Ib Michael fortsætter sin danmarkskrønike
Sorte Huller fortsætter hvor Blå Bror (Gyldendal, 2006) slap og Ib Michael er nu blot et enkelt bind fra at afslutte sin karrieres anden trilogi. Hvis man lægger de to trilogier sammen får man noget der ligner en danmarkskrønike, som starter i fyrrernes Roskilde (Vanillepigen, Gyldendal 1991), og nu er kommet til tressernes København.
De tre nøglepersoner fra Blå Bror er blevet færdige med gymnasiet og skal nu prøve kræfter med voksenlivets frihed og trivialitet. Der er en karriere, som skal sættes i gang, penge der skal tjenes, og kærlighed der skal holdes ved lige i en travl hverdag, hvor alle til tider ser ud til at glide fra hinanden. At navigere i et voksenliv fyldt med muligheder, begrænsninger og faldgruber viser sig at være svært. De tre unge og deres omgangsfæller lever i det københavnske kunstnermiljø, hvor kreativitet og stoffer har en tendens til at gå hånd i hånd. I takt med at nye genrer inden for musikken og nye kreationer til en modehungrende ungdom bliver skabt, opfindes og eksperimenteres der med stoffer, som ingen af de unge har noget begreb om, hvordan vil påvirke deres krop. For det meste går det godt.
Stilmæssigt har Michael ikke flyttet sig meget i de sidste femten år - og dog. Han benytter stadig en blanding af fiktion og virkelighed til at skabe dynamik i romanen, og han er god til denne disciplin. For at bevare tråden til Vanillepige-trilogien, kan man sige, at han i forhold til denne nu er gået lidt væk fra den åbenlyse leg med den magiske realisme. Der er ikke noget magisk, mystisk eller overnaturligt i Sorte Huller, men blot påvirkning af euforiserende stoffer. Og dog. For der er jo alligevel tilfældet med de mystiske beskeder på biblioteket, hvortil kun én person har nøglen. Men blandet - det bliver der. Hvis man vil, kan man da også bruge mange muntre timer på at undersøge, hvorvidt Poul og Inger i virkeligheden er Poul Borum og Inger Christensen eller om romanen i virkeligheden er endnu en selvfremstilling fra Michaels side. En sådan undersøgelse er dog unødvendig, for svaret er: Ja, det er sikkert rigtigt. Men de er indskrevet i en fiktion, som øjensynligt ophæver deres virkelige eksistens, så længe vi befinder os inden for romanens grænser. Dette er en metode, Michael har brugt i årevis, men denne gang har han fundet det nødvendigt, at fremhæve hvordan et sådant æstetisk greb virker og skal forstås. Inden romanen begynder, er der en lille notits: ”Enhver lighed med virkelige personer i denne roman er villet og bevidst, men summen af de begivenheder, de indgår i, er fiktion.” Så er det ligesom slået på fast, og ingen har ret til at blive sure.
Men hvis man, med god grund, er ligeglad med, hvem der muligvis kan være hvem i virkeligheden, kan man roligt læne sig tilbage med romanen og nyde et lille stykke danmarkshistories om tressernes upolitiske ungdom, fortalt gennem en rus af stoffer og uden de sorte huller, et indtag af sådanne stoffer nødvendigvis måtte resultere i.
Fakta
Ib Michael
Sorte huller
Gyldendal
305 sider, 299 kroner
