Du lykkelige drømmer!
Tema nr. 52
Af Maria Louise Christensen
I begyndelsen af september blev luften som med et trylleslag mere skarp. Selvom det stadig er lunt, kradser det mod næseborenes og lungernes inderside, når jeg med gispende åndedrag cykler op ad Ny Munkegade om morgenen. Om eftermiddagen, når jeg suser den anden vej, trækker den lave sol skyggerne lange. Kastanjetræerne på Vor Frue Kirkeplads har fået brunlige blade, der ikke længere rasler sprødt i vinden.
Det er blevet efterår.
September er faktisk lidt af et wake-up-call. Jeg har ikke længere tiden for mig, snarere imod mig, studiestarten bliver altid lettere hektisk og overrumplende; læsegruppeaftaler, arbejde og nye fag fylder i kalenderen, de mange bogindkøb trækker kontoen i minus. Alligevel gør det ikke noget, for det er også inspirerende, spændende og sjovt, faktisk, at vende tilbage til endnu et semester.
Men måske ved du slet ikke, hvordan det føles at ’vende tilbage’ til endnu et semester, måske er du én af de nye studerende her på Kasernen. Måske er du endog en af de såkaldt illusoriske unge, der nu tror, du er begyndt på dit drømmestudie. I så fald må du tro om. Drømmestudiet er nemlig, jvf. artiklen ”Drømmestudiet er en illusion”, ja, en illusion. Desuden læser du jo, når nu du sidder her med VISIR i hånden, højst sandsynligt ikke medicin, jura eller nanoteknologi, studier, der på det nærmeste ville garantere dig (helt uden networking) et job efter 5-6 år indenfor de gule mure, et studium, som derfor retteligt kunne kaldes et drømmestudium.
Måske er dit studium med andre ord slet ikke værd at drømme om? Helt ærligt, så kan det også være ligegyldigt, for ”drømme kan være gode, og de kan være en drivkraft i studievalget, men med overgangen til de højere læreranstalter er det logisk, at man må vælge rationelt”, som det hedder i artiklen. I artiklen plæderes der altså for, at unge bør oplyses mere om deres alternativer, forstået som de studieretninger der ville give stort set samme kompetencer og sociale netværk, som det først ønskede studium, og hvortil adgangen netop ikke er ”spærret af et højt snit”. Her antages det altså, at drømmestudiet må være et studium, der kræver et højt karaktergennemsnit, et studium som mange andre unge altså også drømmer om, et studium som nærmest er uopnåeligt, og som man derfor skal prise sig lykkelig for at komme ind på. De andre studieretninger er, nåja, alternativer.
Det er dog nødvendigt, at der ”gøres op med ideen om én ret hylde til hvert individ”, selvfølgelig nytter det ikke noget, at ens verden synker i grus, og at man aldrig kommer i gang med et studium, fordi man hele tiden vender tilbage til tanken om dét, som skulle have været. På den anden side kender vi alle nogen, vi ikke ville kunne forestille os være andet end netop litteraturhistoriestuderende, musikvidenskabsstuderende eller medicinstuderende. Det burde også være unødvendigt at pege på, at min kritik af artiklen er sat på spidsen. Naturligvis mener Ebbe Elhauge Kristensen ikke, at alle andre studieretninger end drømmestudiet, nå nej illusionsstudiet, kun er tilgængelige alternativer, og ofte er drømmestudiet netop blot ”ideen om, hvordan et bestemt studie er”, for selvfølgelig er et studium også virkelighed og altså ikke altid fantastisk inspirerende, hyggeligt eller spændende.
Alligevel mener jeg, at afslutningsbemærkningen ”drømme er gode, men virkeligheden er endnu bedre” er en kliché, som endog til tider er decideret usand. Helt åbenlyst vil jeg påpege, at drømme af og til netop er bedre end virkeligheden, ellers ville de vel ikke blive kaldt drømme, men mareridt. Det meste af tiden lever vi i virkeligheden, men noget af tiden drømmer vi os væk til en anden virkelighed, hvilket der kan komme noget håndgribeligt og frugtbart ud af. Drømme får os nemlig til at stræbe efter nye mål, drømme er på denne måde udsprunget af en form for forestilling om lykken, og hvis det skal være ildeset at drømme om et bestemt studie, hvor er vi så? Hvis man kan følge Syddansk Universitets hedengangne slogan om, at ’den vej, der ikke starter i hjertet, ender blindt’, vil man også kunne sætte sig ind i, at en studiestart på et alternativt studium måske oftere vil blive præget af tanken om, at det jo heller ikke var ens førstevalg. Derfor er det for mig at se fuldstændig ligegyldigt, om dette drømmestudie placerer sig inden for humaniora, natur- eller samfundsvidenskaberne, om det er svært eller let at komme ind på, simpelthen fordi det dybest set er fuldstændig meningsløst at spørge andre, hvad de mener om ens drømme – det er jo ikke deres. Drømme kan således ikke vurderes ud fra en objektiv skala eller subjektiv forestilling om, hvad der er værd at drømme om.
Derfor: Velkommen til nye som gamle studerende på Kasernen, jeg håber I får et godt semester – og drøm bare, I må godt!
Ebbe Elhauge Kristensen
”Drømmestudiet er en illusion”
bragt i Information d.30/9 2009
