Et unikum om sprog og verden
Af Sara Tanderup, Litteraturhistorie
Jonas Hassen Khemiris anden roman, Montecore, en unik tiger, er en helt unik, vildt fabulerende fortælling om sprog og mere end det; nemlig om virkelighed; en fantastisk poetisk, tragi-komisk, usandsynligt (men netop sandsynlig) barsk historie om en far og en søn og om at vokse op og være udenfor i Sverige.
”Hej kære læser som står i boghandlen og bladrer. Lad mig eksplikere hvorfor du skal ofre tid og finanser på netop den her bog!” Disse ord indleder Montecore, en unik tiger, svensk-tunesiske Jonas Hassen Khemiris anden roman, som netop er blevet flot oversat til dansk af Niels Lyngsø. Kadir som taler her, gør et forsøg på at sælge bogen. Jeg vil forsøge at gøre ham kunsten efter. Hvorfor skal du lige om lidt vriste dig løs af VISIR og løbe ned og købe Montecore?
Khemirisk
Den første grund er sproget. Fordi du aldrig har læst noget lignende. Kadirs emails til den unge forfatter Jonas er buketter med blandede sprogblomster, ivrigt pyntede med metaforer og fantasifulde konstruktioner. En blanding af svensk og tunesisk, arabisk, fransk og engelsk. Læs selv:
”Devinér hvem der skriver dig disse sætninger? Det er KADIR der knapper tangenterne!!!! Din faders mest antikke ven! Du memorerer vel mig? Min forhåbning er dit ivrigt vippende hoved. Året nummereredes til 1986 da jeg visiterede jer i Stockholm: Din smilende moder, dine nynedkomne lillebrødre, din stolte fader med hans friske fotostudie. Og så dig der assisterede mig og din faders lærdomme i det svenske sprog.”
Kadir skriver til Jonas for at få ham til at skrive en bog om sin ven, Jonas’ far, den fattige tunesiske fotograf, der forelskede sig i en svensk turist og flyttede sit liv til Sverige. Montecore er denne bog. Samtidig handler den om denne bogs tilblivelse. Den er bygget op af Kadirs e-mails om faderens opvækst i Tunesien og Jonas’ egen tekst, skrevet på hans opfordring, om sin barndom og ungdom med faderen. Metaniveauet og indviklede fortælleforhold gør den således til en kompliceret sag: Hvad er Kadir, og hvad er faderen? Er Kadir faderen? Hvad er Jonas selv? Er Jonas forfatteren?
Sandsynlig
Khemiri rører her ved hele selvbiografi-roman-problematikken, debatteret herhjemme i forbindelse med bl.a. Peter Høeg og Knud Romer. Er det sandt, det der står? Er fortælleren pålidelig? Skete det virkeligt, at en tunesisk fotograf kom til Sverige, blev gift, udsat for fremmedhad og hærværk, lærte svensk, tilpassede sig, fik succes som kæledyrsfotograf, brød med sin søn, fordi denne hellere ville være araber og læse Koranen og snakke ’perkersprog’? Er det Khemiris egen historie? Sådan spørger vi straks - men trækker så på skuldrene.
Det betyder nemlig ikke så meget. Historien berører os som det, den er. Uanset om den er sand. Det er den anden gode grund til at læse romanen. Med gode, gamle Aristoteles kan vi sige, at den virker sandsynlig. Den vækker frygt og medlidenhed: Medlidenhed med den stakkels far, der langsomt, men sikkert fratages livs- og kunstgnisten og tilpasser sig den svenske normalitet. Frygt for, at det virkelig er sådan. I Sverige eller Danmark. At tragedien om racisme og udenfor-følelse er et stykke virkelighed – trods alle fiktionsmarkører og sproglige finurligheder.
Fremmedheden inkluderes
Skønt Khemiri sætter fokus på sprog og form er Montecore således ikke et stykke verdensfjernt fiktion om egen sproglighed. Tværtimod: Sprogets fremmedhed; Kadirs selvopfundne blandingssprog, Jonas’ egne mærkværdige udtryk (et ’du’ som fortæller, en far, der altid benævnes i flertal, fædre) bliver i stedet aktivt udtryk for et budskab, som angår virkeligheden: Det vidner om det multikulturelle som berigende faktum. Om den sprudlende originalitet, der kommer frem ved at det fremmede blander sig og fornyr kunsten, formen, verden. På samme måde blander Kadir sig i Jonas’ fortælling. Nej, siger han igen og igen i sine kritiske emails og påtrængende fodnoter til teksten. Du skal ikke kun se det fra din side. Se det også med hans, din fars, øjne. Skriv det også i mit, hans, sprog. Inkludér det fremmede.
Af romanens epilog fremgår det, at Kadir har fået lov til at bestemme en del. Den er udformet som hans kritik af Jonas’ bog; som (det ved man efter endt læsning) er blevet rettet ind efter hans forslag. Resultatet er én stor blanding: Af breve og erindringer, af sprog, fiktion, virkelighed. Af Jonas og Kadir. Men det hele er Khemiri. Det hele er historien om fremmedhad og krav om tilpasning, som ødelægger kunsten og originaliteten, formidlet i en utilpasset form og et sprog som emmer af stor kunst og originalitet.
Hvordan lykkes dette projekt? Hvordan fortælles fremmedhed kunstfærdigt ved at inkludere det fremmede? Med Kadir siger jeg blot: ”Investér straks din billet i bogens rejse, så får du kundskab!”
Jonas Hassen Khemiri
Montecore, en unik tiger
Oversat fra svensk af Niels Lyngsø
Gyldendal
280 sider, 279 kr.
