Fantastiske historier og elementære fodfejl
- Kaels og kunstnerforlaget ARMÈ
ARMÉ er navnet på et nydannet århusiansk kunstnerforlag, der sætter kvalitetslitteratur på dagsordnen. Man opererer ud fra den devise, at danskerne grundlæggende ønsker og værdsætter solide litterære udgivelser som Saabye Christensens Halvbroderen eller Ramslands Hundehoved.
Forlaget er efter eget udsagn et do-it-yourself-foretagende, et netværk af kunstnere, der arbejder for at udbrede kendskabet til nye talenter. Lidt paradoksalt er det imidlertid, at forlagets sidste udspil består i Sverre Kaels novellesamling, der bærer titlen Fantastiske Historier. Kaels har ifølge forlagets pressemeddelelse skrevet i ni år, og er i sagens natur en garvet rotte i faget. Det fornemmer man tydeligt igennem bogen, der har et tydeligt kunstnerisk tilsnit. Men…
Bogen efterlader umiddelbart indtryk af at være hjemmegjort. Bindet består af tyndt blåt pap, der på ydersiden er belagt med et lag plasticfilm, og hvor der på indersidens ubehandlede flade er trykt en række oplysninger, som traditionelt er at finde på en frontispice. På bogens ryg findes forfatterens navn og bogens titel i form af endnu et lag plasticfilm. Ydermere er bogen trykt i letter-box-format med en opsætning, der ser ud som om, den er foretaget i Word Perfect (med en skrifttype der til forveksling ligner Times New Roman).
Glæden ved en smuk læderindbunden bog kan ARMÈ og Kaels således ikke opbyde i denne omgang, selvom det naturligvis er en ringe pris at betale for kvalitetslitteratur. Bogstaver er trods alt bogstaver uanset mediets givne beskaffenhed. Desværre har de økonomiske omstændigheder tilsyneladende også kostet en korrekturlæser sit udkomme. Selv med de nu afskaffede kommateringsregler er tegnsætningen mildest talt mangelfuld – og det i en sådan grad at læsningen tydeligt generes. Et forhold der bringer tanken hen på samlingens første novelle, hvor den bestemte form af demonstrative pronominer er så ophobet, at det grænser til noget helt enestående. Ikke alene anvendes disse pronominer i situationer, hvor et eventuelt korrelat skal findes et helt andet sted i teksten, men til tider også som ledsætningsindleder, hvilket, indrømmet, resulterer i en meget speciel læserytme. Ophobningen fortaber sig noget i de øvrige noveller, om end de optræder relativt hyppigt.
Hvorvidt den iøjnefaldende anvendelse af bestemte demonstrative pronominer er et valg, forfatteren har truffet ud fra æstetiske overvejelser - eller blot et resultat af dårlig sprogfornemmelse - må nødvendigvis stå hen i det uvisse. Det står dog fast, at det i den grad dominerer i relation til tekstens semantiske niveau, at det må danne grundlag for nærværende anmeldelse.
Novellernes raison d’etre ligger imidlertid i en række topoj, der på enigmatisk vis behandler pædofili, blodskam, død og splittelse. Det foregår på en aforistisk fremadskridende facon, der med absurde lingvistiske virkemidler fungerer godt, selvom sætningskonstruktionerne ofte er en smule knudrede.
”Det er et problem at jeg tror at jeg er død, for jeg mente ikke at det ville få konsekvenser hvis jeg slugte min egen tunge for ikke at tage til Afrika og møde den frygtede Hannibal, men først kørte man mig med ambulance op på sygehuset og derefter indlagde man mig på en psykiatrisk afdeling.”
Blot og bart fortæller Kaels nogle gode historier på en spændende måde, og når den forhindring, som syntaksen repræsenterer, er overvundet, byder Sverre Kaels endvidere på en melankolsk stemning, der på forsiden er illustreret flot af Uffe Kaels.
Med Fantastiske Historier må ARMÈs næste udgivelse ventes med spænding. Forhåbentlig bliver der i fremtiden ikke tale om værker, hvis relevante og kvalificerede indhold domineres af ligegyldige fodfejl, som det her er tilfældet. For det er smadder ærgerligt, at de gode noveller Kaels præsenterer, ikke er fuldt til dørs af en korrekturlæser. Interesserede kan orientere sig yderligere på www.arme.dk, og på www.visir-online.dk vil man yderligere kunne læse anmeldelsen af forlagets anden udgivelse; cd’en The Drama.
Sverre Kaels
Fantastiske Historier
Kunstnerforlaget Armé
187 sider, 100 kroner


