Han tænker nu, tænker jeg
Skønlitteratur - Nr. 52
Af Jeppe Lentz Wildt, Kunsthistorie
Det er efterår, og jeg har lige set min far slagte en ged. Bladene på jorden er solnedgangsfarvede, og jeg knytter hænderne nede i bukselommen uden nogen grund, tror jeg. Det ligner, at gedens knogler er forsvundet. Den er helt slap. Jeg spørger min far, hvorfor der kommer regnbuer. Ikke at der er nogen lige nu og her. Mere bare for at vide det. Han tænder en cigaret i min erindring og kigger op i luften. Så tager han sine fingervanter af og putter dem ned i baglommen. Sådan. Der sidder de godt. Regnbuer, siger han og holder en pause. Han tænker nu, tænker jeg. Og nu tager de skindet af geden. Regnbuer opstår, når to mennesker som er langt fra hinanden, og som holder af hinanden tænker på hinanden på præcis samme tid. Når det sker så kommer der en regnbue på himmelen, som forbinder de to. Så kan de se, at de ikke er alene, og at der er nogen, der tænker på dem. Men hvad så med alle farverne? spørger jeg, mens geden blotter sine trevlede muskler. Det ved jeg ikke noget om, siger min far hurtigt. Hvad skal vi have at spise i aften? spørger jeg. Hvad kunne du tænke dig? siger han. Havregryn, svarer jeg. Vi har begge to træsko på. Dem uden hæl. Og han tager mig i nakken og klemmer den, som var den af blød stearin fra et lys på den anden side af vinduet, hvor vi er på vej ind. Og han er min far fra ingen anden planet end denne her.
