Fisk og myter i frit fald
Absurd og vedkommende stor, lille roman fra islandske Sjón.
Splinten fra Argo er ikke en ny bog. Den udkom i oktober sidste år, så hvorfor overhovedet anmelde den nu? Der er vel mere aktuelle ting at tage fat på? Det er der ganske givet, men når Visir alligevel kaster sig over sådanne old news, må det være noget andet end nyhedens interesse, der har fanget vores litterære falkeblik. Berettigelsen til en så forsinket anmeldelse skal findes i noget så gammeldags som bogens litterære kvaliteter. Der er slet og ret tale om en fremragende roman, som med enkle og alligevel subtile midler formår at skabe en både vedkommende og perspektiverende fortælling. Intet mindre.
Afsenderen er den islandske forfatter Sjón, der i 2005 vandt Nordisk Råds Litteraturpris. Årsagen var romanen Skygge-Baldur der med rådets egne ord ”balanserar skickligt på gränsen mellan poesi och prosa”. I Skygge-Baldur er scenen henlagt til Island hvor en intens, nærmest mytisk fortælling om kampen mellem det gode og det onde udspiller sig.
I Splinten fra Argo tager Sjón igen den mytiske tråd op, men denne gang med et mere jordnært udgangspunkt. Valdimar Haraldsson er en ældre, knarvorn herre, der har viet sit liv til at bevise ”sammenhængen mellem indtagelse af fisk og nordboernes overlegenhed”(!). Et ernærings-racistisk synspunkt han gennem tyve år har udbredt via det selvudgivne tidsskrift Fisk og Kultur. Det er denne ufrivilligt komiske fiskeentusiast, der er vores fortæller, og som romanen igennem videregiver sit (u)filtrerede syn på begivenhederne. Han bliver inviteret med på jomfrurejsen med skibet M/S Elisabeth-Jung-Olsens, og det er her fortællingen udspiller sig over syv dage i påsken 1949. Med på skibet er en vis Kaineus, som om aftenen underholder resten af besætningen med fortællinger fra hans fortid. En fortid, der på forunderligste vis knytter sig til myten om Jasons jagt på Det Gyldne Skind. Kaineus er dog blot en mediator, idet at fortællingen egentlig kommer fra en lille træstump, som han inden hver seance holder op til øret. Træsplinten skulle efter sigende være fra Jasons skib Argo, hvor gudinden Athene plantede den i stævnen for at vise sin velvilje. Det er i dette polyfoniske miks mellem Kaineus’ (dvs. træsplintens) anekdoter, realbegivenhederne på skibet og ikke mindst Valdimars vinkel på tingene, at romanens handlingsforløb udspiller sig.
Som ovenstående resumé gerne skulle antyde, så er det beskrevne univers dybt humoristisk og absurd skruet sammen. Alligevel virker fortællingen ikke utroværdig eller konstrueret. Tværtimod er de overdrevne og mytiske elementer iscenesat på fornemste vis, så de glider naturligt ind i skibets magisk-realistiske mikrokosmos. Det viser sig da også, at træsplinten kan andet end fortælle, og at skibet M/S Elisabeth Jung-Olsen med dets besætning ikke er noget helt almindeligt dansk fragtskib. I Splinten fra Argo flettes mytens uforanderlige tidslighed sammen med den konkrete tid - og derfor hedder skibet selvfølgelig Jung, og rederiet, der ejer det, hedder Kronos. Vi er med andre ord på en psykologisk tidsrejse gennem tid og rum, hvor mytens dramatiske tematik bliver det eviggyldige parameter, som determinerer menneskets livsvilkår.
Sprogligt sættes forløbet i scene, ved at fortællestemmen hele tiden skifter mellem Valdimars fordomsfulde erindringer, Kaineus’ homeriske fortællinger og mange andre. Hvor Valdimars sprog hele tiden virker velovervejet og postuleret objektivt, så er Kaineus’ sprog funderet i den græsk-romerske orale fortælletradition med jordrystende guder, dådyrøjede ungmøer og våbenraske helte. Dette spil giver en retorisk dynamik, der understreger de tematiske spændinger mellem mytens tid og den objektive tid.
Trods romanens kun 144 sider (med store bogstaver) er Splinten fra Argo en omfangsrig bog. Ikke alene på grund af det tematiske og sproglige, men også fordi, at bogen i høj grad handler om, hvad fortællinger er, og hvad de kan gøre ved mennesker. Splinten fra Argo og dens myriadiske fortælling har således imponeret og begejstret denne anmelder. Fisk og myter mødes og skaber en sjov og underfundig læseoplevelse. Så trods sin uaktuelle status er splinten nu givet videre til alle, der holder af velskrevet litteratur med masser af humor og stof til eftertanke.
Sjón (oversat af Kim Lembek)
Splinten fra Argo
Forlaget Athene
144 sider, 229 kroner
