Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/visir-online.dk/visir-online.dk/httpd.www/wp-settings.php on line 472

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/visir-online.dk/visir-online.dk/httpd.www/wp-settings.php on line 487

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/visir-online.dk/visir-online.dk/httpd.www/wp-settings.php on line 494

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/visir-online.dk/visir-online.dk/httpd.www/wp-settings.php on line 530

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/visir-online.dk/visir-online.dk/httpd.www/wp-includes/cache.php on line 103

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/visir-online.dk/visir-online.dk/httpd.www/wp-includes/query.php on line 21

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/visir-online.dk/visir-online.dk/httpd.www/wp-includes/theme.php on line 623
Visir Online

Hvor der er følelser, er der hjerner

Jeg har en hjerne – det er bevist!

Nr. 43 - Anmeldelse

Af Kasper Kaufmann, Litteraturhistorie

Enhver der har oplevet at få skannet sin hjerne ved, at det ikke er en udpræget behagelig oplevelse, men forskningens fremskridt bekymrer sig ikke om petitesser. Hjernerum – Den følesesfulde hjerne er navnet på en bog, hvis mål er at give en indføring i den menneskelige hjerne. Ikke et uambitiøst projekt. Ordspillet i titlen dækker over det forhold, at bogen lidt mere præcist søger at dække de neurologiske forudsætninger for følelseslivet.
På baggrund af tekniske landvindinger indenfor skanningsteknikker er der i løbet af de sidste år opstået generel interesse for hjernens betydning indenfor snart sagt alle menneskelivets forhold. Således er det ikke overraskende, at Morten L. Kringelbachs bog er udkommet i en flot udgave på kraftigt, glittet papir, som er spækket med farveillustrationer.
Det er efterhånden en del år siden, at blandt andre A.R. Damasio udviklede teorien om spejl-neuroner. Ved at placere elektroder direkte på makakabers hjernebark har forskere formået at påvise, hvorledes givne neuroner afgiver elektriske impulser, når makakaben eksempelvis foretager en gribebevægelse. De samme neuroner affyrer impulser, når aben iagttager artsfæller foretage en tilsvarende bevægelse, hvilket på sin side afføder mikromuskulær stimulation. Med andre ord ser det ud som om, at når vi mennesker observerer hverandre udføre en given handling, reagerer hjernen ved at stimulere tilsvarende muskler i kroppen.
Teorien om spejlneuroner, som i vid udstrækning afløser kognitive teorier som Theory Theory og Simulation Theory, har vide applikationsmuligheder. Den forklarer, hvordan og hvorfor spædbørn tager beslutningen om at bevæge sig ud af vuggen, men den er også interessant med henblik på at forklare empati. Hvis kroppen autonomt reagerer på udefrakommende stimuli, ved at imitere disse, har vi givetvis forklaringen på humørets smitsomme natur.
Kringelbach kommer ind på spejlteorien og andre teorier, men samtidig giver han også et illustrativt overblik over hjernens fysiologiske kortlægning. Således indeholder bogen et afsnit, der tjener som opslag og illustration af hjernens anatomi, og hvis sider adskiller sig fra de øvrige ved at have en gullig farve.
En del af Kringelbachs pointer adskiller sig fra Vilayanur Ramchandrans, hvis bog The Emerginig Mind, The Reith Lectures sidste år udkom i dansk oversættelse under titlen Tankens biologi – Hvad moderne hjerneforskning kan fortælle om den menneskelige bevidsthed. Ramachandran, der efterhånden har etableret sig som hjerneforskningens ’grand old man’, har samme projekt som Kringelbach, men Ramachandrans tilgang er en anden, idet han gennem sine studier af hjerneskader og defekter drager sine konklusioner. Dog uden derved at negligere fysiologisk forskning. Herved forklarer han eksempelvis den kliniske betydning af synæstesi.
Kringelbach runder de samme problemstillinger som Ramachandran, men formår ikke at komme helt så langt i dybden som sin kollega. Til gengæld præsenterer han en mere overskuelig og grundlæggende tilgang til feltet som sådan. Man kan læse bogen ganske forudsætningsløst, og den er struktureret på en kohærent og pragmatisk vis, der vil appellere til mange læsere. Hans populære tilgang giver sig til udtryk på den måde, at han lader hjerneforskning knytte an til politiske spørgsmål. Således kredser han om afhængighed, som resultat af den menneskelige stræben efter nydelse:

I dag har kriminaliseringen af stoffer ført til, at mindst 8% af pengeomløbet i verden har direkte forbindelse med denne stofhandel. Der er uhyrlige summer forbundet med at kriminalisere for eksempel marihuana. […] Vi må blive bedre til at acceptere, at vi er uforholdsmæssigt interesseret i nydelse, og at dette er en væsentlig egenskab ved den måde, hvorpå menneskehjernen fungerer.

Hvorvidt politik er relevant i en bog som Kringelbachs, står usagt. Relevant er det imidlertid, at der drages en række tydelige konsekvenser af de forhold som bogen undersøger, og for de fleste læseres vedkommende vil det ydermere være en smal sag at abstrahere fra dragne konklusioner med det udgangspunkt, at empiriske data fremlægges forholdsmæssigt neutralt, idet resultater fra FMRI-scanninger og deslige nødvendigvis må tolkes.
Kringelbachs indføring i følelseslivet er interessant, og kan potentielt skærpe interessen for det stadigt voksende felt som hjerneforskningen udgør, og som berører alle livets facetter - i særdeleshed æstetiske problemstillinger.

Morten L. Kringelbach
Hjernerum - Den følelsesfulde hjerne
People’s Press
289 sider, 288 kroner
Hjernerum

Skriv en kommentar