visir-online.dk

Tema - Nr. 52
Af Mads de Wolff, Litteraturhistorie

Om mobiltelefoner, handling og lykken der findes i at ingen ved, hvor man er.

I disse tider kan man snakke i telefonen på motorvejen, toget, brugsen og løbebåndet. Af samme grund er det blevet svært at penne romantiske thrillers om to kærlige sjæle, som holdes adskilt af tilfældighed. I ved, hvad jeg mener: et misset opkald, telefonsvareren går i stykker (eller er offer for sabotage), venner der tager imod beskeder og ’glemmer’ at sende dem videre. Alle sådanne uheld kan undgås så længe skønlitterære forfattere eller manuskriptforfattere, udstyrer deres karakterer blot med en af de fantastiske mobiltelefoner.

Og undlader forfatterne mobiltelefonen i deres universer, ser vi straks gennem dem. Eller gør vi? For ganske nyligt genså jeg den fantastiske romantiske thriller Wicker Park (2004) med nogle kammerater. Jeg havde set filmen før og nydt den mere end jeg turde indrømme på forhånd. Jeg ville bekræftes: ja, Mads, det er en skide god film, også selvom der ikke er nogen bileksplosioner. Ugengivet kærlighed og Venus’ skæbnespil er lige så spændende og mandigt, som international spionage.

Det var, hvad jeg gerne ville høre. Sådan gik det ikke. Det var dog ikke genrevalget som sådan, der blev brokket over. Alle kunne finde noget, de kunne lide, om det så var de smukke kroppe (Rose Byrne, Diane Kruger og Josh Hartnett) eller det kløgtige soundtrack. Nej, problemet var sandsynligheden af det hele.

Og nu er det vist nødvendigt med et plotresume. Ikke at man som fan har specielt meget lyst; filmen består udelukkende plottwists og forviklinger. Lad os alligevel sige, så vagt som overhovedet muligt, at det omhandler en romance imellem Matthew (Josh Hartnett) og Lisa (Diane Kruger), som er den Sande kærlighed. Forhold bliver afbrudt af en uheldig mangel på kommunikation og gensidig misforståelse. Selvom karaktererne benytter halvdelen af filmen på telefonen, har ingen af dem held med at lave det ene telefonopkald, som kunne opklare det hele. Det er et af de plot, hvor utrolige tilfældigheder hænder hele tiden, mens naturlige hændelser ikke kan lade sig gøre.

Der går to år. Matthew er forlovet med Rebecca. Han skal flyve til Kina på en forretningsrejse; chefen er også hans forlovedes far. Men på en restaurant tror han lige pludselig, at han ser Lisa. Det leder Matthew på en række spor. Der er mærkelige adresser, hotelnøgler, håndskrevne noter og breve, som naturligvis ikke når til dem, som de er tiltænkt. Matthew mødte i sin tid Lisa ved at forfølge hende, uskyldigt, men trods alt på en lidt stalkeragtig maner. To år senere minder han mere om en detektiv end en stalker. I sit detektivarbejde søger han hende på lidt den samme måde, og fortid og nutid spiller skønt sammen. Man er aldrig helt sikker på, om han følger den ”Lisa”, han ønsker at møde, eller den ”Lisa” han har mistet.

Så er der Alex (Rose Byrne) og Luke (Matthew Lillard). De er vist nok, så småt, ved at blive kærester. Luke er Matthews bedste ven, men Alex ved det ikke. Alex bliver Lisa’s ven, men det det ved Matthew ikke, og Alex er i virkeligheden … ja, det bliver kompliceret.

Så længe man forstår principperne (længsel, forvikling, kærlighed, ”love makes you do cracy things”), omend ikke nødvendigvis plottets præcise detaljer, så fungerer Wicker Park. Den er rørende og spændende; jeg håbede virkelig de ondsindede (eller blot forelskede) kræfter ikke vil få held til at holde de Matthew og Lisa fra hinanden. Og sikke skuespil! Der er en scene mellem Hartnett og Rose Byrne, hvor så meget bliver sagt, og usagt, at man føler sympati med begge karakterer.

Det er fjollet, men jeg elskede det, mens jeg så det. Filmen er en genindspilning af den franske film L’Appartement (1996), som jeg endnu ikke har set. At handlingen er taget fra midthalvfemserne, hvor mobiltelefoner trods alt var mere sjældne forklarer, til dels, den daterede fornemmelse. Som en ven argumenterede (og flere anmeldere brokkede sig over), så ville én enkelt SMS have kunnet opklare det hele. Men der er ikke nogen mobiltelefoner i Wicker Park, for så ville der ikke være megen historie eller dramatik, og der gør mig helt lykkelig.

Da jeg nu, endelig, har ’fundet’ den romantiske thriller, er den øjensynligt ved at forsvinde væk fra mig, alt sammen på grund af et fjollet stykke teknologi. Og tro ikke at romanerne er prisgivet. Suk.

Er jeg bare en gammel, sur og gnaven gut, der er utilfreds med moderniteten? Nej, for en hurtig søgning på google viser, at skribenter der er endnu ældre end jeg, allerede har været ude og beklage sig over, hvordan teknologien er ved at gøre det af med gamle plotmekanismer. Hos BBC skrev man artiklen “Technology thins the plot”, hvor en teknologijournalist ser på tingenes tilstand fra netop denne vinkel. Man noterer selvfølgelig, at der er visse situationer, der simpelthen ikke dur mere på grund af mobiltelefonen. For eksempel de thrillers, hvor spændingen ligger i, at man ikke kan få fat på en karakter. Han/hun er ved at storme for tæt på en skovbrand. Nu kan man bare ringe eller sende en SMS, og så er den fixet.

Men måske er det alt sammen meget godt. Visse dramatiske situationer var måske blevet for slidte. Det tvinger forfattere til at tænke på nye måder, at skabe spænding. Og mobilsignaler kan jo mistes relativt let; det kender vi alle. I starten af dette årti blev karakterer ofte ført ned i metroen, hvis forfattere gerne ville have dem væk fra et fungerende netværk. Den dur heller ikke mere – satellitterne kan nu sagtes bore igennem betonen i New York.

BBC-artiklen slutter med det argument, at det som i sidste ende driver drama, er de interpersonlige relationer mennesker imellem, og så kan teknologien næsten være ligegyldig. En mobiltelefon ville ikke have afværget, at Shakespeares Othello blev jaloux – det var stadig Iagos manipulation. Sjovt nok starter New York Times’ artikel om samme emne, “If Only Literature Could Be a Cellphone-Free Zone”, også med Shakespeare. Man forestiller sig hvad der ville være sket, hvis Romeo og Julie havde haft mobiltelefoner og kunne tekste hinanden:

Juliet: Fakn death. C U Latr.
Romeo: gud plan. Conspiering with a distant lover? Try texting. Lost in the woods/wilderness/Ionic Sea? Use GPS. Case of mistaken identity? Facebook!

Times’ skribent havde ellers lige sendt en thriller til nogle venner for lidt feedback. De er ikke tilfredse: hovedpersonen og hans kæreste kan ikke bruge hele bogen på at finde hinanden, forklarede de. Ikke i mobiltelefonens æra. Thrilleren er ellers en genre, som gennem tiden har omfavnet teknologi; nye måder til opdagelse. Men nu begynder teknologien også at gøre ondt. I en episode af The Sarah Connor Chronicles ville man, at to hovedpersoner ikke skulle kunne kommunikere. Man sprængte mobiltelefontårnet i stykker. Nogle forfattere omfavner teknologien. Stephen King benytter ofte teknologi som en integral del af sine plots. Cell handler således om, hvordan mobiltelefoner gør alle undtagen nogle få til en slags zombier. Læser man den roman, vil man aldrig rigtigt se på en telefon på samme måde. Alligevel blev undertegnede langt mere skræmt af en bog som Kings Misery, der alt for tydeligt illustrerer, at man-on-man ondskab oftest er langt mere skræmmende end maskiner eller uhyrer.

Andre forfattere vender simpelthen bare moderniteten ryggen og flytter deres plot til et tidspunkt, hvor dramatikken var lettere at støve frem. Det var noget mere spændende, tænker jeg, at Ron Weasley og Harry Potter valgte at flyve til Hogwarts i mugglerbilen, frem for blot at ringe: “You miss a train in 1888 or even 1988, and have no way to contact the person waiting at the station on the other end. He thinks you’ve changed your mind, been captured, weren’t able to escape. You miss a train in 2009 and you pull out your cell and text that you’ll be two hours late.”

Selvom artiklerne var spændende, så gives der ingen svar. Hvor bevæger vi os hen? Citatet foroven lukker, med nostalgiske undertoner, Times-artiklen af. Trist, tænker man, at thrilleren som vi kender den, måske er død. Og hvor efterlader det den romantiske thriller?

Lad os først rekapitulere, hvad der er gået tabt. Som nævnt er teknologien ved at tage livet af visse klassiske ’plot devices’. Det virker til, at teknologien vil gøre det svært for forfattere at bevare spænding, når plottet skal være realistisk i forhold til moderne tider, med GPS og telefonteknologi, hvilket de facto betyder, at protagonister aldrig behøver at være ude af kontakt. Men problemet er, at skrøbelighed er lig fare. Den onde cirkel består her i, at forsøg på at bevare realisme (mobiltelefoni) og spænding (forladthed=sårbarhed) i sidste ende kan resultere i plots, der er så usandsynlige, at selv realismeelementet forsvinder – man kan jo ikke springe telefontårne i stykker hver gang.

Lad os så se på genren, et ord ad gangen. Det er altså romance + thriller, og hvad mobiltelefonen, ifølge min lægmandsoverbevisning, historisk tidligere har betydet hver for de to genrer. Her skal man have in mente, at telefonen ændrer betydning alt efter konteksten. Et telefonopkald er ikke bare et telefonopkald. Lad os starte med thrilleren. Vi bruger TV-serier for en fælles forståelsesramme.

Ser man på Ørnen eller 24 – to af de seneste års værste eksempler på åbenlys mobiltelefonisk product-placement - så handler mobiltelefoni her om hurtig udveksling af information. Jack Bauer må få fat i den og den med henblik på at frelse den søde, sorte præsident. Det handler om at undgå katastrofer. Disse serier har kørt videre på den skabelon, som X-Files markerede i 90erne. X-Files var efter undertegnedes mening den første thrillerserie, som rigtig omfavnede mobiltelefonen. Med dem i lommerne kunne Mulder og Scully være flere steder på en gang, og stadig i kontakt; der blev simpelthen plads til meget mere plot. Se blot et afsnit af 24 og tænk over, hvor meget Jack Bauer kan nå på en time, hvilket, selvom den serie da heller ikke er realistisk, trods alt ville være helt utænkeligt før mobilen.

Når vi flytter fokus til romancen, sker der noget med mobilen. Her handler det ikke kun til dels om udveksling af information, men også om intention. Telefonopkaldet har nemlig nået et nyt, elementært niveau i kærlighedsforholdets symbolske dimension. Er en telefonopringning bare et telefonkald, eller er det en kraftfuld repræsentation af, hvor meget en person elsker/er interesseret i én? Pointen spiller en hel del ind i romantiske komedier eller serier som Friends eller Sex and the City. Altså: har fyren ringet eller ej? Det betyder noget, når man skal fortolke deres hengivenhed. Når Rachel eller Monica venter længselsfuldt ved telefonsvareren drejer det sig mere om intentionen, tanken, som udveksling af information. Ringer han slet ikke er Häagen-Dazs mere end på sin plads.

Og her, i smørhullet mellem romance og spænding, finder vi altså den romantiske thriller. Her handler det både om udvekslingen af information samt intentionen. Altså at det ikke kun er nødvendigt at den ene elskende ringer i forhold til betydningsplanet; at opkaldet er en gestus der tolkes, og potentielle elskende agerer derefter, hvilket vil sige, at de husker at ringe. Foruden gestussen er det i den romantiske thriller liv eller død, at de elskende kommer i kontakt med hinanden, udveksler information, finder hinanden. For deres kærlighed er så smuk. Skæbnen må ikke spille dem et så tragisk puds, at deres veje ikke krydses! Ligesom i Wicker Park, hvor onde kræfter forhindrer deres indbyrdes kommunikation, hvilket leder til en negation af kærlighedspagten. Josh Hartnett (og jeg) bliver ked af det. Snøft. Men det er altså dette scenario, som teknologien er ved gøre det af med. Såfremt den elskede ikke er taget til fange i en kælder, skal mobiltelefonerne nok sørge for, at de ikke forbliver adskilt af uheld. Kan genren reddes?

Svaret mod teknologien har i thrilleren som nævnt været at oppe det plotmæssige tempo. Man har gjort dem mere kinetiske, som det populært kaldes. Et greb som er sværere at føre igennem hos den langsomme, mere karakterdrevne romantiske thriller; her er visse plot værktøjer simpelthen i endnu højre grad blevet daterede. Vi skal se på den temporale dimension, men modsat thrilleren ikke i tempi, men i tidslighed.

For som alle af livets store spørgsmål findes svaret måske i science fiction. I diverse fremtidsvisioner får man altid indtrykket af, at der kun er én kommunikationsform – i Star Trek benytter man communicators. Star Trek fungerede de ofte til at skabe spænding i plottet; de gik i stykker eller blev stjålet, således i karaktererne ikke blot blev transporteret tilbage til skibet med dem samme. Igen: at være uden for kontakt er at være sårbar. Det er spændende, det er læser/seer-lykke. På mange måder står de typiske fremtidsvisioner i stærk kontrast til virkeligheden, som vi kender den. For som tiden af gået, er vi bevæget mod en tilværelse, hvor kommunikationsformerne er pluraliseret: fastnettelefon, mobiltelefoner, SMS, chat, Facebook, Skype osv.

Et eksempel. I den ellers fjollede og smådumme romantiske komedie He’s Just Not That Into You er der en fantastisk monolog af Drew Barymore. Hun brokker sig over, at hun er ved at blive sindssyg af, at alle fyrene altid synes kommunikere i et andet medium: “I had this guy leave me a voicemail at work, so I called him at home, and then he emailed me to my BlackBerry, and so I texted to his cell, and now you just have to go around checking all these different portals just to get rejected by seven different technologies. It’s exhausting.” Med andre ord længes altså efter en mere simpel tid. Den gang alle havde én telefon. Efter den gang hvor en fyr enten havde ringet, eller ej.

Fremtidsvisionerne minder altså ikke meget om vores futuristiske hverdag. Det er naturligvis fordi fremtidsvisionerne spejler nuet, og gennem mange år var der jo kun én måde at kontakte hinanden, altså telefonen. Og måske er det altså her, potentialet ligger for den romantiske thriller; i de mange nye, forvirrende medier. At fremtiden ikke bliver så lige til, som i den typiske science fiction roman. At der blot popper flere og flere konkurrende kommunikationsformer op, og at det i fremtiden måske slet ikke vil være så ligetil, at få fat til sin elskede.

Men så ville man jo kunne sige: ”Mads, det holder jo slet ikke. Selve pointen i He’s Just Not That Into You, selvhjælpsbogen såvel filmen, er jo netop, at er en mand i sandhed interesseret, er der intet der kan holde ham fra den pige, han er helt skudt i. At man ikke gemmer sig bag diverse kommunikationsformer, hvis man virkelig er ‘totally into her’. Dermed dur lignelsen jo ikke. Det er ligegyldigt, om opblomstringen af medier godt gør det lidt sværere at komme i kontakt med hinanden.” Og det er en god pointe.