visir-online.dk

Hvad rimer på ingenmandsk?
- altødelæggende rim i et ellers sympatisk projekt.

Af Lasse Juhl Nielsen, Litteraturhistorie

Arash Sharifzadeh Abdi hævder i sin nye digtsamling, Kvasidansk, at han skriver på netop kvasidansk – på ingenmandsk. Tilsyneladende er det et sprog kendetegnet ved søgte rim druknet i omvendte ordstillinger, så det gør ondt. Digterens stræben efter rim går ud over indholdet, flere steder giver det simpelthen ikke mening. Det går endda hen og bliver direkte grammatisk forkert, hør bare her: ”Så i spejlet, hvor din skygge jeg fandt i.” Her bliver lige indføjet et ekstra i for at opnå enderimet på den begærede Sandie.

Projektet Kvasidansk – nye digte på gamle flasker, som beskrevet i pressematerialet og i forordet til samlingen, er for så vidt prisværdigt og sympatisk. Samlingen sigter efter at være en smeltedigel for kulturer, sprog og traditioner fra hele verden. Indtryk og indflydelser, der mødes i digterens bevidsthed og kanaliseres ud igennem hans pen. I forordet hedder det: ”Forfatteren har simpelthen lagt mere vægt, charme og opfindsomhed i og omkring rimene, så de fremstår som et spejl på den moderne globaliserings fusionering af diverse kulturers traditioner for lyrik og poesi.” Det er alt sammen godt nok, men det lykkes ikke.

Den gentagne famlen efter ord, der rimer, bevirker at sproget på ingen måde bibeholder en poetisk stemning, men bliver kluntede og zig zaggende i halsbrækkende ordstillinger, der desværre ikke engang er en lejlighedssang værdig. ”Søde tøs, kære dejlige Anne: / Du fik mig verden til at sande. / Du lærte mig at op mig mande. / Du blev min potte, jeg din pande.” Her ender rim-bestræbelserne simpelthen på grelleste vis med, at den kære Anne bliver digterens potte(!).

Rimene bliver en byrde, der simpelthen ikke stemmer overens med det fremsatte ønske om at lege med former, rytmer, ord og genrer. Et eksempel på en genrer- eller formbunden udgivelse, der virker er Peter Adolphsens (og Ejler Nyhavns) Katalognien, hvor forfatterne demonstrerer deres evner indenfor alle mulige og umulige former for digteriske retningslinier, udført med en sådan akkuratesse, humor og begavelse, at det holder. I forhold til Kvasidansk må jeg dog indrømme mit manglende kendskab til præ-islamisk digtning fra før 600-tallet, der angiveligt skulle have bidraget til inspirationen sammen med en mængde andre indflydelser. Men ikke desto mindre, ligegyldigt hvor inspirationen kommer fra, og hvad tankerne bag projektet er, er Kvasidansk ikke vellykket.

Der er elementer i samlingen, der afslører, at det er en digter med noget på hjerte. Der er passager, hvor tankerne fra forordet glimtvist dukker op, men primært i form af referencer og overvejelser, som digteren ikke formår at formidle i sin skrift.
Undertegnede anmelder sidder umiddelbart uforstående overfor, at der står en forlagsredaktør bag udgivelsen af Kvasidansk – nye digte på gamle flasker. Ærlig talt mener jeg, at den åbenlyst belæste og begavede Arash Sharfzadeh Abdi fortjener bedre redaktion og vejledning af sin redaktør i arbejdet med og formidlingen af projekt Kvasidansk.

Afslutningsvist atter et par linjer til den eftertragtede Sandie: ”Når man hører din stemme med fin diskant i, / glemmer man alt om at blive som Ghandi.”

Arash Sharifzadeh Abdi
Kvasidansk – nye digte på gamle flasker
Det Poetiske Bureaus Forlag
74 sider, 120 kroner