Kan man være voyeur i telefonen?
Peter Dyreborgs nyeste værk leger med kunstbegrebet, mens det berøreret ømtåleligt emne. Er det kunst eller bare et forsøg derpå?
Kunst har mange ansigter. Kunst er en maske, der vælges mellem mange andre masker eller blot én, man samler op på gaden. Derfor genkender man heller ikke altid kunsten, når man ser den.
Præcis sådan havde jeg det, da jeg sad med Peter Dyreborgs nyeste værk Træfpunkt i hånden. Der er et forord og et efterord, og ellers består bogen af replikker. Man ved aldrig helt, hvad man skal forvente sig af Peter Dyreborg, eller også ved man det alt for godt. Han er ”poetry slammer” og starter altid sine slams med ”Mit navn er Peter Dyreborg” fulgt af en lang gang pladder om Peters liv, som et eller andet sted altid provokerer, irriterer, keder og fanger sit publikum på én gang.
Træfpunkt består af otte transskriberede telefonsamtaler, og i forordet får man oplyst en hjemmeside og et kodeord, så man kan høre samtalerne på internettet. Samtalerne er optaget i år 2000, hvor Peter Dyreborg ringede til Mødetelefonen og Træfpunkt, der var datidens form for chatrum.
Peter Dyreborg deltager selv i samtalerne under pseudonym, og med en lettere forvrænget stemme forsøger
han at blande sig i samtalerne på linjen. Samtalerne, der er gengivet i bogen, foregår mellem unge piger og ældre mænd, derfor tenderer temaet pædofili. Men hvad, der får Dyreborg til at udgive telefonsamtalerne, ved han ikke engang selv. I forordet skriver han: ”efterhånden som jeg optog flere og flere – jeg optog omtrent fyrre samtaler – gik jeg fra at være en iagttager til også at være deltager […] En del af den tvivl, jeg har haft, skyldes nok også min egen aktive rolle.” (p.7)
Værket er altså en form for dokumentarisme eller måske nærmere faktion, idet Dyreborg blander faktiske menneskers telefonsamtaler med sin egen fiktive person. Dog kan der argumenteres for, om de andre personer på linjen ikke også spiller en form for maskespil? Dyreborgs aktive rolle i samtalerne er ofte ledende og får deltagerne til at sige det, han gerne vil høre. Men det er måske der, det hele går hen og bliver kunst?
Man kan godt risikere at blive en lille smule stødt, når man læser samtalerne, der til tider virker meget grænseoverskridende. Når man lytter til samtalerne på internettet, får man et andet indtryk af personerne. Man kan høre piger, der fniser i baggrunden, og de ældre mænd, der taler med en dæmpet og let stønnende stemme. Der prøves helt klart grænser af, og man føler sig lidt som en voyeur, når man læser eller lytter til samtalerne. Personligt måtte undertegnede tage høretelefoner på, for ikke at nogen
uden for vinduet skulle høre, hvad jeg lyttede til.
At berøre et emne som pædofili ved hjælp af at optage samtaler og udgive sig for en anden er ikke originalt, blandt andet har en journalist fra Ekstra Bladet gjort det samme. Det originale i Dyreborgs værk er, at vi får hele samtaler og ikke blot brudstykker. Derudover er de udgivet i en bog, som var de et kunstværk, og man tvivler alligevel lidt på, om det kan være helt autentisk. Alle detaljer er med, selv ned til den mindste pause og hvert host. Dyreborgs egne kommentarer er grænsende til at være lidt for deltagende, så man nærmest forarges over ham. Men Dyreborg er vant til at forarge.
Hvad skal man så mene om Træfpunkt. Er det kunst eller bare endnu et forsøg på at forarge eller provokere fra Dyreborgs side? I hvert fald er det vigtigt at nævne, at han lægger vægt på, at han tager afstand fra alle former for seksuelle krænkelser.
Efterordet, der er skrevet af Søren Dixen, er fint og gennemført, men falder et eller andet sted helt ved siden af resten af bogen. Det er udmærket, at behandle bogens tema og kaste et analyserende blik på dokumentet som kunst. Men måske skulle man bare lade samtalerne stå for sig selv, til provokation og forargelse, så det er op til læseren selv at vurdere.
Træfpunkt er et mærkeligt værk, jeg blev ikke rigtig provokeret nok eller direkte forarget. Jeg ved ikke, om jeg synes, det er kunst. Jeg har ikke tænkt mig at læse Dyreborgs bog igen.
Peter Dyreborg
Træfpunkt
64 sider + lyd, 168 kroner
17. december 2008 at 01:36
Det var da en helt vildt dårlig anmeldelse. Det kan ikke passe, at et blad for studerende, der burde kappes med hinanden om at skrive noget væsentligt, kun kan komme op med sådan en anmeldelse, som i mine øjne misforstår og SLET IKKE får grebet fat i de helt basale problematikker, der rejser sig af mødet med Peter Dyreborgs bog.
17. december 2008 at 02:38
Og i et tåbeligt håb om måske at få skabt lidt debat uddyber jeg gerne hurtigt:
Fordi at det nu efterhånden er et stykke tid siden at Peter Dyreborgs Træfpunkt udkom, og fordi at Visirs anmeldelse, der vel er den sidste anmeldelse af bogen, som vi kan forvente os, ligner alle de andre anmeldelser, der er blevet skrevet, skriver jeg kort disse noter. Anmeldelsen er overvejende negativ og, hvad som er langt værre, overfladisk grænsende til det intetsigende. Desværre. Nu er jeg ganske vist ikke selv anmelder. Jeg er blot nordiskstuderende og derfor interesseret i nordisk kunst og litteratur som sådan. Til gengæld håber jeg, at jeg her vil kunne skitsere en alternativ indfaldsvinkel til Peter Dyreborgs Træfpunkt, så debatten omkring den ikke afsluttes her uden i det mindste at have budt på lidt nuance. Det synes jeg, at bogen i det mindste fortjener.
Hver gang at Peter Dyreborg udgiver en bog eller på anden vis omtales eller gør opmærksom på sig selv i medierne, afføder det gerne en kritik af hans vedholdende iscenesættelse af sin egen person. Denne falder de fleste anmeldere for brystet og er da sandt for dyden også trættende. Der er ganske enkelt noget forceret og decideret ubehageligt over Dyreborgs vel nærmest patologiske trang til at se sig selv i afbilledet. Problemet er imidlertid, at de fleste anmeldere så kommer hans bøger negativt i møde gennem erindringen om at have set og hørt på ham tusinde gange før. Anmeldelsen i Visir er selvsagt ingen undtagelse, og i alle tilfælde er det synd. Vores irritation over skikkelsen Peter Dyreborg kommer til at forplumre det blik, som hans bog i dette tilfælde fortjener at blive mødt med, og spørgsmålet må i stedet blive, hvad vi ser, når vi blot ser på bogen og ikke også på dens afsender.
Da ser vi en faktisk ret smuk lille udgivelse (med farvetryk!) bestående af et forord (ved Dyreborg selv), otte transskriberede telefonsamtaler og et efterord (af en vis Søren Dixen). Der er intet belæg for at betragte Træfpunkt som telefonsamtalerne alene, sådan som Visirs anmelder gør det. Og i stedet for at erklære, at ”[e]fterordet (…) falder (…) helt ved siden af resten af bogen”, savner jeg fra anmelderens side en vurdering af, hvorfor det netop er med. Hendes erklæring vidner om en forkærlighed for det organiske kunstværk, hvis dele helst skal ’passe sammen’ i enhed, hvorimod Træfpunkt vel snarere er et intenderet allegorisk værk grundet netop den interne spændings- og konfliktfyldthed, som hersker dets enkelte dele imellem. At efterordet er en kritisk (og faktisk helt vild) læsning af det værk, som det selv indgår i, burde under alle omstændigheder nævnes, akkurat som denne læsning burde granskes. Hvornår har vi sidst set en bog, der på denne måde læste sig selv og så endda også var negativt stemt heroverfor? Det er HELT VILDT mærkeligt, og det må da i det mindste kommenteres. Det bliver det dog ikke, og dét forekommer mig ubehjælpsomt. ”[M]åske skulle man bare lade samtalerne stå for sig selv,” skriver Visirs anmelder, ”så det er op til læseren selv at vurdere.” Jeg tror, at efterordet er med, fordi udgiveren regner med, at læseren ikke selv er i stand til at vurdere dem, hvilket så i øvrigt også har været tilfældet, og hvilket så i sidste ende også forklarer alle disse ganske ufarlige anmeldelser.
Det er et problem, at anmelderen tilsyneladende ikke godtager, at det rene dokument skulle kunne være kunst. At det kun er idet Dyreborg og de andre på mødetelefonen ”spiller en rolle”, at Træfpunkt bliver kunst. Nej. Vi må se det i øjnene, at Træfpunkt er kunst, men samtidig (næsten) rå virkelighed. På næsten samme måde som et urinal på et museum. ”Jeg ved ikke, om jeg synes, det er kunst,” skriver Visirs anmelder, og det er skidt. Selv førsteårsstuderende ved bedre end at lave denne fejl: Selvsagt er i hvert fald alt det kunst, som af kunstneren selv bliver erklæret for hans kunst. Sådan er det bare, og det eneste spørgsmål, som vi dernæst kan stille, er, om det har nogen relevans som kunst. Også Træfpunkt er kunst, men har det nogen relevans som kunst? Det har i hvert fald relevans for videnskaben: Med Træfpunkt gives vi et kildemateriale at analysere på, vi gives et stykke næsten umedieret virkelighed at forholde os til. De andre kilder, som har bragt direkte transskriptioner af samtaler med pædofile (som eksempelvis Ekstra Bladet), er, som Visirs anmelder ganske rigtigt også bemærker, kun fragmenter. De præsenterer altså ikke med et analysemateriale af samme format. Og det er jo ikke småting, vi kan læse frem af et sådant materiale: De narrative, psykologiske, seksuelle og sproglige dimensioner i en samtale af denne karakter interesserer! Først nu har vi en mulighed for at analysere, hvordan sådanne samtaler lyder og opfører sig, og dermed har vi muligheden for at lære af dem.
Hvad angår de otte telefonsamtaler, da ved vi fra lydfilerne, at de er direkte afskrifter af nogle samtaler, der faktisk har fundet sted. Jeg kan i skrivende stund ikke erindre noget andet værk indenfor den nordiske litteratur, der (a) så fuldstændigt har baseret sig selv på dokumentet, mens det (b) så skamløst har hævdet at være kunst. Muligvis udgav en halvfjerdserdigter engang sin indkøbsseddel, eller også overvejede han det blot; jeg kan ikke huske det. Men i hvert fald kan man sige, at i en tid, hvor alle forfattere hævder at bruge ”stumper af virkeligheden” i deres bøger, og hvor den nu afdøde Claus Beck-Nielsen gør hele sit liv til kunst, da skulle man tro, at det var umuligt ikke at øjne den i hvert fald litteraturhistoriske accentuering eller nyskabelse sågar, som udfolder sig i Træfpunkt gennem produktet af (a) + (b).
Og videre: Om Dyreborg og hans samtalepartnere bærer ”masker” og ”spiller spillet” er fuldstændig uinteressant i forhold til den pinligt præcise gengivelse af det, som dengang skete og lød i telefonen. Hvad samtalerne handler om, og hvad som bliver sagt i dem, er underordnet; det kunne have været alt muligt; samtaler om biler, om månen eller om dyr. Det er udelukkende værkets produktionsæstetiske kvaliteter, som er spændende, fordi de samtidig ikke kan undgå at virke ind på vores reception af bogen. Det er selve det, at det er virkeligheden, som bare er transskriberet så nøjagtigt, der er det spændende. Det er det, at den tilsyneladende bare er blevet taget og skrevet direkte ned uden rettelser, der er det spændende. Hvad bringer en kunstner til at gøre sådan noget?
For det første vidner selve værkets produktionsæstetiske dimension om kunstneren særlige forhold til virkeligheden og den kunstneriske repræsentation. Repræsentationen lægge sig mimetisk op ad virkeligheden, men på absolut vis. Den skal være en så direkte repræsentation som muligt, (hvilket opnås gennem værkets dokumentkarakter), for alt andet, fornemmer vi, ville ikke være af samme interesse og gyldighed. Kunstnerens eget udtryk er forsvundet, og kun den mest nøjagtige gengivelse af virkeligheden tæller; det er nærmest som om, at det er virkeligheden selv, som forsøges kaldt frem for at tale direkte til os. Og dét, at kun en så direkte repræsentation af virkeligheden kan bruges, vidner i mine øjne om en stor og uopfyldt længsel i den kunstner, som må arbejde sådan. Det er en længsel efter, at repræsentationen skal blive ét med det, den repræsenterer. At dét, som er livet og det virkelige, skal manifesterer sig i kunsten, og så de to derved bliver ét. En søgen efter helhed, entydighed og fuldkommen overensstemmelse, som vel nok i sidste ende hidrører fra en oplevelse af eksistentiel adskillelse og delthed, flertydig ubestemmelighed og mangel på harmoni. Og samtidig er udgivelsen jo så tydeligt båret af en ironisk distance til projektet også, der med hele sin aura kommunikerer til os, at det aldrig kan nå sit mål. Foreningen er umulig, og værket stiller sig frem som kliché og eksempel. Det er også kunstens absolutte ligegyldighed og død, som Træfpunkt demonstrerer. Set i lyset af dens begrænsninger, bliver den kunstneriske repræsentation til noget pjat, fordi den netop er kunst.
Og så er det i øvrigt sælsomt, at anmelderen skriver: ”[M]an føler sig lidt som en voyeur, når man læser eller lytter til samtalerne. Personligt måtte undertegnede tage høretelefoner på, for ikke at nogen uden for vinduet skulle høre, hvad jeg lyttede til.” Her tilkendegiver hun, at hun har haft en form for ubehagsoplevelse. At hun på en måde har følt, at hun har haft ”gang i et eller andet”, som det ikke ville være rart at blive foreholdt, og det lyder nærmest som en slags skamfuldhed. Og på den anden side siger hun så også: ”Jeg blev ikke rigtig provokeret nok eller direkte forarget,” og jeg kan i denne forbindelse så ikke forstå, at hun ikke har hæftet sig ved den følgende sætning i Træfpunkts efterord, der siger, at ”denne vores fornemmelse opstår af, at Træfpunkt på én og samme tid er både voldsomt intimiderende og næsten inderligt ligegyldig. Det er denne effekt, som er udgivelsens primære æstetiske kvalitet.” (s. 59). Pludselig ser det ud til, at dét, som Visirs anmelder følte, da hun læste bogen, var lige præcis den følelse, som Træfpunkt er designet til at vække i sin læser. Og har den endda allerede gjort os opmærksomme derpå I BOGEN selv. Det virker på mig helt ufattelig dygtigt.
Og dertil vil Visirs anmelder måske sige: ”Men den følelse, som jeg følte, da jeg læste bogen… Det var jo netop ikke nogen særlig fed følelse. Det var lige dele kedsomhed og pinagtighed, og det er altså ikke så fedt. Jeg kender kunst, som jeg føler langt stærkere.” Men i denne forbindelse er der jo så at sige: Det må da interessere, at Træfpunkt vil vække netop en så forvirrende og ikke specielt nydelsesbetonet følelse i sin læser. Hvorfor er det tilfældet? Hvad siger efterordet? Efterordet påstår vel, at det er selve dyrkelsen af netop denne form for kunst- og materialepraksis, (og at det er selve den form, som disse praksisser udmønter sig i), der er af en sådan beskaffenhed, at vi føler os både intimiderede og uberørte deraf. Dette er i mine øjne en hård kritik af en særlig indflydelsesrig kunstpraksis, (som jo tidligere i historien blandt andet har stillet et urinal på museum), og efterordet er i mine øjne noget af det væsentligste, som er skrevet om denne retning i kunsten herhjemme. Var det ikke Stangerup der skrev et essay om dokumentarismen? Og skrev Thorkild Hansen ikke også noget om noget tilsvarende? Jeg kan ikke huske, hvem det var. Men jeg synes ikke tidligere at have læst noget, som i samme grad formåede at beskrive vores oplevelse af det dokumentaristiske kunstprodukt, når det er vildest. Er der virkelig noget i brugen af virkelighedsfragmentet, som kaster denne effekt af sig? Igen vil jeg gerne fremhæve dette efterord, som siger det hele (og meget mere) bedre, end jeg kan. Og man må regne med at skulle læse det en 8-9 gange, før det billedet begynder at synke ind, men det er det værd! En herlig kontrast i øvrigt til resten af bogens helt normalsproglige tekst. Og så nogle af de sætninger, der bliver sagt i telefonsamtalerne: De er altså så vilde mange af dem!
17. december 2008 at 11:08
[...] 2009. Læs en positiv blog-anmeldelse af bogen “Træfpunkt” hér, læs en negativ blog-anmeldelse, men med en god kommentar hér, læs et interview i Fyens Stiftstidende hér og et indlæg i Information hér. Få en gratis bog [...]
17. december 2008 at 12:13
Kære Carsten Jørgensen.
Gode tanker. Hovedet på sømmet. Hvis bare, der var nogle, som ville få sådanne iagttagelser om “Træfpunkt” ned på skrift… ,-p)
/peter
28. december 2008 at 21:18
I et forsøg på at skabe lidt mere debat omkring bogen vil jeg gerne prøve at formulere, hvorfor Træfpunkt keder mig endnu mere end den keder anmelderen, og hvorfor jeg trods både det og en manglende forståelse for Carstens begejstring alligevel må tøve (har indtil videre tøvet siden den udkom) med at afvise den som dårlig. Jeg har jo forstået så meget som at jeg ikke fatter hvorfor den er fed, men at andre, heriblandt forfatteren, godt fatter det. Endnu er det ikke blevet forklaret, så jeg er kommet en forståelse nærmere.
Telefonsamtalerne slog mig som nogle ret mondæne samtaler, der hverken chokerede eller gav grund til at gemme dem fra omverdenen (nu er jeg også luder, så jeg vedkender mig gerne at der skal rigtig meget til for at chokere mig rent seksuelt). Efterskriftet virkede på mig, ligesom Carstens kommentar, som en lang akademisk (læs: rent teoretisk og derfor uvedkommende) smøre om hvordan bogen indskrev sig i en (også for mig enormt kedelig) postmoderne litteraturhistorie ved at gøre nogle greb, som det er rigtig spændende at skrive noget litteraturteoretisk om - men altså ikke spændende at læse hvis man ikke kan bruge den som anledning til lige netop dét. Bogen virkede på mig som endnu en mulighed for en masse litteraturlektorer til at klappe i deres små hænder, mens alle andre læsere fik endnu en mulighed for at undre sig over hvad vi egentlig skal bruge kunst til, når den (hovedstrømningen) tilsyneladende ikke de sidste mange årtier har lavet andet end at negere sig selv.
Kernen i min manglende forståelse er sikkert at jeg aldrig har forstået hvorfor dette det postmoderne spil mellem fiktion og virkelighed er spændende, når man begynder at erklære at ‘alt er kunst’ eller ‘det er kunst hvis kunstneren synes det er kunst’ og lave så dagligdags-dokumentariske produkter, at der ingen grund er til at sidde og kigge på dem i stedet for selv at gå ud i virkeligheden.
Jeg kommer til at tænke på den damptromle, der kørte rundt udenfor Statens Museum for Kunst, da Peter præsenterede Træfpunkt. Han nævnte hvor fedt han syntes det var at damptromlen blev taget ud af sine sædvanlige omgivelser, fordi han så virkelig så den og indså hvor fantastisk en tingest sådan en damptromle var. Jeg gik ud og kiggede på den, og mit indtryk var: Hvor er den grim (dvs. uinteressant) udenfor sine sædvanlige omgivelser, hvor den har mistet sin funktion. Isoleret på f.eks. en plantegning synes jeg også en damptromle er utroligt smuk, men her var den bare blevet indsat i en prætentiøs absurdgørende funktion som endnu et af de stykker ingenting, man går på museum for at gabe over, så man kan føle sig kulturel et stykke tid, før man vender tilbage til det egentlige.
Nu huskede jeg jo at Andy Warhol har sagt nogle obskure ting om ønskværdigheden af kedsomhed, og jeg tænkte at det måske var det der var pointen. Derfor spurgte jeg efter foredraget Peter om jeg ikke måtte krydsforhøre ham om bogen engang. Desværre lod mine antagelser, da jeg gjorde det, til at være en blindgyde; Peter virker på mig som om han virkelig er begejstret over bogen, og det gjorde også at jeg måtte afvise ideen om at den var indholdsløst spin for penge (a la “art is what you can get away with”) af den type, som f.eks. skaberne af Pretty Woman A/S synes at gøre karriere på. Han sagde godt nok at han interesserede sig for, hvor lidt arbejde man kunne lægge i en bog og stadig ende med et kunstværk, men det virkede ikke kun som en slags con artist-mentalitet, men også en oprigtig glæde ved konceptet som kunst. Peter, her er du selvfølgelig velkommen til at rette mig hvis jeg har gengivet dine ord forkert eller bare totalt misforstået mig, hvilket jeg regner med at jeg har.
Alt i alt fik jeg ikke meget ud af at snakke med Peter om bogen andet end en lang serie fornemmelser af lige akkurat at have fat i det fede ved konceptet med fingerspidserne, blot for at det så kunne slippe fra mig igen (det og så en overordentligt hyggelig tur i zoo, der trods mange af dyrenes apati i deres små udstillingsrum og et ret sært display af alle de ting man laver af gummi dog var virkelig nok til mig ;D - but I digress).
Det er utroligt svært for mig at fatte, hvordan selve indholdet i bogen skulle kunne være ligegyldigt (som Carsten jo skriver at det er), fordi værkets produktionsæstetiske kvaliteter er det eneste vigtige. Er det ikke bare en dårlig undskyldning for at lave/prise et halvt værk? Eller ville bogen ikke kunne fungere som koncept, hvis der stod noget reelt/interessant i den?
Jeg undrer mig også over dette i Carstens kommentar:
“Pludselig ser det ud til, at dét, som Visirs anmelder følte, da hun læste bogen, var lige præcis den følelse, som Træfpunkt er designet til at vække i sin læser. Og har den endda allerede gjort os opmærksomme derpå I BOGEN selv. Det virker på mig helt ufattelig dygtigt.
…
Efterordet påstår vel, at det er selve dyrkelsen af netop denne form for kunst- og materialepraksis, (og at det er selve den form, som disse praksisser udmønter sig i), der er af en sådan beskaffenhed, at vi føler os både intimiderede og uberørte deraf. Dette er i mine øjne en hård kritik af en særlig indflydelsesrig kunstpraksis, (som jo tidligere i historien blandt andet har stillet et urinal på museum)”
Så det er dygtigt at vække en tilsigtet følelse i læseren, ligegyldig om læseren får noget ud af den følelse eller ej - eller fordi læseren ikke får noget ud af den? Og det er så en kritik af den kunstpraksis, bogen selv indskriver sig i, hvor ligegyldigheden er pointen, fordi pointen er at al kunst er ligegyldig? Eller hvad?
Hermed altså en ordrig opfordring til at I, Carsten og Peter, og enhver anden der fatter det, vil belære mig om hvorfor denne bog altså bare er the shit - på den gode lort-på-dåse-måde.
Venlig hilsen frk. forfatter, college drop out og håbløst præmoderne Cecilie Lolk Hjort.
29. december 2008 at 14:40
“men det virkede ikke kun som en slags con artist-mentalitet, men også en oprigtig glæde ved konceptet som kunst. Peter, her er du selvfølgelig velkommen til at rette mig hvis jeg har gengivet dine ord forkert eller bare totalt misforstået mig, hvilket jeg regner med at jeg har.”
‘kun’ og ‘også’ skal lige væk dér. Og et mig skal gøres til et sig. Og så passer pengene.
5. januar 2009 at 12:13
Hej Cecilie (og andre, der måtte læse med).
Det hele er meget simpelt.
1) Bogen indeholder en historie om noget almengyldigt.
2) Historien er fortalt på en original måde, og hvor form understøtter indhold og vice versa.
Og længere er den ikke. ,-p]
/peter dyreborg
8. januar 2009 at 15:46
[...] 2009. Læs en positiv blog-anmeldelse af bogen “Træfpunkt” hér, læs en negativ blog-anmeldelse, men med en god kommentar hér, læs et interview i Fyens Stiftstidende hér og et indlæg i Information hér. Få en gratis bog [...]
9. januar 2009 at 20:40
Hm, ja så kom jeg det stykke tættere på at afvise den som noget makværk.
11. januar 2009 at 14:38
@cecilie: Hvis du vil “begribe” en bog som “Træfpunkt” bliver du nødt til selv at gøre en indsats og sætte dig ind i, hvad der er på spil - du kan ikke bare læne dig tilbage og forvente at få alle guldkornene serveret. Mesterværk? Makværk? Tja… ,-p)
22. januar 2009 at 18:52
Ny diskussion om bogen kan følges på:
http://peterdyreborg.wordpress.com/2009/01/21/feminister-ekstra-bladet-og-en-forbudt-bog/
27. januar 2009 at 15:07
Som et lille NB: Fredag den 21. august 2009 udkommer opfølgeren “Træfpunkt 2″.
28. januar 2009 at 16:51
@Peter
Jeg har gjort mere end en indsats for at sætte mig ind i, hvad der er på spil i Træfpunkt. Du afviser denne indsats med en generisk beskrivelse af bogen som indeholdende nogle få af de basale kvaliteter, der kræves for at gøre den udgivelsesværdig. Så bogen er altså ikke kun kedelig, du spiller også misforstået kunstner når der kommer reel kritik af den, for at undgå noget så besværligt som at skulle debattere den. Makværk, tja. Metervare, åbenbart.
28. januar 2009 at 20:41
@cecilie: Ikke desto mindre kommer der en 2′er.
,-p)
28. januar 2009 at 20:53
@cecilie: I øvrigt synes jeg, denne blog-anmeldelse besvarer mange af de spørgsmål, du stiller:
http://mariezeuthen.wordpress.com/2008/08/22/anmeldelse-af-træfpunkt/
Og når andre allerede har gjort det, er der vel ingen grund til, at jeg skal bruge tid på det samme.
Søren Dixen skal i øvrigt forsvare sin afhandling om Vidnesbyrd, så vidt vides på tirsdag på Københavns Universitet, og når hans afhandling på et senere tidspunkt udkommer som bog, vil den formentlig også kunne besvare en del af dine spørgsmål, ligesom alt dette også bliver en del af “Træfpunkt 2″.
28. januar 2009 at 22:36
…og @cecilie: …så skylder jeg jo måske lige at nævne, at bloggeren på nuværende tidspunkt jo godt nok ikke er helt upartisk, men det var hun, altså upartisk, trods alt på det tidspunkt, hvor hun skrev indlægget… men grunden til, jeg henviser til bloggen, er, at hun nævner mange af de ting, som jeg selv ville nævne, hvis jeg skulle.
,-p)
4. februar 2009 at 22:52
@cecilie: …og den her artikel:
http://www.information.dk/181567
…behandler også en del spørgsmål.
/pe
2. marts 2009 at 22:47
Det må være hårdt for forfatteren, hvis hver en udgivelse kræver en sådan opfølgende, opklarende og tilbagevendende deltagelse i efterspillet, godt han dog har én allieret i ‘Carsten Fleehn Jørgensen’.
3. marts 2009 at 10:35
@lasse: Næ, ikke særligt ,-o)
2. juni 2009 at 01:07
Jeg synes også, at forfatteren er underligt hurtigt ude på enhver ny post, men har Casten Jørgensen ikke ret meget en pointe i noget af det han siger?
31. juli 2009 at 12:47
Foreløbig trailer for “Træfpunkt 2″:
http://www.youtube.com/watch?v=gTMi7L1qhaQ
16. august 2009 at 22:28
Brænd bøger hos boghandleren?
http://www.youtube.com/watch?v=j_LPJHFtKvk
24. august 2009 at 15:50
Bukdahl:
http://www.weekendavisen.dk/blog/blaeksprutte/lars-bukdahl/2009-08-23-blogdahl-dyreborg-omtalt-i-tre-nej-vent-f-i-r-e-aviser-5
Og min kommentar:
http://www.facebook.com/home.php?ref=home#/note.php?note_id=127725731134
Gnækker…
13. september 2009 at 14:27
I enden af denne - ubegribeligt - lange tråd, melder sig stadig kun ét enkelt spørgsmål: Hvem er denne Carsten Fleehn Jørgensen?
Denne mystiske superhelt, der som den eneste, udover Peter Dyreborg selv naturligvis, begriber det “ufatteligt dygtige” i Dyreborgs Træfpunkt-projekt. Han er en Dyreborgs forsvarer, der har valgt lige præcis visir-online.dk som sin arena når slaget for Dyreborg skal slåes. Han giver ikke mange hits på hverken krak eller google, nej det eneste der dukker op er faktisk hans indlæg her på siden, eller Dyreborgs henvisninger til samme indlæg andre steder.
Hvem er han? Mystik mystik mystik!
27. oktober 2009 at 22:27
@lasse: Jeg tror ikke, at der er så megen mystik - Fleehn er et underligt mellemnavn, og måske endda ikke et rigtigt mellemnavn, og måske er Carsten Fleehn Jørgensen bare et falskt navn og/eller pseudonym - jeg ved det ikke - men på samme måde som du ikke har ønsket at give dig til kende, har han måske heller ikke ønsket at give sig til kende - hvem ved.
28. oktober 2009 at 16:47
@lasse: Og hvem er Mads Andersen? Han giver jo tilsyneladende Carsten Jørgensen ret eller delvist ret eller… Men kan det hele ikke også være ret så ligegyldigt…