Himlen er begravet i vores hjerner
- C.V. Jørgensen – En biografi om den danske rockpoet
Af Kristoffer Horn Jensen, Vejle
Det er svært ikke at overgive sig, når man første gang møder C. V. Jørgensens tekster og musik. Og er man først fanget af det sælsomme og (vid)underlige univers, som han siden sin pladedebut I 1974 har spundet op med klange og ord, ja - så er han faktisk ikke til at slippe igen.
Af samme grund var det med blandede forventinger, jeg begyndte på Niels Martinovs aktuelle biografi: “C.V. Jørgensen – en biografi om den danske rockpoet”, for det er før set, at en biografi har fremstillet forbilledet unuanceret, eller tvunget dem til at passe ind I en forceret narratologi - skænket deres liv den berømte røde tråd. Og Martinovs biografi viste sig da også at være en blandet fornøjelse, på trods af gode takter og massere af relevant trivia.
Fint komponeret
Bogen skrider kronologisk frem over C.V.’s liv og beskriver ganske fint barndommens oplevelser, og hvorledes disse spiller ind på tekst og musik gennem karrieren. Det skorter hverken på anekdoter fra tour-livet eller studiet, ligesom persongalleriet er overskueligt uden at miste sin repræsentative troværdighed. Ren kompositionsmæssigt er der en fin rammesætning, hvor vi føres med ind i bandet under en af de sidste koncerter, som blev givet på plænen i Tivoli. Samme scene slutter biografien af, men læseren er naturligvis en hel karriere rigere nu.
Forenklende figurer
Som oversigtsværk over C.V.’s liv fungerer biografien faktisk ganske godt, men der er samtidig nogle temmelig alvorlige problemer. For det første indledes bogen med et tema, der går igen så mange gange i bogen, at man trættes. Det er C.V.’s to sider: den lyse og den mørke, der, ved hjælp af en svært bestemmelig litterær figur, iscenesættes et sted mellem scenelys, ensomhed, ambitioner og temperament. Igennem bogen udbygges denne dualisme med flere og flere dimensioner, lige fra sukkersyge over venskab til misundelse. Det egentlige problem herved opstår, når Martinov igen og igen understreger hvor kompleks en person C.V. er. Der er simpelthen en diskongruens mellem den forenklende dualistiske figur og udsagnet om et flertydigt og komplekst kunstnervæsen.
Nuvel, dette kunne tilgives, men selvsamme diskongruens opstår i det temmelig omfattende analysearbejde, som Martinov har kastet sig ud i. Det understreges således igen og atter igen, at C.V.’s musik taler til folk uden at sige noget entydigt. Netop heri ligger styrken: Du føler dig tiltalt. Men samtidigt hermed tager Martinov sig den frihed at tolke teksterne, uden dog at tage stilling til den ellers så emfatiserede åbenhed. Ved at sammenstykke hele sange til små linier, får læseren således hvert album serveret på guldfad i en 1:1 betydning. Dette album betyder sådan og sådan, og er produceret af disse årsager ud fra denne følelse. Dette irriterer undertegnede en smule.
Troværdighedsproblem
Men det helt store irritationsmoment opstår, når Martinov uden blu, referencer eller notehenvisninger smider om sig med C.V. citater. Det er ganske enkelt umuligt at sige hvor de enkelte citater stammer fra, medmindre man vil læse alt det angivne kildemateriale igennem. Samtidig med at enkelte citater afsluttes med et “kan han fortælle” eller “har han sagt til venner”, overtager denne facon til tider ganske citatfaconen, og det ender med at Martinovs påstande verificeres med et “skulle han have sagt mellem venner” eller et “ hørte man ham ofte udtrykke”.
Sidstnævnte affødtes naturligvis af det faktum, at C.V. ikke selv ønskede at medvirke til biografien. Derfor virker det nærmest som et montagearbejde, som Martinov har begået, hvor hver ytring fra C.V.’s mund er løsrevet fra kontekst og flyder frit rundt. Af samme grund kunne man mistænke Martinov for at fremstille C.V. som en kontrolfreak, der ikke sætter sit navn på noget, han ikke har haft 100% kontrol over.
Dylan som inspiration
Men bogen er dog skrevet med en stor portion beundring og kærlighed, som skinner tydeligt igennem på de fleste sider. Samtidig er der ikke tvivl om, at de mange interviews, Martinov har lavet med C.V.’s omgangskreds, har udstyret ham med et godt udgangspunkt for at forfatte bogen.
Og selvom C.V.’s udsagn fremstår dekontekstualiserede, er de stadig fantastiske. Som på side 183, hvor han udtaler sig om det politiske billede omkring 1990 i forhold til de glade 70’ere: ”Der er kommet så meget pornografi og tilbudsmad indover.” Stærkt.
Indimellem er der små perler, der gør bogen værd at læse. Interviews med venner, betragtninger, anekdoter, citater (der holder vand trods alt) samt sjove fakta gør naturligvis bogen til noget, man skal læse (overvej biblioteket), hvis man er virkelig fan.
De mange referencer til den store inspiration, Bob Dylan, er også sjove at dykke ned i. Som når kollegaen fra de senere plader, trompetisten Flemming Agerskov på side 224 siger, at hos C.V. “…mødes Bob Dylan og Adam Oehlenschläger.” Man kan næsten kun blive glad. Referencerne er godt beskrevet, og det fremstår mest af alt som om C.V. har taget udgangspunkt i bl.a Dylan og arbejdet med hans materiale frem for at kopiere det. Derved er det helt særlige udtryk, som er så typisk C.V. opstået. Derfor vil jeg afsluttende citere Johnny Cash, som har tilegnet følgende tekst netop Dylan. Ordende vil jeg tilegne C.V. Jørgensen, med håbet om at Martinovs biografi kan lokke ham ud af busken og skrive sin helt egen historie om mennesket og kunstneren C.V. Jørgensen.
“There are those who do not imitate,
Who cannot imitate
But then there are those
who emulate
At times, to expand further
the light
Of an original glow,
Knowing that to imitate
the living
Is mockery
And to imitate the dead
Is robbery
There are those
Who are being complete unto
themselves
Whole, undaunted, - a source
As leaves of grass, as stars”
Tilegnelsen ender:
“Here-in is a hell of a poet.
And lots of other things
And lots of other things.”
Fakta
Niels Martinow
C.V. Jørgensen - en biografi om den danske rockpoet
People’s Press
256 sider, 249 kroner
