Kampspecialisterne: Blandet godt fra det politiske teater
Thumps up til en veldrejet samtidssatire der inviterer til refleksion og burlesk livsfejring.
Af Anne Myrup Munk - Litteraturhistorie
Et par gange om ugen slæber jeg, miljøbevidst og med begyndende pensionatarme, stakken af ulæste gratisaviser fra min postkasse til genbrugscontaineren. Den 24/4 2007, i godt vejr, påberåber en særligt påtrængende informationsstøjsender sig min opmærksomhed med den kompromisløse overskrift: ”Hvor mange irakere skal dø, før vi gider læse om det?” (24 Timer, Århus).
Skal, skal-ikke smide ud? Jeg ved det ikke. Jeg hader ikke irakere, kun gratisaviser. Fremme ved den grønne container, pligtskyldigst læsende, konstaterer jeg, at krigen er en trivialitet. Af artiklen fremgår det, at de skrevne danske nyhedsmedier den seneste uge har kastet størstedelen af deres citrongule lys på Cho Seung-Huis mord på 32 amerikanere i Virginia, mens de 1200 mennesker, der samtidig døde i DR Congo som følge af konflikten, ikke fik en linie. Netop en linie fik til gengæld de 100 irakere, der omkom af skud og vejsidebomber i Bagdad.
Størstedelen af avisens læserpanel bifalder fordelingen af spalteplads; dødstal fra allerede kendte konflikter keder dem, og man identificerer sig nu engang bedst med de allierede. Trods den lave underholdningsværdi redegør artiklen nidkært for disse nyligt oversete krigsofre: tal, fakta, indignation og den fornødne alvor. Engagementet er ikke til at tage fejl af, men om det moralske opråb har forbedret verdens karma er tvivlsomt. Det havner øverst i bunken af endeløs cirkulation.
Kampspecialisterne
Det lille århusianske teater Katapult føler sig også kaldet til opråb og viser i perioden 20.april-12.maj 2007 den amerikanske dramatiker Adriano Shaplins prisbelønnede stykke Pugilist Specialist, i den danske oversættelse Kampspecialisterne. Som i artiklen er temaet krigen i Irak, glemsel og den gode historie, men i det æstetiske regi er mediet og midlerne som bekendt radikalt anderledes. Faktisk er Kampspecialisterne en så morsom og tilfredsstillende oplevelse, at spørgsmålet om hvorvidt virkelighedens alvor fortoner sig i latterens distance og Singvogels underlægningsmusik, må medtænkes i den samlede vurdering.
Mandesladder stinker ligesom napalm
Scenen på Katapult er lillebitte og placeret midt i rummet, så skuespillerne samtidigt udsætter ryg og front for beskydning af tilskuernes blikke, mens publikum for deres del, selv er underlagt hinandens gensidige, metarefleksive stirren tværs gennem scenens illusion. Ikonoklastiske mesopotamiske landskabsmalerier, oftere benævnt som ørkencamouflage, dækker på tematiserende vis væggene, helt ud bag stolerækkerne. En mikrofon lytter med fra en snor i loftet, mens stykkets hovedperson, den kvindelige løjtnant Stein, ligeledes i ørkenuniform, med klar røst indleder med en monolog, der moderne, alt for moderne, causerer over hendes rolle i stykket:
”Ensomhed. Alle sorgers moder. Jeg er tidligt på den. Jeg er blevet en ufrivillig indledning. […] Men her er jeg altså. Tidligt på den. Det forhindrer gutterne i at udveksle sjofle vittigheder eller skære gynækologiske relieffer i bordene. Mandesladder stinker ligesom napalm i et lukket rum. Hvis man kommer sidst får det ens øjne til at løbe i vand. Punktlighed er min form for kvindekamp […] Hemmeligheder er min rustning. Stilhed er min camouflage. Løgne kan tilgives så længe man vinder. Lad os ikke kalde det en indledning. Lad os kalde det en bøn. Ensomhed, sorg, disciplin. Natkikkert, nosser, pung og pas. Prøv at tyde den.”
Den universelle plastikstol
Efter at hun har sendt et fast blik rundt i lokalet indfinder yderligere to af de i alt fire personer sig med de universelle plastikstole, der udgør hovedparten af opsætningens begrænsede antal rekvisitter og markerer vestlige campister og andre uniformerede grupperingers fremmarch over hele kloden. Handlingen er, hvis skal man tro den oberst, der til sidst ankommer, fuldt armeret med lunken kaffe, åbenstående uniform og fedtet hår, så simpel som scenografien. Der er tale om en ren standardmission, der lyder som følger: Snigskytten Freud gennemborer med skud fra hoftehøjde Den skæggede Dame (dækker over navnet Det store Overskæg), men sender også gerne spredehagl ud over den brystfaste bombeekspert Stein, der har til opgave at lægge paladset i ruiner. Den kommunikationsansvarlige løjtnant Studdards rolle er diskutabel; selv tror han på sine evner som oversætter, trods det faktum, at han ikke taler arabisk, men obersten befaler, at han med satellitovervågningsudstyr (til)dækker affæren, alt efter om missionen bliver en succes eller fiasko.
Oberst Johns selv, hvis ordrer udspringer fra krydsilden mellem misforståede feministiske, dekonstruktive og nihilistiske positioner, bidrager til missionen med sin bevidsthed om, at enhver krig har brug for en stor fortælling og tror i øvrigt på sin egen afklarings smittende funktion. Capisch?
Kunstneren skider, lider og forgriber sig på verden
Der er afsat ti timer til udstyrs- og rekognosceringstræning i ørkenen forud for planens udførelse og under frugtesløse øvelser i identifikation af dobbeltgængere, pølsespisningskonkurrencer og anden almindelig magtdemonstration gennemspiller karaktererne i burleske optrin og morsomme ordkløverier krigens etiske hovedbrud, såsom medfølelse, historiens nytte (Nietzsche i svært forvansket udgave) og det gode mord. Freud erklærer sig, formentlig afklaret efter nøje granskning af sit ubevidste, som kunstneren, der ikke myrder, men omformer fjenden; en påstand, der ifølge eget udsagn understøttes af, at han, som sine kolleger udi de skønne kunster, skider, lider og forgriber sig på verden.
Også Stein tænker universelt og giver ikke efter for Freuds forslag om, at hun skal kaste bomber og nødhjælp ned sammen i en lind strøm af humanitær masseødelæggelse. Som inkarnationen af Europa, med hertil hørende rationel systemisk tænkning i behold, forsøger hun at anskueliggøre missionens vigtighed for sine mandlige kolleger: ”I fatter det bare ikke, hva’? Jeg kan ikke tage del i en operation, der mislykkes. Er I klar over, hvad der sker, når missioner med kvinder går i vasken? Kvinder mister deres pension.”
Læserpanelet kan muligvis ikke identificere sig med irakere, men kan de identificere sig med de allierede?
Rekvisitter fra politisk teater til alle tider
Mens obersten omskriver det, der startede som en mission impossible, til en tragedie, læser krigsheltene breve fra beundrende børn i hjemlandet, der troskyldigt skriver: “Jeg er ni år. Kan du tæve min far? Min lærer siger at ‘Det Store Overskæg’ er ligesom Hitler. Sammenligningen må bero på Hitlers ansvar for etnisk og religiøst folkedrab snarere end hans nationalistiske forsøg på at erobre verdensmagten, som ville svare bedre til den moderne amerikanske politik med at …”
Ironien er som alle steder tyk; tossen, den fulde, eller som her, barnet, der åbenbarer sandheden, er et fortællegreb, der for længst er degraderet fra klassisk til kliché, men alligevel er det måske her, stykkets propaganderende aspekt, for ikke at sige ”mening”, skal findes.
Flertydighed er blot en ud af snart sagt alle de strategier fra det politiske teaters historie (i flæng kan nævnes verfremdung, absurdisme og tegnenes evige spil) der i samme bevægelse benyttes og ligesom forlegent parodieres i Kampspecialisterne. Virkningen er et svimlende bombardement på intellektet, der tilføjer nye perspektiver til den daglige strøm af krigsefterretninger.
I min begejstring for de velskrevne replikker ville jeg gerne citere hele stykket, men anbefaler i stedet, at man ser opførelsen. Kampspecialisterne er overbevisende udført og elementært underholdende. Døm selv, om alvoren er gemt eller glemt.
Spilleperiode // Katapult:
Fra den 20. apr. til og med den 12. maj 2007 (dog ej søn- og mandage)
Hverdage kl. 20, lør. kl. 17
Varighed: 80 min.
Reservation af billetter: på hjemmesiden www.katapult.dk eller ring til Katapult på 86 20 26 99.
Pris:
110 kr. (80 kr. for unge u.26, pens. og grupper på min. 10 prs.)
