Forfejlet forførelse
Af Stefan Michael Rasmussen, Æstetik & Kultur og Medievidenskab
Det er sådan set et spændende emne litteraten og Politiken -anmelderen, Bo Tao Michaëlis beskæftiger sig med i sin i foråret udkomne bog, Verdenslitteraturens store forførere . Men om bogen er lykkedes, er tvivlsomt, og hvad vil han egentlig? Og har han tid og flid til det?
Michaëlis har udvalgt 32 værker (alle kanoniske), som han selv bogstaveligt talt har ladet sig forføre af, som det står på bagsiden. Udvalget starter med historien om Syndefaldet – verdens(litteraturens) første forførelse – og slutter med Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed . Derimellem er 30 værker fra verdenslitteraturhistorien, de fleste kan man gætte sig til, mange vigtige, og efter min mening mere interessante, værker mangler. Men 32 værker er måske lige mange nok i en bog på 255 illustrerede og med dobbelt linieafstand satte sider, for der bliver ikke til mere end, hvad der måske svarer til et par almindelige maskinskrevne sider pr. værk! Og det er slet ikke nok, når der også lige skal være plads til et centralt citat og et mindre resume. Uheldigvi, thi der kommer alligevel et par gode pointer, betragtninger og litteraturhistoriske perspektiver op. Men også kun op til overfladen og ikke længere. Og det er ærgerligt, at han ikke dvæler lidt mere ved de enkelte værker i stedet for at forblive i det luftige, letsindige og løsagtige skøjteri. Bogen ender med at forfladige forførelsen og lever ikke på til den dybde og ynde, der ligger i de skønlitterære udgangspunkter. Endnu en fadæse bør her tilføjes: begrebet forførelse er hos forfatteren ikke klart defineret. I visse tilfælde er det den erotisk betonede forførelse, andre steder handler det mere om kærlighed til gode bøger, altså bøger, der helt bogstaveligt har forført skribenten. I andre afsnit optræder forførelsen kun perifært, som et bitema, der kun lige (af pligt og i farten) kommes omkring.
Det er også som Michaëlis ikke rigtig kan beslutte sig for, hvem læseren er. Den indviede litterat eller den interesserede læser? For det er hverken videnskab eller (god) journalistisk formidling af forførelsen som tema i verdenslitteraturen. Resultatet er, at akademikeren græmmes over frivoliteten og at den ”almindelige læser” forvirres/forvildes og kun får overfladisk indblik i dette, af kritikken og journalistikken, alt for underbelyste tema. Bogen fungerer ikke på hverken videnskabelige eller populærvidenskabelige præmisser. Det er den simpelthen ikke gennemarbejdet nok til. Men heller ikke som opslagsværk er den egnet, da udeladelser af selvskrevne værker er eklatante. Hvor er fx Tolstojs Anna Karenina og dennes tragiske kvindeskikkelses forføreriske og i sidste ende fatale spil med bl.a. den unge Wronsjki? Eller den frelsende og forløsende forførelse, som skøgen Sonja tilbyder Raskolnikov i Dostojevskijs roman af samme navn (a.k.a. Forbrydelse og Straf ). Der er i det hele taget ikke noget russisk at finde i denne bog, skønt de to nævnte er blandt verdenslitteraturens allerstørste.
Men til alt held er bogen hurtigt læst, for Michaëlis’ stilistik er ulidelig, så det gør ondt i det idiosynkratiske indre, der værdsætter varieret, nuanceret og præcis sprogbrug. Forfatteren er fx som besat af det i øvrigt fine danske ord ”omkalfatre” – det står på hver anden-tredje side! Desuden synes han at rode rundt i den hos ham til døde anvendte floskel: ”…i almindelighed” og ”…i særdeleshed”, for blot at nævne de allergrelleste. Tendenser som disse er genkommende og mange i bogen, og det slækker på troværdigheden og professionaliteten. Det virker i det hele taget som et venstrehåndsarbejde, han ikke har gidet kigge efter i sømmene.
Bo Tao Michaëlis
Verdenslitteraturens store forførere
Politikens forlag
255 sider
249 kroner
