visir-online.dk

Vejen Nørrebrogade langs med Vennelystparken er i disse dage gravet op, og mange steder lå der tætpakket sand i stedet for asfalt. Skjult bag nogen træer, længere inde i parken, var pavillioner og scene stillet op i anledning af den årlige punk-udflugt Distorted Picnic, og sandet kom i løbet af aftenen til at bære aftryk af mange sæt militærstøvler, efterhånden som store dele af Århus alternative miljø blev tiltrukket af lyden af fe’ rock.

Af Peter Ellermann

Først skulle vi dog lige klaskes i gang, ikke med rock, men med en ordentlig en på opleveren. Selv om han oprindeligt kommer fra Odense, er Don Saund dog efterhånden blevet et fast særsyn rundt om i Århus.
The Don stiller sig storsmilende op på scenen uden andre våben end sin mikrofon. Han starter med sin introsang, Jump on the camel, der ikke har meget andet indhold i teksten end at ”Don Saund is riding into town on the back of his camel”. I modsætning til pladeversionen bliver denne leveret acappella, og Don Saund leverer selv human beat box og lydeffekter.

Den musik, som Don Saund leverer og har gjort til sit varemærke, er så fuldstændigt vanvittigt irriterende at høre på, at man flere gange ikke tror på hvad man hører. Han synger små melodier med den samme lyse stemme som man bruger når man vil gå folk på nerverne, og bliver ved med at gentage dem og sine tekster, ligesom når en melodi har sat sig fast og ikke vil slippe ud af ens hoved. Og Don Saund er netop præcist denne melodi, Don Saund er en sang der vil gå folk på nerverne, og man kan se at han både elsker at synge, og at pine os. Her kan man tale om udfordrende musik!

Med sig på scenen havde han en trommeslager, men første halvdel af sættet var kun med solosang fra Don, så hun sad en halv time og røg smøger. Da hun så startede, leverede hun komisk ringe rytmer, perfekt til stilen, som Don med stor professionalitet skøjtede udenom, så at trommer og sang aldrig kom til at møde hinanden.
Flere gange under koncerten føltes det som om mit hoved skulle sprænges, jeg blev nødt til at kigge ned, det var simpelthen både for underligt og for stort at stå denne lørdag og se mesteren i aktion. På et tidspunkt tager Don en guitar op, og man hører fra publikum ”åh nej, skal han nu til at mishandle den også?” Selvfølgelig skulle han det!

Vi fik mange hits fra hans to plader The Ultimate Party Breaker og Jump On The Camel: ’170 I Timen’ blev leveret med kanonkraft, og vi fik en grindversion af ’På Druk i 14 Dage’. Undervejs spillede Don flere bluesinspirerede numre, blandt andet introducerede han et nummer med ”It’s time for us once more to go down south! Smash your heads!” ’Ingerlise 47’ sluttede sættet fornemt af, indtil undertegnede som en overmodig tåbe råbte ”Ekstranummer” og vi fik sangen ’Hente Hår’ igen, med dens riff lånt fra Final Countdown.
 

Efter koncerten var en bekendts kommentar ”Det var jeg fandme ked af at skulle have oplevet”. Forståeligt nok, men Don Saund er megafucking kult, en dybt original enspænder, og måske noget af det mest punk længe.

Det var første gang jeg så dette nye band, men jeg håber ikke det bliver den sidste. Mammatus Cloud er ifølge deres myspaceside nystartede i 2008, og mangler stadig at have fået indspillet deres første demo. Men det er tydeligt at se, at hvis de bliver ved kan de nå nogen steder.

Stilen som Mammatus spiller er tonstung psychedelic stoner, og man føler tit inspirationen fra Kyuss og Cathedral. Men der kommer et ekstra lag ovenpå, et low-fi no-shit filter som sovser det hele dejligt ind i distortion og larm og støv og støj og sjov, en nyere lyd som hos Earth og High on Fire. Musikken ligger præcist ligeså langt tilbage på beatet til at det begynder at blive fedt, det groovede og fik folk til at rejse sig og stille sig foran scenen og rocke med.

De fire musikere har ifølge myspace forskellig musikalsk baggrund, og det er tydeligt at høre at de helt klart er kompetente til at spille den musik de kan lide. Begge guitarister riffede klart igennem, og fyrede den ene efter den anden lange psykedeliske solo af på skift. Specielt den kvindelige leadguitarist Zederkoff var imponerende. Hun gik professionelt til angreb på guitaren, og brugte feedbacken som instrument og våben, som det kunne lyde i Sonic Youth.

Ligeså tydeligt er det, at Mammatus Cloud stadig mangler at blive ordentligt sammenspillede. Der er ting der bliver misset og misforstået på scenen hos alle, og det ville specielt hjælpe hvis det kompetente tromme og bas-spil blev til en kompetent rytmegruppe, og hvis man kunne høre korsangen. Desuden tror jeg sagtens at Mammatus har evner til at lege mere med kompositionerne, bruge lidt flere akkorder eller lidt mere komplicerede riffs. Det ville kun gøre musikken sjovere. 

Sidste nummer hed Jam in E, og bestod i at en bajer blev tømt og en joint sendt rundt blandt bandet. Først når jointen var færdig (efter at have endt hos bassisten, som var mand for at klare ærterne) stoppede nummeret. Resultatet var måske ikke videre musikalskt, men det var da en fed nok måde at slutte gigget på Distorted Picninc af på. J
eg ønsker Mammatus Cloud held og lykke fremover, og håber de holder sig fra stofferne lige længe nok til at få lavet noget vildt fed musik!