Forunderligt forskrækkelige fortegninger
- en majors rejseskildringer fra bagsiden af alt
”Rundt og rundt gik det, dybere og dybere ned i hvirvlen, og på de spraglede kredse blinkede i tusindvis af meget små lys, som vi godt nok ikke troede var stjerner. Man sagde det var stjerner, men det var det ikke.”
Sådan indleder Preben Major Sørensen sin nyeste samling af kortprosa eller ”fortegninger” som det hedder på det enkle sort-hvide omslag til bogen. Den nedadgående spiral er det foruroligende billede på den udefinerbare og forunderligt groteske rutschetur, der venter læseren på de efterfølgende 228 sider.
Majoren tager os med om på den anden side; på den anden side af livet, på vrangen af sproget, i drømmen hvor alting er muligt og fantasien ikke sætter grænser, men skaber muligheder. Sørensen skaber billede på billede, der på en gang er forfærdende, fortærende og fuldstændig fantastiske. Det er i dén grad fortegninger, som de døde møder på deres vej, og der er kun én vej, det er nedad; nedad mod glemslen, mod mørket, mod uvisheden, mod døden.
Sørensen foretager en fascinerende nøgtern skildring af skabninger og universer opstået ud af en fantasi, der tilsyneladende ikke kender til begrænsninger. Der er ”masturbanten i dukkeværelset”, der er ”den aldersløse dame med det hvide ansigt uden bryn og vipper og det tårnagtige hoved med den rynkede pande, hvorom der er viklet en høj sort perlemorsstukken silketurban”, der er ”et spædbarns afkom af træ” – der på kafkask vis forvandles til en bille i størrelse menneske i favnen på jeg’et. Der er ”den afdøde Kong Lugalzagisi med sit store åbne (gule, røde eller grønne) øje”, og midt i alt dette står jeg’et – Preben.
De dødes vej skriver sig ind i en værkproduktion, der aldrig afstår fra at undersøge grænsetilstande, anormaliteter og dybdepsykologiens mysterier. Med foregående titler som Drømmefængsler (1978), Ansigter og masker (1987) og Personlige grunde og afgrunde (1991) bringer De dødes vej for så vidt ikke noget nyt. Det groteske univers er så absolut ikke det nye, det nye er formen – ”fortegningerne”. Sørensens surrealistiske inspirationskilder fornægter sig ikke, men hans selvformulerede interesse for sygdom, død og sadomasochisme blander sig i De dødes vej på besynderlig vis med hans meget kontante, præcise og ordknappe skrivefacon. Denne krydsning mellem en flagrende farverig, grænseløs bizar fantasi og et kortfattet, kontant og sådan-er-det-fordi-jeg-siger-det-og-jeg-er-majoren-agtigt sprog giver et, for undertegnede, hidtil uset udtryk.
Gennemgående i værket arbejder Sørensen med paradoksale sammenstillinger eller kontraster, der tvinges til at forholde sig til hinanden. Eksempelvis ”de dødes råd om vejrtrækning”, ”det sorte spejl” og (det gammelkendte) ”kapløb mellem solen og det rullende fladbrød i minutterne før solnedgang”. Men bagved de morsomme og groteske paradokser ligger en alvor på lur, som kommer til orde via det sproglige udtryk. Teksterne bevæger sig på bagsiden af verden i et ufatteligt tomrum, hvor det eneste holdepunkt bliver ordene, der beskriver en verden, vi kun kan navigere i i kraft af majorens dikteringer i et, med hans egne ord, utilstrækkeligt sprog: ”da det menneskelige vokabular jo med sikkerhed ikke rækker til over for det vi med en kejtet og ubehjælpsom omskrivning kalder døden”.
De korte tekster bliver til punktnedslag i en grotesk nedadgående spiral og får til tider nærmest anekdotisk karakter i beskrivelsen af møder med afdøde bekendte på vejen gennem de dødes rige(!). Denne skæve rejse, der indledtes med den nedadgående spiralbevægelse mod det ukendte, afsluttes med en tilbagevenden til en dimension og et univers, vi kan forstå og forholde os til – de kendte billeders univers – hvor vi angiveligt alligevel ikke skal føle os for sikre; den menneskelige psyke er fyldt med sprækker, der antyder en gabende afgrund, hvor bunden end ikke anes:
Nu går jeg ud og børster tænder og går i seng. Det kan også være jeg brænder huset af.
Læs den og tænk.
Fakta
Preben Major Sørensen
De dødes vej - fortegninger
Anblik
229 sider, 249 kroner
