visir-online.dk

Nr. 47 - Tema

Lidt historie
Fremstilling af alkohol er en gammel opfindelse, måske en af menneskets ældste – og en af de mest enkle. Hjulet er faktisk ikke helt nemt at konstruere, og selv den dybe tallerken kræver nogle gode materialer og et minimum af håndværksmæssig snilde. Alkohol derimod, kan man fremstille ved at blande sukker og gær. Og har man ikke lige det ved hånden, kan sukker findes i frugt og gær findes i luften i form af svampesporer. Indsatte i amerikanske fængsler kan fremstille alkohol, såkaldt Pruno, i deres celler uden andre hjælpemidler end en plasticpose, noget frugt og en radiator. Faktisk har nyere forskning endda vist, at selv køer, gennem nogle kemiske reaktioner i deres maver, kan fremstille alkohol i små mængder, en egenskab videnskabsfolk overvejer at udnytte ved at bruge bakterier fra køers maver i industrien til at fremstille alkohol til alkoholdrevne biler.

Almindelig gæring kan imidlertid højst give alkoholprocenter på omkring 14-15%, som vi kender det fra vin. Det var man tilsyneladende ikke helt tilfredse med i Mesopotamien omkring 3500 år fvt., hvor man begyndte at eksperimentere med måder at koncentrere alkoholen på – angiveligt med det formål at lave parfume. De fandt ud af, at man kunne skille alkoholen i f.eks. vin fra resten af væsken ved at varme denne over et bål, så alkoholen fordampede. Den fordampede alkohol ledte man derefter gennem et rør, hvor den blev nedkølet og blev til væske igen. De havde opfundet den teknik, vi kalder destillation, og hermed var grunden lagt for mange årtusinders hjemmebrænding.
Alkoholen spredte sig hurtigt til Indien og Kina, og som så mange andre ting fra Østen blev den omkring år 1100 bragt til Europa af arabiske købmænd. Det var også på den måde, vi fik ordet ”alkohol”, der ligesom algebra, alkymi osv. kommer fra arabisk. Der skulle dog gå endnu ca. 300 år, inden den kom til de skandinaviske lande.

I 1400-tallet kom brændevinen til Sverige, og den blev hurtigt forbudt. Den skulle bruges til fremstilling af krudt, og det gik ikke an, at folk gik og drak af rigets krigsmateriel, mente kongen. Brændevinen har nok heller ikke været helt billig at fremstille, da man lavede den af vin, og dette bevirkede sammen med forbuddet, at den var forbeholdt adelen og kongen, som efter sigende skulle have forsøgt sig med at bruge den som torturmiddel til at straffe sine tjenestefolk. Først omkring år 1700 blev hjemmebrændingen for alvor udbredt i Sverige, da man fandt ud af at lave alkohol af korn, som var meget billigere. Loven om hjemmebrænderi blev lempet, men måtte senere strammes igen, da hjemmeproduktionen nåede så stort et omfang, at man ikke længere havde korn nok til at brødføde befolkningen og derfor blev nødt til at importere korn fra nabolandene.

Først i 1756 har vi et overblik over hjemmebrænderiets omfang. Det år blev der endnu engang indført forbud mod hjemmebrænderi, og da man iværksatte en landsdækkende indsamling af det dertil hørende apparatur, fik man indsamlet 170.000 kogekar. For at forstå, hvor stort et antal det egentlig er, må man huske på, at der kun levede 2.000.000 mennesker i Sverige dengang, og med f.eks. 5-6 personer i gennemsnit pr. husstand – måske flere – taler vi altså om, at op mod halvdelen af alle familier har haft en hjemmeproduktion af brændevin. Og det uden at tage med i betragtning, at det måske ikke var alle, der indleverede deres kogekar.

Hjemmebrændingens historie i Sverige skildres i bogen En bok om sprit – Om Sveriges brännerier och spritkultur af Örjan Westerlund, der ligeledes fortæller om, hvordan man i 1800-tallet så småt begyndte at mistænke brændevinen for at have nogle uønskede bivirkninger. Helt præcis forestillede man sig, at ældre overvægtige kvinder, ved indtagelse af tilpas store mængder, spontant kunne bryde i brand, mens de lå og sov. Den beretter også om oprettelsen af Systembolaget og eksportsuccesen Absolut Vodka. Bogen giver en grundig indføring i den svenske spritkultur med snapseviser, og hvad der ellers hører sig til. Den gennemgår forskellige fremstillingsmetoder, der bruges i industrien uden dog at give anvisninger til, hvordan man selv kan gøre dem kunsten efter, hvilket kun bidrager til dens troværdighed. Den afliver myter om denatureret husholdningssprit, der kan købes i forretningerne, og myten om at man bliver blind af at drikke hjemmefremstillet brændevin. Den underbygger sine påstande med forklaringer af relevante kemiske processer, kort og præcist, uden at det af den grund bliver kedelig, langhåret læsning. Alt i alt en rimelig saglig og gennemarbejdet bog, der når vidt omkring, men desværre ikke omtaler forholdene i andre lande.

Hjemmebrænding i Danmark
Det er ikke let at vurdere omfanget af hjemmebrænding herhjemme. Modsat hjemmeproduktion af vin og øl, som efterhånden er en populær hobby og af mange betragtes som et udtryk for dannelse og forfinet gastronomisk sans, er hjemmebrænding ildeset. Det hænger dels sammen med, at hjemmebrænding er forbudt. Det er tilladt at fremstille vin og andre drikke med alkoholprocenter op til 15% ved gæring, men pga. loven om afgifter på spiritus er destillation forbudt for alle andre end de firmaer, der har fået tilladelse af Told & Skat. Dels har hjemmebrænding et dårligt ry, som f.eks. afspejles i sangen Hjemmebrænderiet med tekst af Jens Memphis, hvor det bl.a. lyder: ”…det smager af rævepis og terpentin, men det er billigt, og så bliver man fuld som et svin”. Med sådan et ry, og en risiko for op til to års fængsel, er der heller ikke mange, der står frem og fortæller om deres hjemmebrænderi, og der foreligger ingen konkrete tal for hjemmebrændingens nuværende omfang.

En af de bøger, der beskæftiger sig med dette emne, er Hjemmebrænding & snapseurter – kunsten at lave brændevin for en tier pr. flaske, der er udkommet, i foreløbig 10. oplag, med jævne mellemrum siden 1972, hvor titlen var Hjemmebrænding & snapseurter – kunsten at lave brændevin for en femmer pr. flaske. De mange oplag giver måske et fingerpeg om, at hjemmebrændingen ikke er helt uddød.
Forfatteren til bogen er Jørgen Munkebo, som også er forfatter til bøger som Kunsten at lave øl og vin, Bogen om Arne Wolle og Tankeoverføring – vi oplever det daglig. Ifølge Jørgen Munkebo er hjemmebrænding stadig meget udbredt i Danmark. I forordet forklarer forfatteren, at hans mål er ”i en kort, kriminologisk-teknisk afhandling at blotlægge visse uomgængelige fakta vedr. hjemmebrænderi…”, og at han håber, at bogen vil medføre en øget politiindsats, så man kan komme hjemmebrændingen til livs. Herefter følger en beretning om præster, der hjemmebrænder på livet løs, og landbetjente der tager imod bestikkelse for at se gennem fingre med det eller ligefrem selv tager del i festlighederne. Der fortælles om skotske hjemmebrændere, der lavede så god whisky, at de næsten udkonkurrerede de lovlige destillerier, der med forfatterens egne ord ”kun har opnået eksistensmulighed i kraft af, at man har frataget befolkningen en urgammel ret…”. Som prikken over i’et sammenligner han hjemmebrænding med hjemmelavet marmelade og fortæller om et besøg hos en venlig og gæstfri hjemmebrænder. Resten af bogen er en minutiøs gennemgang af, hvordan man selv kan fremstille sprit og lave en god snaps eller brændevin, med alle de tekniske detaljer man kan have brug for at vide, hvilke faldgruber man skal styre udenom og hvordan man undgår at blive opdaget af myndighederne.

Forfatteren bruger en personlig selvfremstilling, som åbenlyst kun er en facade, og som er så overdreven og næsten karikeret, at den tydeligvis ikke er beregnet på at narre læseren. Hvis den skulle have noget egentligt formål, kunne det højst være, at den giver forlaget en slags formel undskyldning for at trykke bogen og biblioteket en undskyldning for at købe den, på trods af, at den reelt er en opskrift på – hvis ikke ligefrem en opfordring til – at begå ulovligheder. Den egentlige selvfremstilling er snarere forfatterens fremstilling af hele miljøet omkring hjemmebrænderiet, som han selv må regnes som en del af – om ikke andet så i ånden – når han taler deres sag. Påstandene om dobbeltmoral blandt moralens vogtere og ordensmagten, og den hjemmelavede whiskys høje kvalitet, tjener netop til at underbygge hans billede af hjemmebrænderne som hyggelige personer, der har en god og sund hobby, der næsten ikke er umoralsk og næsten ikke er ulovlig.

Dette bringer os tilbage til det oprindelige spørgsmål: hvor udbredt hjemmebrænding egentlig er i Danmark? Jørgen Munkebos påstand om at hjemmebrænding er meget udbredt, kan vi ikke uden videre tage for gode varer, dels fordi bogen ikke er tilstrækkelig troværdig, dels fordi det netop er en del af hans formål at afmystificere og retfærdiggøre lovovertrædelsen ved at få den til at fremstå som noget helt almindeligt. Men Jørgen Munkebos bog efterlader dog ikke nogen tvivl om, at der stadig findes folk, der selv fremstiller deres egen whisky, snaps eller brændevin, ulovligt eller ej.

Kilder:

• http://en.wikipedia.org/wiki/Pruno
• http://www.livescience.com/technology/070829_cow_fuel.html
• En bok om sprit – Om Sveriges brännerier och spritkultur af Örjan Westerlund
• Hjemmebrænding & snapseurter – kunsten at lave brændevin for en tier pr. flaske af Jørgen Munkebo