visir-online.dk

Morten Brasks debutroman er en grusom historie, men samtidig er den frygtelig smuk.

Nr. 45 - Anmeldelse

Af Christina Faaborg Jensen, Litteraturhistorie

Stanken var forsvundet i drømmen, men den kommer tilbage som et uventet, råddent vindpust. Stanken af dyr. De har ikke spulet vognen ordentligt; den ramme lugt af ko og urin og afføring sidder i gulvplankerne, den hænger i væggene, i loftet, og den blander sig med lugten fra latrinspanden i hjørnet, med emmen af sved fra 81 angste mennesker, med den metalliske, kvalmende stank af paradentose fra de gamles tandkød.(s.8)

Sådan fastlægges stemningen i Morten Brasks debutroman Havet i Theresienstadt – råddenskab, angst og kvalme.

Det er blevet så populært med erindringslitteratur, eller bekendelseslitteratur om man vil, tag bare Jens Smærup Sørensen, Carsten Jensen, Knud Romer og Morten Ramsland, der alle er strøget til tops på bestsellerlisterne. Det er ikke biografier, men nærmere slægtshistorier med lige dele virkelige og opdigtede hændelser. De fleste af disse historier omhandler, hvordan forskellige mere eller mindre radikale hændelser overgik ældre slægtninge og man får fornemmelsen af at sidde ved sin bedstefars sygeseng, mens han beretter om sin barndom. En lignende fortælling er også Morten Brasks Havet i Theresienstadt, der dog ikke er erindringer om forfatterens egen slægt [1]. Men er det virkelig nødvendigt med endnu en beretning fra fortiden?

I 1943 blev flere end 100.000 jøder sendt til Theresienstadt i Tjekkiet, der udadtil fremstod som en velforsynet ghetto for jøder, men indadtil var en overbefolket koncentrationslejr. I Havet i Theresienstadt følger vi den unge, næsten uddannede læge Daniel Faigel, der sammen med andre danske jøder er blevet sendt til Theresienstadt. Morten Brask skriver så indlevende, at man fortaber sig i ordene, og nærmest selv føler sig lukket inde og føler lugten af gammel urin og sygdom i sine næsebor. Og netop da undertegnede anmelder åbnede første side af bogen, blev jeg lukket inde i dets univers, og først 265 sider senere, vendte jeg tilbage til overfladen.

I Theresienstadt er læger en mangelvare og Daniel Faigel bliver straks ansat på lejrens hospital, der dog langt fra er velfungerende. ”[...] det er ikke lugten af hospital, men et smæld i næseborene, som når man en lummer sommerdag træder ind i en stald. Stanken er varm, kvalmende; stanken fra hundreder, tusinder af menneskers uddunstninger [...] i ganglinjen ligger afføring som er trådt ud eller skubbet ind under sengene” (s.47).

Foruden at være en historie om kz-lejren Theresienstadt, handler Havet i Theresienstadt også om Daniel Faigels ungdom, om faderens forventninger og moderens sindssygdom. Faderen er en anerkendt dommer, der dog har en svaghed for de prostituerede i Nyhavn. Den lille Daniel er en følsom dreng, der især bekymrer sig om dyr og forsøger at redde dem, men hver gang forfærdes over deres skæbner. Først ser han to mus, der er fanget i samme bur i flere dage, hvorefter den ene til sidst er nødsaget til at spise den anden. Dernæst oplever han, hvordan en svale er fløjet ind i hans vindue og dør, og en anden gang en svane, der er fløjet ind i en sporvogn og har brækket vingen. Disse små episoder fra barndommen kædes på smukkeste vis sammen med den voksne Daniels oplevelser i kz-lejren. Her oplever han, hvordan han ikke kan redde patienterne, og sågar også hvordan fangerne i en fangetransport ikke har fået noget at spise og derfor til sidst har bidt lunser af de døde. Morten Brask formår at flette begivenhederne ind i hinanden, så man næsten ikke opdager springet fra barndommen til kz-lejren.

Havet i Theresienstadt er en frygtelig og makaber fortælling om livet som fange i en koncentrationslejr, men samtidig er det også en fortælling om en ung mands små glæder, især da han finder kærligheden hos den tjekkiske kvinde Ludmilla Zippora. Morten Brask har et sprog, der griber læseren og holder denne fast, man får lyst til at følge hvert skridt Daniel Faigel tager og man håber med ham, at han slipper ud i live.

Udover det fantastiske indlevende sprog, må man også bemærke, at forfatteren er et belæst menneske. Bogen indeholder mere under overfladen end bare en smuk kærlighedshistorie under umulige kår og en frygtelig beretning om kz-lejre.

Forfatteren indleder bogen med et Hemingway-citat fra Den gamle mand og havet: ”Why did they make birds so delicate and fine as those sea swallows when the ocean can be so cruel? She is kind and very beautiful. But she can be so cruel and it comes so suddenly and such birds that fly, dipping and hunting, with their small sad voices are made to delicately for the sea”

Dette citat kan meget vel være koden til handlingen i bogen. Havet i Theresienstadt handler om Daniel Faigel, der ligesom Santiago i Den gamle mand og havet er på dybt vand og må kæmpe for at overleve, så han igen kan vende hjem. I fortællingen er der også utallige referencer til fugle – der optræder fugle i alle afskygninger, enten som sorte krager, når tingene er værst, eller som ynkelige væsener, der ikke kan reddes. Selv navnene på de to protagonister henviser til fugle, idet Faigel på Jiddisch betyder fugl og Zippora på hebraisk betyder spurv. Man kunne måske endda mene, at de to fugles kærlighed dermed ikke er skabt til et liv i Havet i Theresienstadt.

Udover Hemingwayreferencen er der også en reference til Dante og hans Guddommelige Komedie, da Theresienstadt beskrives som Dantes helvede. Bogen beskriver altså en vandring gennem en verden, der forsøger at skabe en dagligdag midt i alt det frygtelige, og vi følger Daniel på denne vandring, der synes at blive hårdere og mere umulig.

Jyllandsposten skrev d. 10. september i år, at Havet i Theresienstadt er en klar kandidat til boghandlerens De Gyldne Laurbær 2007. Jeg er tilbøjelig til at give Jyllandsposten ret. Bogen bliver helt klart en bestseller, det er en skam, for den er så meget mere end det.

Fakta
Morten Brask
Havet i Theresienstadt
Politikens Forlag
272 sider, 249 kr.

Note 1: Det er den tidligere Theresienstadt-fange og forfatter Ralph Oppenheim, der har inspireret Morten Brask til bogen.