Jeg har længtes mod skibskatastrofer og mod hærværk og skoldhede skød
Carsten Jensens Vi, de druknede er en tour de force udi sproglige klicheer og søgte symboliseringer, men hans overordnede ærinde er i det mindste sympatisk.
Af Kasper Green Krejberg, Lemvig
2006 var hjemstavnsbestsellernes år med først Knud Romers Nykøbing Falster-portræt i Den som blinker er bange for døden og siden Carsten Jensens Marstal-roman Vi, de druknede. Hvor Romers roman var temmelig løst struktureret og meget sort/hvidt i sit provinsportræt hænger Carsten Jensens sømandsby-portræt vældig godt sammen og er for så vidt også mangefacetteret. I sin relativt korte roman viste Romer til gengæld et sprogligt mesterskab, som Carsten Jensen ikke kommer i nærheden af i Vi, de druknede. Desuden gør 696-sidersmurstenen sig ud til bens for at styre læsningen med en altforklarende fortæller, der dræber enhver nysgerrighed og lukker ethvert hul i det monumentale murværk.
I et bredt anlagt, episk forløb fortæller Vi, de druknede om Marstals opblomstring, storhed og fald som søfartsby. Den begynder i nærmytisk tid, ved treårskrigen 1848-50 med marstallernes angiveligt let komiske bidrag til løjerne, og slutter post-apokalyptisk ca. 100 år senere med Anden Verdenskrigs altomfattende ødelæggelser, der også rammer lille Marstal i foråret 1945, hvor opsvulmede og forvrængede lig af tyske flygtninge skyller i land fra det dødens hav, som Østersøen var i krigens slutning.
Ind imellem de to yderpunkter udspiller sig en masse små og store fortællinger, der snart foregår på de eventyrlige verdenshave, snart hjemme i trygge Marstal. Det hele bliver holdt sammen af en slægtsfortælling på skrømt, hvor særligt to mænd, Albert og Knud Erik, rager op som bindeled for de mange afstikkere i handlingen. Desuden inkarnerer de to romanens ene mandetype, den handlekraftige, men dog følsomme og moralsk bevidste mand, der har både et indre og et ydre hav at kæmpe med i det stadige dilemma mellem eventyrtrangen og ønsket om at falde til ro på den lille ø. Den anden gennemgående mandetype er sømandsklicheen, som bliver udfoldet i et væld af varianter på et baggrundstæppe af eksotiske havneknejper, rusmørke romflasker og indiskrete, storbarmede fruentimmere med knaldrøde læber. Udover havneluderne er kvinderne i Vi, de druknede enten bekymrede fødemaskiner, der med snilde og uendeligt tålmod holder skansen hjemme i Marstal, mens mændene er på havet, eller det er pseudo-emanciperede troldkvinder med licens til at udvirke alskens ulykker, men samtidig med et stadigt ønske om at blive sat på plads af et rigtigt mandfolk, den handlekraftige kaptajn forstås.
Illustration af Martin Røes, Odense.
Med sine mande- og kvindetyper og rejse-/søfartstemaet har Carsten Jensen lagt det ældgamle mønster fra Odysseen ned over sin Marstal-roman, men vendt og drejet det på mange finurlige måder. Helten skal naturligvis først overstå alle de spændende forhindringer og eventyr – bestemt ikke uden lyst – før han kan nå i havn og favne sin Penelope, men Penelope er hos Jensen med på rejsen eller i færd med at lægge Ithaka/Ærø øde, mens manden er væk; en ikke ueffen og bestemt formildende omstændighed ved Vi, de druknede.
Udover det klassiske epos klinger et væld af nyere søfartsromaner gennem Jensens bog: Undervejs føler man sig hensat til Somerset Maughams Sydhav, Joseph Conrads Congo-flod, R.L. Stevensons sørøvermytologi og Herman Melvilles vanvittige jagt på den store hvide hval, mens skildringen af Marstals undergang minder ikke så lidt om Gabriel García Márquez’ Macondo i 100 års ensomhed og Thomas Manns Lübeck i Buddenbrooks – og sådan kunne man blive ved. Jensen er en belæst herre, og han elsker tydeligvis at omspænde sit konkrete, fiktive univers med alskens litterære henvisninger og symbolske abstraktioner.
Sygelig udlægningsmani
Det bliver dog hurtigt tydeligt, at den skjulte fortæller er lidt for stolt af alle sine referencer. Igen og igen gør romanen i hvert fald opmærksom på, at den lille, lokale historie også har universel gyldighed. Et væld af metaforer, symboler og intertekstuelle passager bliver udlagt for læseren, så man får betydningen ind med ske. Tænk, hvis det ikke var feset ind i første omgang, synes ræsonnementet at være. Men der er vel ingen grund til, at vi får forklaret den symbolske værdi af f.eks. et fastelavnsoptrin: ”Vi forstod ikke, hvad der var gået galt. Var vi gået over stregen. Men det var jo meningen med fastelavn. Der var ingen streg at gå over.” Nå, ser man det.
Godt nok er ordene lagt i munden på den naive og jævne, kollektive fortællerstemme, der helt sikkert er af den slags, der løber med sladder og udlægger teksten, men grebet fungerer bare ikke. Fortællingen bærer ikke sig selv, da den hele tiden griber fast i konventionelle symboler og mytologier og peger ud på en abstraktion, der flytter vores interesse fra romanen og op i den blå luft eller ned på bunden af det lige så blå hav. I en meget central samtale mellem Albert og den lokale pastor (om forskellen på søfolk og bønder) udtrykkes faktisk noget, der kunne ligne denne udlægningsmanis poetik, idet pastoren forsikrer, at han nok aner, hvor Albert vil hen. Hvortil denne svarer: ”Ja, det gør De sikkert. Men derfor kan jeg jo godt sige det alligevel.”
Det er essayisten inde i Carsten Jensen, der stikker sit upassende fjæs frem her. Og det er selv samme essayist, der udgør romanens andet store problem nemlig sproget. Ikke at det er dårligt håndværk, men det er kun håndværk. Billedsproget er tydeligt påklistret for at tilføje et par farver hist og her, men har intet ærinde og ingen ambition ud over at sikre, at alle hans læsere kommer med i båden (undskyld udtrykket). Det fører lige lukt ud i det gumpetunge, omstændelige og trættende, som f.eks. når den forventelige maritime metaforik flittigt bliver brugt, muligvis endda med et forfatterglimt i øjet, men uden at det har forplantet sig til pennen.
Dertil kommer, at Carsten Jensen har lært sig alle de gamle søfartsudtryk, og at han i dialogerne og de lange, malende beskrivelser tilstræber at ramme en gammeldags tone. Han postulerer simpelthen en sproglig realisme, der skal imponere, men det er vel ligegyldigt, om der står bramsejl og fokkerå, hvis ikke det får en dynamisk betydning for romanens gestaltning. Hvis Jensen var ude i et formeksperiment mellem sagprosa, rekonstruktion af gamle rejseberetninger og på basis heraf måske endda konstruktionen af en fiktiv søfartsfortælling, ville det være fint med alle de fagudtryk og gammelsproget, men nu forbliver det et tomt postulat og dokumenterer alene en sproglig uopfindsomhed.
I stedet drukner (undskyld igen) sproget i klicheer, der for mig kulminerede og bare blev alt for meget på side 609, hvor Knud Erik under Anden Verdenskrig er på vej til London for at realisere allehånde utugtige hensigter. Knejpebesøget bliver dog udskudt af en luftalarm, der sender ham ned i et beskyttelsesrum, men midt i den rædsomme forvirring af skrigende børn, grædende koner, tyssende mødre og tavse mænd, dukker en behagelig overraskelse op:
”Kvinden greb ham om nakken og kyssede grådigt hans mund, alt imens hendes hånd flåede ham i skridtet. Han stak en hånd ind under hendes frakke og mærkede konturerne af et bryst. Så sluttede hendes skoldhede skød om ham. Skrigeriet stod om dem som en mur. Bombenedslagene dikterede rytmen i hans stød. De tog hinanden i en blind, brutal lyst…”
Ak, ja, den får ikke for lidt, og hvem der bare havde været med i den krig! Det er mig ganske enkelt ubegribeligt, hvad man skal stille op med sådan en passage. Husarerne nu til dags ser almindelig porno, og øvrige læsere er vist vant til mere raffinerede beskrivelser. Dette er ligegyldigt. Overflødigt. Og det er der meget af på de 700 sider. Hvis man endelig skal i beskyttelsesrummet i en roman og krydre oplevelsen med lidt sweet love, kunne man så ikke gøre som Imre Kertész i De skæbneløse? Han fik trods alt Nobelprisen, men vil også noget med sit pikante optrin nemlig vise og fremstille fortælleren, György Köves, og hans særegne måde at opfatte virkeligheden på. Den udkårne i det følgende er den væne mø Annamária, scenen er Budapest, foråret 1944:
”Da vi efter omtrent et minuts forløb hørte en bombe eksplodere ganske tæt på, begyndte hun at skælve over hele kroppen. Jeg kunne mærke det, fordi hun klyngede sig til mig i sin skræk: hendes arme lå omkring min hals og hun borede ansigtet ind mod min skulder. Så husker jeg kun, at jeg søgte efter hendes læber. Jeg mærkede en lunken, fugtig og en smule klistrende fornemmelse. Nå ja, og en let undren, da det jo immervæk var første gang, jeg havde kysset en pige, og jeg havde jo slet ikke regnet med det ved denne lejlighed.”
En humorfuld indlevelse og oprigtig varme som denne finder man ikke i Jensens program-prosa, men sammenligningen med Kertész er måske også urimelig, og dog tror jeg gerne vores sømandsforfatter ser sig selv indskrevet i den liga.
Jeg holder meget af Carsten Jensen og hans kamp for en bedre verden, et mere frisindet og åbent Danmark, og det er da fint, han nu har skrevet en historisk roman om et lille bysamfund, der traditionelt har været verdensvendt, handlet med omverdenen, og hvorfra indbyggerne har taget hyre på fremmede skibe. Simple kosmopolitter var den tids søfolk, og den historie er det virkelig lykkedes ham at promovere som et slet skjult modstykke til DF’s Blut und Boden-ideologi.
Vi, de druknede er vidt og bredt læst i Danmark og solgt til oversættelse i en lang række lande, og som en gammel dame sagde til mig en dag, da jeg havde medbragt bogen i bussen, så er det ”en rigtig sørøverroman”, der også havde ”optaget” hende. Javel, javel, der er knald på drengen, men det er et uelegant, omstændeligt og skoldhedt knald, som bare bliver ved og ved og ved, og som får mig til at savne Jensens aviskommentarer og kronikker, hvor han hurtigt får trukket sine kæpheste af stalden, og hvor han ikke er nødt til at bygge et intertekstuelt og symbolsk fletværk op, som han ikke er forfatter nok til at kunne håndtere. En anbefaling herfra skal være, at man lader bogen sejle sin egen sø på folkehavet og i stedet læser Jensens kroniksamling fra efteråret 2001, Oprøret mod tyngdeloven.
Fakta
Carsten Jensen
Vi, de druknede
Gyldendal
696 sider, 349/299 kroner
