Dekantering af det dekadente
- En anmeldelse af Bunbury, Århus Teater
Visse navne synes at have en dragende musikalitet over sig – Earnest for eksempel. Eller Birthe Neuman. For tiden kan man på Århus Teater, opleve ikke bare en Birthe Neuman, men også hele to gange Earnest i Lars Kaalunds opsætning af Oscar Wildes klassike komedie fra 1895, Bunbury eller, som originaltitlen lyder: The Importance Of Being Earnest.
Fra tid til anden bør man, det vil jeg hævde, dekantere sig selv og sin moderne hang til dekadent dyrkelse af dét at ”forestille sig”. Ikke forstået som dyrkelsen af selve den moderne forestillingsevne eller fantasi ligefrem, men som dyrkelsen af dét at stille sig selv an for verden, lade sig iagttage. Indgående. Som forhenværende ejer af to nu selvdøde guldfisk kan jeg bevidne, at iltning er en afsindigt afgørende faktor, når vi taler levende organismer. Bunbury er en ironisk, men kærligt becketsk absurd kommentar til det moderne menneske og dets føromtalte hang til forestilling. Således følger vi i en verfremdet scenografi med pixellerede bagtæpper forsynet med teltlignende lynlåsløsninger, de to tilbagelænede og samtidig uanstændigt op-på-dupperne dandyer Algeron (Søren Sætter Larsen) og Jack (Ole Lemmeke). Som modtræk til de kvælende konventioner, det gode selskabs forudsigelige facetslibning, har de to livsnydere behændigt opfundet henholdsvis en syg ven og en uafrettet bror. Disse opdigtede relationer gør dem i stand til at omgå næsten enhver tænkelig mellemmenneskelig forpligtigelse. Behændigt, behændigt, åh så behændigt; og egentlig også ganske underholdende. Men Algerdon bryder reglerne og blander ikke bare virkeligheden sammen med fiktionen, men mikser hvad man på TV2-news uden tøven ville kalde en sprængfarlig cocktail bestående af hele to fiktioner og en virkelighed, hvis fysiske materialitet, der som en ekstra feature kan lynes op og i (teknik som børnene – og Beckett – elsker…) Kærlighedsaffærerne synes således pludselig curlet ud på tynd is, og kun gud – personificeret ved en halvliderlig landsbypræst – synes at kunne vise vejen frem og gennem dåben bringe de to dandyer tilbage på amoralitetens og usandhedens smalle, margueritrute-potentialære sti.
Birthe Neuman spiller den centrale rolle som Lady Brackel, og det gør hun, som hun nu engang gør sådan noget. Godt. Rigtig godt. Oscar Wildes skarpe dialog bliver først rigtig farlig, når den times perfekt – hans kritik af det moderne bliver først rigtig iltende og morsom, når den præsenteres med så melodisk en præcision, som Birthe Neuman, og til dels også de to mandlige hovedroller, leverer. Således står Neumans imponerende præstation tilbage som forestillingens egentlige dragende element, dét, der løfter hele forestillingen ud over scenekanten - fra 1890’erne og frem til os flere gode skridt inde i det nye årtusinde. Beate Bille og Signe Vaupels roller som de Earnest-hungrende kvinder løfter sig derimod aldrig rigtig, og de to forbliver karikerede muntre, men aldrig rigtig morsomme indslag i den ellers overordnet set vellykkede opsætning af at vedkommende værk, der på ganske intelligent vis får iltet andedammen - modernitetens akvarievand.
Fakta
Bunbury
Århus Teater, Store Scene
Spiller: 30.04.07-19.05.07
ISCENESÆTTER: Lars Kaalund
SCENOGRAF: Bjarke Ingels
SKUESPILLERE: Beate Bille
Birthe Neumann
Helle Hertz
Ole Lemmeke
Signe Vaupel
Søren Sætter-Lassen
Claus Bue
Johannes Lilleøre
Peter Rygaard
