Fabelagtigt fabulerende fortælling fra det store lærred
Komedien Juno er en stærk kandidat til årest mest gennemførte film.
Da jeg var lille, og det var nytårsaften, og klokken var tolv, og fyrværkeriet bragede på nattehimlen, gik der altid sport i at kunne udstøde de mest hengivne udbrud mod det funklende lyshav. Der blev råbt næhh og ihh og åhh og ÅHHH simpelthen af mangel på ord, der var scenariet berettiget. Der var tale om en ubetinget begejstring, en hengivelse, der ikke var uden ironi men alligevel. Nogenlunde sådan har jeg det efter at have været væk den godt og vel halvanden time, hvor filmen Juno har rullet over skærmen. Den der helt særlige trancelignende tilstand, man kan være i efter at have oplevet noget stort. Lad mig derfor uden at økonomisere med superlativerne og blottet for enhver ironi indledningsvis slå fast: dette er en fantastisk film, dette er min bedste filmoplevelse længe, sjældent har jeg set så gennemført en komedie!
Frem for alt leverer Ellen Page en mesterlig præstation i rollen som skilsmissebarnet med det mærkelige navn Juno MacGuff. Juno er seksten år og gravid med sin bedste ven Paulie Bleeker, der ligeså mesterligt spilles af Michael Cera, som sidste år figurerede i en anden komedie Superbad (som i øvrigt også kan anbefales).
Efter at de første overvejelser om abort fraskrives, beslutter Juno at gennemføre graviditeten. Hun har dog ikke appetit på livet som teenagemor og beslutter sig derfor i samråd med veninden at finde et barnløst forældrepar, som kan adoptere barnet. Parret finder de i avisen; kvinden (Jennifer Garner) er den typiske karrierekvinde, der har alt undtaget et barn. Og manden (Jason Bateman) er den lige så typiske underdog, der aldrig fik levet drømmen som rockmusiker ud og nu må skrive musik til reklamer for at kunne bidrage til husholdningen. Herfra tager fortællingen sin begyndelse sideløbende med en rørende kærlighedshistorie, hvor de to unge, Juno og Paulie, forsøger at navigere i et platonisk dobbelt følelsesgængeri. Det kommer der en skør, skæv, surrealistisk, varm og cool skildring ud af med en intelligent og utilpasset teenager som omdrejningspunkt. Alt sammen båret oppe af et suverænt manuskript.
Det er en sand nydelse ikke bare at være tilskuer men også tilhører til et sprog, der med en amerikansk ungdomsjargons mellemkomst imponerer og overrasker i en sådan grad, at man må overgive sig til den ene oneliner efter den anden i en art parasprog, hvor slang og gammelkloge floskler på humoristisk vis går hånd i hånd.
Juno har allerede gået sin sejrsgang i USA, hvor den også har sat sig på de tre vigtige kategorier ved årets Oscaruddeling: årets bedste kvindelige skuespiller, årets bedste manuskript og årets bedste film. Herhjemme må vi vente til premieren den 29. februar, og med postulatet om, at forventningens glæde i dette tilfælde ikke er den største, er der lagt i ovnen til en filmoplevelse ud over det sædvanlige.
Fakta
Titel: Juno
Biografpremiere: 29/02/2008
Produktionsland: USA
Instruktør: Jason Reitman
Skuespillere: Ellen Page, Michael Cera, Jennifer Garner, Jason Bateman
Varighed: 96 min.
