Familiens opløsning og kønspolitiske kampe
Aarhus Teater slipper godt fra deres syv timers teatermaraton med humor, vigtige temaer og stærke skuespillerinder.
Først og fremmest - hatten af for Aarhus Teaters eksperiment og afprøvning af deres publikums trofasthed og tålmodighed. De strømmer til, griner, måber og følger spændt med i denne aktuelle familiekrønike. ”Man kan ikke skille det politiske og kønspolitiske ad” siger forfatter Christian Kampmann i et af de mange autentiske klip fra ”den virkelige verden” i forestillingen og fortsætter, ”familien er en miniaturemodel af et undertrykkende kønsrollemønster”. Her skildrer Kampmann meget præcist det overordnede tema, som Gregersen Sagaen kredser om, nemlig kønsroller i familien. Fra 1950’erne og op til nytårsaften 2000 ses udviklingen mellem kønnene og i kønnene i Danmark. Og det er ikke en historie, der er slut med det nye årtusinde.
Verfremdung og gennemsigtighed
Scenetæpperne er taget ned så publikum kan se hele det store, fysiske rum, som scenen er uden kulisser. El-paneler og andet teknisk udstyr, som normalt er gemt for publikum, blottes. Scenen er dyb og handlingen udspiller sig overalt på den. Flere håndholdte kameraer filmer de forskellige scener, som bliver vist direkte på et ophængt lærred. Publikum suges herved ind i familieintrigerne via kameraerne, og big brother og selviscenesættelsestendenser understreges med overvågningen af de mange private situationer. Midten af gulvet kan dreje rundt og skifte scene, mens andre scener ligger spredt bagved, i flere niveauer. Kameraførerne følger skuespillerne rundt, mens de sommetider taler direkte til kameraet – her fortæller de deres inderste tanker. Alle de medierede udtryk styrker forestillingen og giver konstant nye vinkler på det, der udspiller sig på scenen. Det er en spændende og eksperimenterende måde at fortælle på, og også en god måde at indarbejde flere udtryksformer i en lang forestilling.
De stærke kvinder
De mange relationer i familien er spændende og vidt nuancerede. Der er ingen tillid i familien, alle sårer hinanden, magtkampe udkæmpes konstant, nogle overses, bliver svigtet, andre har succes og er ovenpå, lige indtil det hele vender, og vender igen i relationernes evige bevægelse. Scenerne er fængende, dialogerne gode og historien bider sig fast.
De tre ældre kvindelige skuespillerinder bærer meget af æren for at stykkets troværdighed og kvalitet bibeholdes. Solbjørg Højfeldt spiller fantastisk en undertrykt og ulykkelig kvinde, der lever for sin mands og børns skyld. Den evige, bitre frustration og handlingslammelse hun føler, giver et autentisk billede af, hvordan en kvinde med hendes status i den tid, aldrig blev set som et selvstændigt individ. Ligeledes fylder Merete Voldstedlund og Inge Sofie Skovbos præstationer meget i det store persongalleri. De tre kvinder viser forskellige måder at bære den pålagte kønsrolle. De spiller med oprigtig smerte, kynisme og indlevelse og deres store overskud giver meget til forestillingen.
Aktuelt tema
Styrken ved Gregersen Sagaen er dens store persongalleri, der giver et nuanceret billede af, hvor mange forskellige personligheder en familie består af. Familien som konstrueret og ikke-fungerende enhed, hvor medlemmerne egentlig ikke har noget tilfælles eller forstår hinanden, udforskes grundigt, og der er hårde nedslag i tabuer og hemmeligheder.
Gregersen Sagaen er et modigt stykke teater, der dog uden at slippe den faste grund under fødderne, leger med forskelligartede udtryksformer, som giver friskhed og lethed. Stærke karakteropbygninger og det store persongalleri bærer historien flot igennem, og gør den lange teateroplevelse til en stor fornøjelse.
Spiller til d. 30. marts 2008 på Store scene
