sker til stor jubel for dem med blå armbånd, der, under dybe mandebrøl, overstadigt svinger deres fadøl mod himlen. Gode jokes, platte jokes, pinlige jokes blander sig med publikums skiftevis begejstrede latterbrøl og medlidenhedsgrin, mens solen bager fra en blå himmel. Det er slet ikke nogen dårlig måde at varme op til aftenens musikprogram.
The Broken Beats: Skovscenen 19.00 - 19.45 (LNC)
The Broken Beats (TBB) er aftenens andet band på Skovscenen. Tidligere på året havde TBB en forrygende releasekoncert på Musikcaféen med pladen You’re Powerful, Beautiful And Extrodinary, hvor de optrådte i 1700 tals kostumer, komplette med knæstrømper og paryk. Denne aften fyrer de den også af. Koncerten sparkes i gang med storhittet ’Essentials’ fra 2006 albummet In The Ruin For The Perfect. Forsangeren Kim er yderst entusiastisk, falder om på scenen og giver sig fuldt ud.
Det 3. nummer er ’Copy’, og her kaster han sig ud i at spille guitar med munden, og lader nummeret ende ud i et klimatisk ’Brabrand’ skreget for fuld hals. TBB’s pop vekslede mellem danselystne beats og grandios strygermusik, men lige meget hvilken vej det gik, var publikum med. Forsangerens til tider lidt skæve stemme harmonerede godt med de legende melodier, hvor der var plads til eksperimenter. Således blev der dedikeret sange både til Michael Jackson og Robudo, som fik en gang venlig dril med på vejen.
Under et af de sidste numre udfører bandet en The Hives (svensk retrorockband) pastiche, hvor hele bandet stopper op i akavede stillinger, lægger sig ned, for efter et passende tidsrum at stige op igen og lade deres attitude eksplodere fra pop til rendyrket rock. Det sidste nummer indledes med, at en franskmand kaldes på scenen. Han når dog at undslippe igen inden han får tildelt en cd. Cd’en bliver i stedet udloddet i en dansekonkurrence til den forreste del af publikums glæde. Sangen starter i slowmotion og spilles langsomt op i tempo, blot for at afsløre, at det er førstesinglen ’The Rules’ fra dette års plade. Resultatet var euforisk fællessang og dans på scenen. Vinderen blev ganske stille kåret efter koncerten. TBB leverede en rigtig god koncert trods lejlighedsvise lydproblemer. De bevægede sig ud af mange tangenter genremæssigt, hvilket mundede ud i et yderst festligt resultat.
Vinnie Who: Bonzai-scenen 20.00 - 20.45 (PE)
Et af de bands der imponerede mig specielt om fredagen, var det unge band Vinnie Who. De var et helt ubeskrevet blad for mig, med deres svedige diskomusik, der lægger sig en smule op af New Yorkerbandet The Raptures. Vinnie Who skiller sig dog positivt ud. Musikken er cool og funky, og på den ene side ung og uskyldig med frontmanden Niels Bagges drengede look og fistelstemme, på den anden side møghamrende sensuelt ladet og provokerende drilsk.
Vinnie Who blev i starten af året udråbt til at breake i 2009 af Soundvenue, og i sommers skrev de kontrakt med EMI om at udgive album, efter at have været ugens band på bandbase og fået 5-stjernet koncertanmeldelse i Gaffa. Fremtiden tegner til, at vi kommer til at høre mere til bandet, og det vil jeg glæde mig til. Numrene på myspace er indtil videre klar til at sætte gang i gulvet til en privatfest, for eksempel ‘hittet’ ‘The Fall’ og den mere mørke og tindrende ‘My Sympathy’. Live udmærkede specielt den faste rytmegruppe sig med en let dansende trommeslager og en utroligt tæt guitarist. Svage spor af nervøsitet sporedes hos bandet, men om det var det store publikum, det skarpe lys midt på dagen eller de uvante omgivelser ved at lave diskofest på en gårdsplads, er det dem tilgivet, for de leverede optimalt musisk set. At slutte med en diskosang i 3/4 valsetakt, trække den ud mens guitaristen går amok med koklokke blandt publikum og slutte med støjende keyboards, var frækt og virkede rigtig godt. Vinnie Who kunne dog gøre sig selv den tjeneste at anskaffe en fast keyboardspiller eller delegere et bandmedlem: Der er en masse fisen omkring mellem keyboards og trykken på tangenter, og den energi kunne de bruge til at levere musikken bedre. Ellers var det en rigtig god koncertoplevelse med et originalt og velspillende band.
Analogik: Skovscenen 21.00 - 21.45 (LNC)
Efter et besøg i pladsens madbod - ringridderpølse tallerken, pasta med kød eller grønt, snaskede kartofler med snask, eller tørre falafler med snask – blev det tid til at hilse på søens folk. Analogik, de fuldvoksne fuldskægs band.
Analogik spillede en fængende blanding af numre fra både nyt og gammelt materiale. De stillede op med fem mand på scenen, med en god blanding af bas, guitar, scratch, melodika, udvidet perkussion, violin, sax og lidt ekstra gøgl. Som et supplement til deres normalt vokalløse musik, bliver der samplet små bidder af sang indover udvalgte numre. Manglen på sang kan ellers godt gøre numrene en anelse ensformige, men de fængende møder mellem sømandsviser, balkan og hiphop gør, at plænen foran Skovscenen forvandles til ét stort dansegulv. Til alle sider bobber folk op og ned i takt til de jazzede russiske takter i ’Farligt Monster’, hvor ordene ’vildere, hurtigere, det kan godt blive højere’ ansporer til at lade dansen mutere ud i kyllingetango og Whac-a-Mole pasticher.
Nummeret ’Fandango’ byder på lækkert samplede trommerytmer, og generelt er koncerten velspillet, med en smøg i kæften og cool attitude. Bandet optræder i røde ’Støt irakerne’ sweatshirts, undtagen violinisten, som til gengæld troner i hjørnet i sin Arne Nougatgren strikkede sweater. En modsætning, der synes at integrere mødet mellem hiphop og folkemusik ikke blot i musikken, men også på scenen. Selvom publikum er dansemaniske, virker bandet lidt tilbagetrukne, og der er ikke megen interaktion med publikum. Blandingen af elektronik og folkemusik er en hybrid, der giver en lyst til at svinge træbenet, men i længden får numrene en vis ensformighed.
Odd man out and one love: Bonzai-scenen 22.00 - 22.45 (PE)
En af koncerterne, der ikke stikker ud bagefter, i skrivende stund, var fredag aftens Odd man out and one love. De spiller en form for funket reggaemusik med en lettere hæs og tilrøget rap-sang henover. Selvom den får på alle tangenterne af kvalificerede musikere og korsangerinder, gav bandet mig mere associationer til et partyorkester en torsdag aften ved Århus Å, end til et band, der prøver at skabe noget nyt og ikke blot tørre de samme akkordrundgange af. Selvom publikum på dette tidspunkt var glade nok for at stå og råbe “Åh-yeah yeah yeah”, mener jeg, at man kan sætte kravene lidt højere fra festivalens side, end at hyre et band, der bare sætter lidt gang i den og holder gryden i kog. Bandet siger det bedst selv på et af deres uploadede numre:
“Vi har det godt
så sig ‘det godt’
og så’n er det
ja så’n er det”
Sangen hedder i øvrigt “Feel Alright”, hvis nogen skulle være i tvivl.
Powersolo: Skovscenen 23.00 - 23.45 (PE)
Aftenens absolutte topscorer, og afslutningen på festivalen, for mit vedkommende, var selvfølgelig Powersolo. Det er egentlig skørt, for jeg har altid synes, at bandet var lidt useriøst: En masse tomhjernede hillbillysange om ingen verdens ting. Og var der ikke noget med, at de var med i det der åndssvage dukkeprogram på DR2 engang og sad og grinede fjoget med ham flodhesten? Sidste år på samme scene så jeg Kim Kix’s projektband The Cinders, og det virkede dengang som om, der var en smule mere at komme efter, end jeg havde bildt mig ind. Og jeg blev fuldstændig overbevist få numre inde i koncerten, hvor jeg overgav mig helt til larmen, sveden, røgen og stemningen: Det her var Den Grimmeste Festival, dér, hvor den var faldet i gryden som spæd.
Tindrende lys på scenen, folk omkring mig, der opførte sig afsindigt, larmen fra de hvinende højttalere, og så rytmen, der blev ved og ved. Den pumpende rytme, der var ren destilleret muthafucka-rock uden hæmninger og med vinden i håret! Det var umuligt at stå stille, og hvorfor skulle man også det, man var jo pludselig sat fri! Det var abekattejammerrock(c), og i øjeblikket var det det mest opløftende, jeg kunne have forestillet mig dér i sommermørket. Det er desværre noget, der ikke kan genopleves på en plade, og min tidligere mening om Powersolo pladerne står til dels uændret. Jeg har dog opdaget, hvad fuck det er, der gør Powersolo til sådan et fedt band, og det er en opdagelse, jeg kan anbefale andre at give sig selv.
Troels Abrahamsen: Skovscenen 01.00 - 02.00 (LNC)
Aftenen bliver rundet af med Troels Abrahamsen, der i dagens anledning optræder med liveband. Troels havde i lejren fået påduttet det lidet flatterende øgenavn ’Discount Veto’, hvilket jeg dog ikke kunne tilslutte mig, da jeg finder albummet WHT ganske lytteværdigt. Koncerten efterlod mig da heller ikke skuffet. Opsætningen bestod af Troels på labtop og sang, suppleret af en bas og trommer. No more guitarhero for denne dag! Til gengæld kunne man glæde sig over de yderst velspillede trommer, de tunge basrytmer og Abrahamsens små dansetrin bag labtoppen. Koncerten var i starten præget af et vis langsomt og melankolsk tempo, der lod sangene folde sig ud. Men tempoet blev sat i vejret med ’Collider’, der resulterede i et forsøg på robotdans fra hr. Abrahamsens side og yderst positiv respons fra publikum. Yderligere gang i festen blev der sat med nummeret ’End Sene’, som virkede stærkt live. De sidste ca. 20 minutters tid blev til et langt potpourri af numre, der var svære at skelne fra hinanden. Det fungerede godt, og den vedvarende rytme og lysshow fik én til at ville danse sommernatten væk.
Det var der efterfølgende rig mulighed for ude på teltpladsen, hvor ’Mejlgade for mangfoldighed’ havde sat en dj pult op, og ungdommen dansede moderne.
