Den oversete avantgarde
Grundig afhandling sætter eftertrykkeligt Situationistisk Internationale på den radikale kunsts Europakort
Af Jakob Ladegaard, Litteraturhistorie
Situationistisk Internationale er utvivlsomt blandt de vigtigste og mest konsekvente kunstneriske avantgardegrupper i Europa efter anden verdenskrig. Det er samtidig en af de mest underbelyste, hvilket formodentlig skyldes, at gruppen i sin knap tyveårige levetid (fra midt i 50′erne til 1972, hvor den opløste sig selv) skabte forholdsvis få værker og tilsvarende store mængder svært tilgængelig, marxistisk inspireret historie- og kunstfilosofisk skrift. For situationisterne gav produktionen af kunst ikke mening uden en udtømmende foregående analyse af samfundets historiske, økonomiske og kulturelle situation (heraf gruppens navn) og mulighederne for at komme hinsides samme. Den tanke bevægede blandt andet den situationistiske frontfigur, franskmanden Guy Debord, til at skrive det, der vel nok er gruppens væsentligste dokument, nemlig La société du spectacle (1967, da. Skuespilsamfundet , Rhodos, 1972): en skarp analyse af senkapitalismen og dens billedformidlede fremstillinger af lykkesimulationer og hule idealer. Situationisternes teoretiske diagnoser af samfundet var prægnante, men de havde ikke let ved at omsætte dem til subversiv handling, og de få film, happenings, malerier og installationer, som gruppens medlemmer var ophav til, havde sjældent – og kunne måske ikke have – den ønskede virkning, hvorfor de gradvist nedprioriterede kunsten for slutteligt at erklære den død, ikke længe før gruppen selv var det.
Mikkel Bolts glimrende ph.d.-afhandling Den sidste avantgarde , der nu er tilgængelig på forlaget Politisk Revy, er det første værk på dansk og et af de første overhovedet, der detaljeret fortæller den fascinerende historie om situationismen fra dens opståen i bruddet med andre avantgardekredse som lettristerne til opløsningen efter 1968. Bolts tilgang er kunsthistorisk med vægt på begge dele af ordet. Efter en indgående teoretisk diskussion af begrebet avantgarde placerer han således både situationismen i forhold til andre samtidige kunstbevægelser og analyserer dens forbindelse med den historiske udvikling i de første koldkrigsårtier under inddragelse af såvel gruppens teoretiske skrifter som de kunstneriske aktioner. Af sidstnævnte er særligt en udstilling, der blev afholdt i Odense i 1963 under navnet “Destruktion af RSG-6″, interessant set med danske øjne, fordi den ud over Debord havde deltagelse af den prominente danske situationist J. V. Martin, hvis arkiver Bolt som den første forsker har haft adgang til. Både Asger Jorn og Jørgen Nash havde i øvrigt tætte forbindelser til situationisterne, og Mikkel Bolts bog er således ikke alene et væsentligt bidrag til belysningen af en international avantgardegruppe, men præsenterer også et nyt og uomgængeligt kapitel i den danske kunsthistorie.
Den sidste avantgarde er et kompetent og gennemresearchet værk, der både er interessant for sine kunsthistoriske og -teoretiske analyser. Mens indholdssiden således er ulastelig, lader formidlingsdelen lidt tilbage at ønske. Bogen er ikke særligt pædagogisk. Det skyldes formodentlig, at den er en tro kopi af den oprindelige afhandling. Det betyder blandt andet, at den er fyldt med fodnoter, særligt af typen “hvis du vil vide mere om dette eller hint, så læs…”, hvorpå der henvises til ikke blot et, men ofte to, tre eller flere værker. Selvom man derved beriges med gode forslag til yderligere læsning, virker disse læsningsafbrydende henvisninger for det første ikke altid nødvendige (som når der efter en forholdsvis simpel iagttagelse af, at kunst kan betyde mange ting, er en lettere gådefuld henvisning til Derridas La vérité en peinture ). For det andet kunne man nemt have sluppet for mange af dem ved bagerst i bogen eller efter hvert kapitel at have bragt en emneinddelt liste over forslag til supplerende læsning. En anden liste havde også været en læservenlighed, nemlig et person- og emneregister. Der er mange titler og navne at holde rede på, og det er derfor en smule irriterende, at et sådant register er fraværende. Endelig ville bogen have haft godt af et besøg fra en professionel sætningsknudeløser. Teksten er sine steder unødvendigt indviklet, og andre steder er der en vis tendens til redundans og anden sproglig uelegance.
Alt i alt var bogen altså blevet et bedre bekendtskab ved, at den oprindelige afhandling formelt og sprogligt var blevet lettere omarbejdet og finpudset. Det ændrer imidlertid ikke ved, at Den sidste avantgarde er absolut anbefalelsesværdig – det er forskning af meget høj karat og en tiltrængt synliggørelse af en både herhjemme og i udlandet hidtil ganske overset del af kunstens historie i efterkrigstiden.
Mikkel Bolt
Den sidste avantgarde – Situationistisk Internationale hinsides kunst og politik .
Forlagt Politisk Revy (Rævens sorte bibliotek).
416 s, ill.
kr. 228.
