visir-online.dk

Ole Nyegaard har fået fingrene i et mystisk manuskript

Nr. 40 - Fri leg

Red. af Ole Nyegaard, Litteraturhistorie

I vinter gennemførtes en sanering af humanistisk fakultet. Udtjent materiale og hengemte studerende skulle væk. Men hensynet til afdelingernes funktionsduelighed gjorde, at man holdt sig fra hengemte undervisere. Da en professor i dramaturgi havde klaget over støj i frokostpauserne fra en ældet studerende, som yndede at udbrede sit bizarre livssyn for måbende og irriterede medstuderende, inspicerede man derfor kasernen. Bemeldte studerende blev antruffet på en afsides beliggende læseplads, gemt i en krog bag opslagsværker, franske og russiske romaner fra perioder, der ikke hører hjemme i vore dages læseplaner, samt et overraskende antal numre af Alt for damerne, med artikler som ”Klæd dig efter dit stjernetegn,” ”5 gode råd til et bedre parforhold,” og ”10 ting du bør vide om vægttab.” Disse havde tydeligvis forstyrret den studerendes åndsevner, og han protesterede højlydt og usammenhængende, da han med magt måtte slæbes væk til senere tvangsanbringelse i et jobsøgningskursus.
Under den efterfølgende oprydning på den studerendes plads blev manuskriptet til nedenstående studie fundet. Det bør kraftigt understreges, at ingen af synspunkterne deri er redaktørens, og disse præsenteres her ikke så meget i kraft af deres yderst tvivlsomme værdi, men som et advarende billede på den fare de studerende udsætter sig for ved at forlænge deres universitetsstudier. Der skal samtidig lyde en varm tak til de ministerier, som arbejder på at nedkorte studietiden og for en endelig lukning af specialesumpen, så fremtidens studerende kan forskånes for lignende tankespind.
Man har forsøgt at opspore forfatteren for et navn og en kommentar til det uhyrligt karikerede og forsimplede menneskesyn, som kommer til udtryk i dette forskruede værk, dog uden held. Rygtet vil vide, at han efterfølgende er blevet ”flaskedreng” i Kvickly. Men det kan ikke bekræftes

De fire typer
Efter mange års færden på Langelandsgades kaserne, hvor jeg nøje iagttog de studerendes adfærd og sjæleliv (i nogle tilfælde var der mere liv end sjæl), har jeg for fremtidige studerendes skyld nedfældet følgende lille skitse, ment som en vejledning i at begå sig på universitetet―hvilket for nogle, dersom de i lighed med forfatteren ikke kommer fra et akademisk hjem, kan være lige så svært, som det er for Prousts fortæller at begå sig i den mondæne verden. De fire arketyper kan på den ene side ses som valgmuligheder (lavet som groft tegnede skitser, ikke psykologiske miniaturer) for den nye studerende, en håndsrækning i at finde sig en plads og en rolle, og på den anden side som portrætter af de typer, man nu en gang specielt finder på kasernen. De udspringer fra den antagelse, at mennesket intet gemmer i det skjulte, men skaber sig selv ved at signalere. Endvidere er iagttagelserne gjort blandt litteraturstuderende, men mange af konklusionerne dækker samtlige fag på kasernen.

Nørden
Nørden tror, omend fejlagtigt, at verden er dyb, at noget gemmer sig ”under overfladen.” Som konsekvens heraf vil nørden i dybden, nørden elsker detaljen og hader generaliseringen. Nørden fokuserer fanatisk på ét emne. Uanset undervisningsudbud, og i stedet for generelle emner som verdenslitteratur, litterære ismer, avantgarde, politik og litteratur, og hvad der ellers vil opstå af hotte emner i løbet af studietiden, vil nørden hårdnakket hellige sig studiet af sit foretrukne emne, Allan Ginsbergs ukendte lillebror Jerrys efterladte dagbøger, eller Shakespeares brug af kommaer, eller den med rette oversete og aldeles ukendte svenske kortprosaist Göran Svenssons samlede værker (fra debuten Skitstöveln från Upssala til den posthume Instängd i en Volvo utan snus igen―svært tilgængelige værker, især fordi de af den forudseende men høflige forlægger, Hans Knuttson, ikke blev trykt i større oplag end 200 eksemplarer, hvoraf de fleste gik tabt under den store lagerbrand i Göteborg i 1972). At ingen synes at have hørt om hverken Jerry Ginsberg eller Göran Svensson forøger blot værdien. I enkelte særligt kreative tilfælde har studerende selv opfundet deres emne; dette må dog frarådes, da lektorer ikke kan lide at blive holdt for nar.
Fordelene ved at være nørd ligger i at have ét emne helt for sig selv. De fleste som uforvarende eller af malplaceret venlighed spørger til nørdens interesseområde (eller ”felt”―en god akademisk eufemisme for et velafpisset territorium) bliver hurtigt fjerne i blikket. Men selvom de finder det uforståeligt, at nogen kan spendere så megen tid og energi på noget så kedeligt (eksempelvis vil Svenssons indkøbssedler fylde et helt kapitel eller mere i specialet), vil de færreste indrømme deres manglende kendskab til et felt indenfor deres fag, som åbenbart har en stor betydning (her kommer nørdens sans for det oversete retoriske greb ”tågesløret” til sin ret).
Ulempen ved nørdprojektet er problemet med at finde vejledere, der kan tage dem alvorligt (hvilket de dog oftest kompenserer for ved at tage sig selv meget alvorligt) [se note 1]. Kunsten består i at finde et emne, som er smalt nok til at være uberørt, og dog ikke så marginalt at man overskrider den subtile grænse mellem det at blive betragtet som begavet excentriker og autist. Men har man én gang valgt sit nørdede emne, er kursen sikker, og man har en vinkel, fra hvilken alt kan anskues; alle undervisningsudbud kan drejes i én bestemt retning, og listen over mulige opgaveemner er utømmelig: ”Svensson i spejlet: en lacaniansk læsning” eller ”Dantes betydning for den senere Svensson” eller, mere opfindsomt, ”Instängd i en Volvo med Svensson og Deleuze.”

Overfladebeskøjteren
Overfladebeskøjteren har indset, at verden kun er overflade og at humanistiske, især de æstetiske, studier har meget til fælles med den mondæne verden, beskrevet i Prousts romancyklus. Her foregår alt ved hjælp af tegn og koder, vel at mærke tegn og koder blottet for betydning. Overfladebeskøjteren har forstået vigtigheden af at tilpasse sig de til tiden gældende koder, og at koderne hele tiden forandres og skiftes ud. De centrale elementer består af buzz-words. En gang var de kurante ord måske ”ødipal” og ”fallisk,” til andre tider måske ”klassekamp” og ”fremmedgørelse,” til andre tider den ”intentionelle fejlslutning.” For en stund siden var de mondæne ord blevet til ”verdenslitteratur” og ”kanon,” andre ord som ”storytelling” og ”branding” har været fremme, man har endda diskuteret begreber som ”begivenhedskultur” (tilmed helt alvorligt), og ord som ”erhvervsrettet” og ”kompetencebevidsthed” har været hotte.
Overfladebeskøjteren går ofte direkte fra studiet til arbejdslivet. Heri ligger nemlig overfladebeskøjterens klare force: ved hjælp af relativt simple ”catchwords,” som alle kender, men få har interesse i at forstå, kan utallige problemer forklares, og beskøjteren vil være brugbar i ethvert reklamebureau og managementkonsulentfirma, for ikke at forglemme anvendeligheden som spindoktorer. Men skøjteriet kræver stor fleksibilitet; man skal klart fornemme, hvornår man bør hægte sig på de undervisere og medstuderende, der anvender for tiden mest favorable buzz-words, og hvornår man bør hægte sig af og skøjte videre.
En anden fare er, hvis den studerende tror, at man bør sætte sig ind i diverse komplekse tankegange der ligger ”bag” eller ”under” forskellige ”buzzwords,” at de direkte dækker over værdifuld viden―intet kunne være mere forkert. Oftest er der tale om en simpel plus-versus-minus-teori (i akademisk jargon en ”dikotomi”—det lyder mere imponerende), som selv en nystartet elektrikerlærling ville kunne udlægge; polerne er blot erstattet af forskellige udtryk som ”eros og tantalos,” eller ”metafor og metonymi,” og beskøjterens simple opgave består i at vide, hvad der er plus, og hvad der er minus.
For den uindviede kan det se ud som om, beskøjteren på sin færd gennem studiet og de forskellige akademiske trends skifter mellem udtryk og tankegange, som er i modstrid med hinanden―men kun for den som fejlagtigt tror, at koderne betyder noget.

Apparatjikken
Apparatjikken interesserer sig mere for krukken end dens indhold. Måske han i sin tid blev ansporet til at læse på universitetet på grund af en interesse for et vist fag, men hurtigt blev interessen for faget afløst af interessen for selve universitetet og dets komplekse bureaukrati og demokratiske ritualer [se note 2]. Apparatjiken har indset, at universitetet egentlig er en kulturel fabrik, og at fabrikken har brug for folk der har sat sig ind i mekanismerne, altså kulturelle ingeniører og maskinmestre. De fleste apparatjikker findes i fagudvalg, studienævn, og i studievejledningen. Som de skriftkloge og farisæerne kender de hvert et bogstav i studieordningerne, og hemmelighederne bag fakultetets omsiggribende bogstavsuppe (vip, tap, og ECTS f.eks.), og dets hierarki. Apparatjikken interesser sig ikke så meget for faget, som for dets formidling (en god eufemisme for den bedøvende oplevelse af en livstræt undervisers mumlende messen bag læsepulten fredag eftermiddag) som universitetet fabrikerer. Apparatjikkerne synes måske grå og glansløse (læg mærke til den begrænsede plads de tildeles her), men de udgør jordens salt―de er de salige som arver, om ikke jorden, så dog de fede stillinger og stipendier. Har man ikke selv de nødvendige anlæg (sansen for mekanik og hierarki) for at blive apparatjik, er det en god idé at alliere sig med én.

Bohemen
I modsætning til apparatjikken læser bohemen på kasernen, fordi han brænder, ikke så meget for faget men for kunsten. Manglende selvstændighed og et ofte lige så stort fravær af talent får bohemen til at søge psykologisk afstivning ved at læse om litteratur i stedet for at begå litteratur. De andre typer kan ligne én grå hverdagsagtig masse, men bohemens ydre kendetegn er netop det bevidst afvigende, med den effekt at bohemer (de færdes ofte i flok) er let genkendelige: Che Guevara looket, hippie looket, eller goth looket, moden skifter…
Bohemer møder sporadisk til undervisning, og da helst med synlige tegn på tømmermænd eller søvnmangel, et resultat af deres ”autentiske” livsstil. Undervejs i studierne publicerer bohemer gerne egne værker i organer som Visir, eksempelvis ”dybsindige” digte om ingenting som dette:

Kafkafoni
Kafkagemand gled
hovedkulds i dejfadet
blev oprørt med mel,
æg, sukker og die Freude -
død om eftermiddagen

med let hånd hældt på
liderærlig kageform-
aldehyd af plast-
ikonografi med låg.
Opbevaring: køleskab

Bemærk frekvensen af namedropping (i akademisk jargon: allusioner eller intertekstualitet), bohemer har nemlig også deres buzzwords: de arbejder gerne på ”noget kortprosa” (dvs. en tekst de ikke kan komme i gang med) eller ”et epos” (dvs. en tekst de ikke kan gøre færdig).
Bohemer tager af og til afstand fra undervisernes udlægning af den kunst, de selv brænder for―underviserens kendskab er jo kun teoretisk, mens bohemen lever for og i kunsten. Bohemens antiborgerlige livsstil (som tit udspiller sig i forældrefinanserde lejligheder), hvortil hører billige øl, alternative tobakstyper, og lange ophold på eksotiske universiteter i udlandet, er mest udtalt på bachelordelen. Den aftager i takt med, at specialet og det hinsides universitetet bliver aktuelt. Enkelte bohemer når dog at springe fra, inden det kommer så vidt, og bliver i stedet dårlige digtere, middelgode rappere, eller sågar: fuldbefarne popmusikere.

Erhvervsmuligheder
Nogle ville måske mene at så forsimplede typer ikke ville være lige så let genkendelige og definérbare efter et universitetsstudie, at 5 års uddannelse ville gøre dem mere nuancerede og facetterede. Imidlertid genfinder man de samme blandt underviserne.
Nørden vil være manden (nørden er oftest en mand), der gennem en livslang karriere, gennem utallige omskiftninger og paradigmeskift stadig vil være i stand til at undervise i det samme emne. Nørden bliver underviser, hvis han forstår at forklæde og variere sit simple nørdede fokus og relancere det i utallige forklædninger i form af skiftende undervisningsudbud—Göran Svenssons ukendte og ubehjælpsomme kortprosa, er således blevet til den højere filosofi, og Instängd i en Volvo utan snus igen opløftet til et hovedværk i nyere tid, hvis udsagn viser sig at være den mest præcise beskrivelse af verden efter 11. september.
Overfladebeskøjteren kan have været den mest fanatiske marxist i 1970erne, og syntes måske dengang at Pol Pot og Stalin var blødagtige burgøjsere, i dag finder man ikke en mere begejstret tilhænger af den nye begivenhedskultur eller en mere indædt forsvarer af dansk kolonihavehavekultur, kanon, og Morten Korch.
Apparatjikken leder et institut eller et fakultet. Omend apparatjikken en gang selv startede som studerende, vil nye studerende for apparatjikken blot være enheder, der afgør, om en afdeling skal have flere penge, eller om oldpersisk og slavisk er sprog, der hører fortiden til.
Bohemen der overlever kandidatstudiet i stedet for at metamorfosere til apparatjik, og ikke efter endt studie debuterer på Borgens forlag, vil være den populære underviser, der holder seminarer om Bukowski og andre autentiske forfattere.
Hvordan disse typer begår sig uden for universitetets mure er en anden sag—efter al sandsynlighed vil man finde nørden på bistand (stadig jomfru) og tilpas medicineret, Bohemen på højskole (stadig med tømmermænd), overfladebeskøjteren i et reklamebureau, eller i kulturministeriet (hvilket reelt er det samme), og apparatjikken vil være embedsmand i et af de centrale ministerier (altså ikke kulturministeriet).

Note 1: Da dette ikke primært er et psykologi eller kønsstudie skal to ting blot nævnes en passant: 1) Nørder er for det meste af hankøn. 2) Nørder har ikke noget særligt aktivt sexliv (”en miserabel solo ibland”―Instängd i en Volvo. I modsætning hertil er både, overfladebeskøjteren (her hedder det networking) og bohemen (tilsyneladende pga. autencitet og animalsk tiltrækning, læs: mangel på sæbe) særdeles aktive.

Note 2: Universitetsdemokratiet er skoleeksemplet på det, marxisterne kaldte repressiv tolerance. Da universitetets kodesprog netop er buzzwords, dækker de samtaler og beslutninger, som foretages i diverse råd og nævn, ikke over reelle tanker og beslutninger, men er blot tomme tegn, og uagtet en studerendes eller undervisers indsigelser, vil tingene foregå som de altid har foregået―intet bliver ændret.