Jeg er her og du står der
- Katinka My Jones har begået en fin debut med Havet er sort Kysten er hvid
Jeg kan godt lide den her bog. Måske er det den naive påståelighed, som virker fængende: ”du siger at du ikke er sikker på / at det kunne blive os to / selv om det hele tiden har været det”. Kan man sige, at det virker meget menneskeligt? Det er jo klar tale, og når My Jones er bedst er det ofte på grund af et præcist og enklet sprog. En kvalitet vi kender fra Jørgen Leth og Søren Ulrik Thomsen, som også her og der får mere eller mindre skjulte hilsner (sikkert blandt mange andre).
Hvad det tematiske niveau angår, er det især det modsætningsfyldte, som præger. Allerede titlen lancerer havet/kysten, sort/hvid, som fra tid til anden dukker op i digtene inde i bogen, hvor der følges op med drøm/virkelighed, kærlighed/begær, melankoli/eufori og naturligvis jeg/du. I det hele taget veksler digtene mellem en indre og en ydre verden, som gerne smelter sammen i nogle gange tågede, andre gange meget klare billeder.
Digtene kredser om et kærlighedsforhold, der er gået i vasken. Bogens første linie er: ”der er ingen fortrydelse”, et udsagn som ræsonnerer gennem de følgende seks kapitler, og vi forstår, at det er et afklaret jeg, der her taler. Sammenlagt med ovennævnte påståelighed og naivitet, kan det være svært helt at få hold på, hvilken stol jeg’et befinder sig på. Sådan sætter vi os ind i jeg’ets situation, hvor intet er sort/hvidt, men hvor tvivlrådigheden ligger som en latent bærme under hele sorgarbjedet. Når det modsætningsfyldte spiller så stor en rolle i digtene, er det som et nødvendigt greb, der om ikke andet giver en illusion om orden, i hvilken sorgarbejdet systematiseres, og digtene tager form. Således støder man gerne på en slags hvad-har-jeg-så-lært-af-det-ræsonnementer, og det kommer der nogle ret sjove/voldsomme/subtile og lidt gammelkloge betragtninger ud af som: ”alle dage har revnede hænder” eller ”jeg vågner / det gør man”.
Det med sproget
Som en strøm under Havet er sort Kysten er hvid aner man en Sturm und Drang-agtig tour de force udi håbløs kærlighed, hvor døden lurer lige om hjørnet, flankeret af et gotisk sortsyn. Men det bliver aldrig klægt. De gennemkomponerede digte flyder ikke over med poetisk staffage eller romantiserende illusioner, og det skyldes i høj grad sproget. Når My Jones virkelig brænder igennem, fører hun pennen så stramt og elegant, at der igen og igen dukker rene perler op. Hør blot her, hvor præcist der udtrykkes: ”måske er alting fint / verdenskortet på væggen / vinpletter på havet / bange / kun / i telefonen / man kravler rundt / så generel”.
Man bliver måske ikke så meget klogere af at læse My Jones’ digte, men de til tider ret banale moraler bliver serveret så indbydende, at man æder det råt. Hendes skarpskårne billeder melder sig, når det går bedst, som overraskende selvfølgeligheder, og det er en styrke, som giver digtene en klarhed, der gør opfattelsen af poesi, som noget der er svært at forstå, til skamme.
Havet er sort Kysten er hvid udkommer på det lille forlag Anblik, hvis erklærede målsætning er at levere kvalitetslitteratur til en billig penge. En sympatisk og måske endda visionær politik, som gør, at man kan erhverve sig bogen for kun 100 kroner. Hermed mine varmeste anbefalinger.
Fakta
Katinka My Jones
Havet er sort Kysten er hvid
62 sider, 100 kroner
Anblik
Ekstra
Læs også Christian Djurhuus’ interview med Katinka My Jones
