Danmarks Grimmeste Festival - Torsdag 30/07 2009
Reportage - Nr. 52
af Lise Nygaard Christensen, Litteraturhistorie & Peter Ellermann, Musikvidenskab
Bussen standser for enden af Grimhøjvej, og som man snegler sig ned ad grusvejen, forlader man Brabrands tvivlsomme urbanitet og træder ud i mere landlige omgivelser. For enden af vejen ligger det nedlagte landbrug der huser weekendens festival, nemlig Danmarks Grimmeste Festival. En festival der fusionerer oplevelsen af at være på gårdferie og deltage i en havefest men alligevel formår at sætte en i festivalstemning. I år kan ’Den Grimmeste’ fejre sit 6. års fødselsdag, hvilket også blev gjort med et velsmurt arrangement med masser af fin musik.
Torsdag formiddag har vejret mest af alt karakter af en karklud der blive vredet med jævne mellemrum. Solskin smyger sig om de hyppige regnskyl og friske kastevinde. Derfor er rygsækken blevet stoppet med alt hvad der kan holde fugten ude; det klassiske grimme, men dog praktiske regnsæt, gummirøjsere og regnfrakken der giver påmindelser om den blå frakke, Luna troligt bagte en uendelig strøm af pandekager i, hvilket dog ville tendere masochisme i dette voksbehandlede telt, da man ville drukne i kondens. Stegepanden blev derfor hjemme i denne omgang. I stedet pakkes den obligatoriske konserves i håbet om, at kunne holde festivalmaden lidt fra livet. Ikke at den er decideret ringe, men det er ikke ligefrem fordi man forer sit hullede tøj med pengesedler som studerende.
Campingpladsen er blevet opgraderet siden 2007 da vi sidst satte vores ben derude. Der er kommet ølvogn, en sandwichbod og fine Godik toiletter, altid med rigeligt sprit, om dog ikke altid så veludstyret med toiletpapir, hvilket fik mangt en morgentrippende pige til at løbe rundt i panik. Festivalpladsen ligner dog stadig sig selv på en prik. Den første gårdsplads optages af den intime Bonzaiscene og skaterrampen, mens skovområdet bag gården optages af Skovscenen der danner ramme om de lidt større koncerter.
Robudo: Skovscenen 17.00 - 17.45 (LNC)
Her indledes torsdagens heavyprogram med læderklichéen Robudo. Seks midaldrende mænd der har svøbt sig i læder, nitter og bare overkroppe. Den mest almindeligt udseende er guitaristen med puddelkrøllerne, som til gengæld har iklædt sig et smil der i samspil med bandet omkring ham, kunne sende ham direkte ind på den psykotiske dansktop. Så går det ellers derud af med sange om piger, sex og biltur til Tyskland. Det kan godt være en anelse svært at skelne teksterne, men sanglinier a la ‘hård og stiv og noget med underliv’ bliver hyppigt fyret udover scenekanten.
Rundt på pladsen har Robudo slået deres visitkort op; et hygiejnebind hvorpå der står skrevet Robudo, er gnedet noget rødt udover, og i hjørnet er der placeret et telefonnummer. Disse bliver med stor morskab klasket rundt på ryggene af den lille forsamling, der headbanger foran scenen. Mellem numrene trakterer Robudo med standup lignende sekvenser. De er ganske underholdende på en grov og lidt kikset måde. Gentagne gange lyder mantraet ’Robudo knepper kun i absentia’ som svar på både den ene og den anden joke. En flaske med fiskefjæs bliver delt mellem forsangeren og publikum, og stemningen er god, selvom det stadig er tidligt på aftenen. Robudo trækker heftigt på musikalske traditioner som AC/DC og Iron Maiden, og med et sceneshow der minder om en satanisk udgave af Cartoons.
Min sidemand kommenterer på bandet, at Robudo er som et spændende spark i nødderne. Det gør ret ondt, men man kan ikke lade være med at smile over forudsigeligheden og nikke anerkendende til deres tydelige inspirationskilder. Robudo er et uforpligtende og humoristisk bekendtskab der kan være ganske underholdende at opleve.
New Deviants: Bonzai-scenen 18.00 - 18.45 (LNC)
Noget af det bedste ved ’Den Grimmeste’ er at programmet er tilrettelagt sådan, at der ca. er et kvarter mellem hvert band. I modsætning til større festivaler behøves man derfor ikke løbe panisk rundt for at nå det hele, eller foretage hjerteskærende fravalg. I stedet er der lige tid til at købe en øl mens publikum rykker om på Bonzaiscenen hvor New Deviants fyrer op for en gedigen gang rock. Opsætningen er klassisk med Mr. Woods på trommer, flankeret af HellEye på bas og forsangeren Horatio, der kunne have deltaget i en Elvis lookalike konkurrence, og som endvidere fyrede den af på elektrisk guitar. Inspirationen spændte vidt indenfor rock historien, fra AC/DC til Black Rebel Motorcycle Club, og man tog sig selv i konstant at føle, at man havde hørt dele af numrene før. Det havde dog ikke den store betydning da numrene fungerede godt, og der herskede en god stemning omkring koncerten.
Beta Satan: Skovscenen 19.00 - 19.45 (LNC)
We don’t want to know your name. We don’t want to know who you really are. We don’t want to hear what you have to say. Your mediocre existence has no appeal to us. Keep your lack of talent to yourself. Nothing you have to offer could ever have any interest to us. We don’t care about you and we don’t know anybody that does. We don’t need new friends.
Det er med disse ord at aftenens næste band har profileret sig. Beta Satan lægger i stil med deres manifest ud med sangen ”666”. Forsangeren Kåre er placeret ude i venstre side, en opstilling der både gemmer ham væk, men også virker som et demokratisk forsøg på at gøre op med forsangerens ofte enevældige position på en scene. Hen ad vejen bevæger han sig dog rundt på scenen og svinger mikrofonstativet om sig i fallosimitationer, men hvad, det er vel rock. En tendens der dog ikke går igen i bandets outfit, der mere ligner at de er på vej ud i haven for at knalde et par stifter, hvilket for så vidt også falder fint i tråd med festivalens havefest attitude. Musikken er dog på ingen måde til kroket og bajere i haven. Beta Satan fyrer den af med hits fra deres debutplade Girls, som ”Rave Kenneth” og ”Great Moments of Pleasure”. Selvom der endnu ikke er så mange der har fundet vej til Grimhøj, er bandet stadig engagerede og leverer et godt show.
The Guv’nors: Bonzai-scenen kl 20.00 - 20.45 (PE)
Vel ankommet, ved aftenstide, gik jeg desværre glip af det meste af Beta Satan koncerten, som ellers overbeviste mig stort.
Nå, men da Beta Satan gik af, gik det lokale band The Guv’nors på efter dem. Dette band spiller en form for heavy rockende punk, med tydelige inspirationer til 70erne. Det var anden gang jeg skulle høre the Guv’nors, og denne gang synes jeg virkelig at der var knald på dem.
I modsætning til beslægtede Oi-punkbands gør de modne herrer i Guv’nors en dyd ud af ikke at være sure eller vrængende. I stedet blev der fyret op under en fed og cool feststemning, med masser af hylende guitarer og god kampgejst hos samtlige bandmedlemmer. Vi blev serveret en heftig omgang af bandet repertoire, både den dansktekstede ”Rockband”, ”Forty, Fat and Finished”, som der findes en fantastisk underholdende video af på bandets myspaceside, og deres nye single ‘Bankrobbin”. Hen mod slutningen af sættet smed bandet også et covernummer af Blondies ”One way or another” ind. Et band der var i sit rette element på denne festival, på trods af at gennemsnitsalderen hos band og publikum var et stykke fra hinanden.
Straks efter Guv’nors var gået af, var det tid for en endnu hårdere musik på den store Skovscene. Den Grimmeste havde lagt alt deres metal og hårdere rockmusik om torsdagen (bortset fra Powersolo om fredagen), hvilket var et tiltag der for det meste var positivt. Man kunne dog godt have gjort lidt mere ud af at reklamere eller forberede folk på, at hele denne aften var dedikeret til hård musik. Folk som ikke er til metal og måske ikke kendte bandene på forhånd kunne sagtens føle sig forladt i aftenens larmende buffet.
Scamp: Skovscenen kl 21.00 - 21.45 (PE)
Scamp er et i den grad enestående band på den nationale metalscene, både ved deres tekniske kunnen og ved i sig selv at være foregangsmændene indenfor teknisk dødsmetal i Danmark. Bandets debutplade vandt prisen for årets debutalbum ved Danish Metal Awards sidste år, og i løbet af året har bandet blandt andet spillet på Roskilde og været opvarmning for kæmpenavnet Korn.
Deres musik sparkede også benene væk under folk denne aften, og fra start til slut var der massiv pitcrowd på græsplænen mod scenen. Publikum var tændte, og det var bandet også. “Vi har lige spillet opvarmning for Machine Head, men det her er tusind gange vildere” erklærede forsanger Mikael til de moshende fans. Kort tid efter blev et stykke rækværk knækket af scenen under presset. På trods af bandets ihærdige søgen efter en bassist, som de fandt og optrådte på Roskilde sammen med, stod de i aften igen bundløse, men dette var ikke noget stort savn, da både dobbeltpedal og nedstemte guitarer formåede at buldre dejligt igennem. Bandet spiller med tydelige referencer til svenske Meshuggah, men teksterne og stemmen har en mere thrashet nerve, der giver bandet ekstra facetter udover det rent tekniske krævende. Blandt andet på nummeret ‘A Familiar Word’.
A Kid Hereafter in the Grinding Light: Skovscenen kl 23.00 - 00.00 (PE)
Torsdag aftens ’afslutter’ var musikalsk set nok også et af de mest udfordrende elementer på hele festivalen. Kunstneren bag, Frederik Thaae, er i de seneste par år kommet ind på Danmarks musikscene i kometfart, blandt andet på grund af hans tredobbelte koncert på Roskilde festival 2008, hvor han optrådte med sit hovedorkester A Kid Hereafter, dette bands sange udsat for symfonisk orkester i A Kid Hereafter and the Slaves To The Truth, og så også ‘metalbandet i bandet’ A Kid Hereafter in the Grinding Light, med Thaae og en del af resten af besætningen, der spiller sange i stilen grindcore, en sub-genre af dødsmetal, der bruger meget korte numre og ekstremt højt tempo. I bogen ’Choosing Death’ af Albert Mudrian beskrives Napalm Death som et af de første dødsmetalbands nogensinde, med deres grindplade ’Scum’ fra 1987, og igennem de seneste år har denne nu over tyve år gamle subgenre fået ny renæssance gennem undergenrer som mathcore, og via avantgardebands som Fantômas.
Denne aften var det Grinding Light som skulle lukke og slukke lyset hos publikum, og dette faldt helt i publikums smag. Der var en kåd og vild feststemning foran den store scene, specielt efter Scamps koncert, og kravet om noget at springe ind i hinanden til, leverede AKHITGL med stort overskud. Faktisk så stort, at bandet i bedste stil overlegent gjorde nar af de bands, der tidligere havde spillet. Blandt andet kommentaren “Vi hedder stadig Tiger Tunes, og vi kommer fra Århus”, rettet mod Beta Satan, der er dannet af flere medlemmer af dette indiepopband. Bandets debutplade fra 2008 indeholdt 30 numre af samlet længde på 31 minutter, så de korte numre skulle tages bogstaveligt, og der blev en masse start og stop, hvor bandet samlede op til en ny udladning, imens forsangeren forklarede hvad sangene handlede om. Emnerne var mange: at have hjernen i foden, at kun have én arm og én vinge, eller at lyset, i sig selv, er levende. Og når de spillede, var der så samtidig 100% tryk på, og Frederik Thaaes vilde skrig var specielt imponerende. Det samme var kompleksiteten og de mange skift og breaks i numrene, der lægger dem tæt op af de ukronede konger i denne genre, Fantômas. En god lige højre satte prikken over i’et denne aften.
