Kitsch og kulturelle koder
Anmeldelse - Nr. 52
Af Peter Ellermann, Musikvidenskab
Forventningerne var på forhånd skruet i vejret denne torsdag aften. Koncertarrangørerne fra Ljud havde fået reklameret heftigt for dette show, og med held. Således kunne man både læse artikler på Politiken og Informations hjemmesider, foruden anbefalinger fra diverse koncertsites i Århus.
Det må alligevel høre til sjældenhederne, at avantgarde-fanatikerne fra LJUD får oplysninger om deres arrangementer transmitteret i nationalt TV, men da jeg kom til Studenterhuset, holdt en vogn fra TV2-Østjylland udenfor, og havde netop afsluttet et interview med et af aftenens navne, den syriske Omar Souleyman.
Det må have pyntet på optimismen for både LJUD og det pladeselskab, de havde på besøg denne aften, og som leverede den såkaldte showcase med de to grupper, førnævnte Souleyman og den Vestafrikanske Group Doueh. Sublime Frequencies blev dannet af tre amerikanere, Alan og Richard Bishop og Hisham Mayet, med det mål at samle obskur, anderledes og eksotisk musik ind, fortrinsvist fra Nordafrika, Mellemøsten og det sydøstlige Asien, og præsentere det for deres publikum. Selskabets udgivelser indhentes på rejser, og det, der udgives, kan være nærmest hvad som helst, radiotransmissioner, koncertoptagelser og såvel finere som mere poppede artister. Sågar optagelser af insekter i massevis der summer i Laos og Burma, eller en DVD fra det thailandske svar på Halloween, Phi Ta Khon, findes i Sublime Frequencies bagkatalog.
Dette giver dem en anderledes vinkel og indgang på genren end andre slags “verdensmusik”, der netop tit kan føles mere tilberedt for en vestlig gane; hos Sublime Frequencies får lytteren serveret produktet råt for usødet, og så eksotisk som man kan forestille sig.
KITSCH
De ansatte i Sublime Frequencies leverede selv opvarmningen til koncerterne, der bestod af DJ med mellemøstlig popmusik, tilsat videoer på storskærm, klip fra musikvideoer og fjernsynsudsendelser i de lande, de har været i. Her fik publikum det første eksempel på den mængde kitsch, som Sublime Frequencies jo også tager med, i deres jagt på kulturer væk fra den vestlige. Som for eksempel en musikvideo, der har dansende mennesker i baggrunden, og i forgrunden et ansigt klippet ind, af en mand med et vældigt og virilt overskæg og det, der vist kan kaldes et opfordrende blik i øjet, som måske kommenterer musikken og de dansende. Vi ved det ikke, og fandt ikke ud af det, fordi soundtracket fra DJen var noget helt andet end videoen der kørte, begge ting var kun baggrund for at sætte stemningen. Den stemning af eksotisme vi kom efter, og altså velvilligt krydret med stænk af kitschet underholdning.
Billeder af Omar Souleyman fra den cd, der kunne købes på stedet.
Med hensyn til kulturer andre end den vestlige, så så det ud som om LJUD-arrangørernes plan om hermed at skabe en koncert for såvel danskere som indvandrere, vist var slået lidt fejl. Der var gjort et forsøg på at skabe omtale hos lokale i Gellerup-planen, ligesom det var nogen derfra, der leverede mad til de optrædende, men det var kun få indvandrere, der dukkede op. De så dog ud som om de fik sig en lykkelig aften. Derimod havde omtalen gennem de mere mainstream kulturkanaler haft større held til at tiltrække gæster, og der var flere midaldrende ægtepar på Studenterhuset end der var indvandrere fra Brabrand-ghettoen. Ellers var publikum en sædvanlig broget flok af musikelskere og indiefolk, som LJUD tiltrækker til deres koncerter.
Den føromtalte kitsch holdt ved, da første artist Omar Souleyman entrede scenen. Frontfigurens image er som taget ud af en film om oliesheiker og det søde liv i oasen, altid klædt i hvidt/rødt partisaner-tørklæde og mørke solbriller, og med et cool rockstar-image, der grænser til det søvngængeragtige. Med sig på scenen har han to musikere, en på keyboard og en på den arabiske guitar saz, der leverer den forsirede og skrattende mellemøstlige musik. Derudover er der en mand, der holder sig i baggrunden, og som fungerer som en slags dirigent. Han bliver præsenteret som værende på “Poetry”, og engang imellem under sangene hvisker han i øret på Souleyman, angiveligt for at minde ham om teksterne, der står på en laptop i siden af scenen. Dette er en del af showet: den traditionsrige musik som Souleyman stammer fra bryllupsmusik, hvor det er normalt at vers eller linier laves på stedet, som hyldester til brudeparret, værtsfamilien, eller betydningsfulde gæster ved festen.
Om Souleyman opfandt nye vers til denne aftens koncert var det de færreste blandt publikum der fandt ud af. At der traditionelt danses kædedans når musikken bliver spillet ved bryllupper er også sagen uvedkommende, for det danske publikum modtog musikken på deres egen måde, og der blev danset heftigt foran scenen. De to musikere på saz og keyboard var i den grad kompetente, og spillede op til heftig og hidsig dans, med forprogrammerede trommebeats hvorpå der blev lagt hurtige, detaljerede melodier, og pludselige skift mellem saz og keyboard, eller når keyboardspilleren spillede percussion-samples på sit nederste keyboard. Alt sammen med store og skramlende lyde, perfekt til mellemøstlig popmusik, og den stemning det sætter hos os, som modtagere, er en stemning, der hos mig er af varm primitivitet, og af en mystisk, lidt maskulin fanden-i-voldskhed. At musikerne ikke så ud som om det ekstremt krævende spil gav dem den mindste dråbe sved på panden, men beholdt det samme cool stone-face image som Souleyman, selv da to piger fra publikum invaderede scenen med heftig dans, bidragede til den lidt kitschede, selviscenesatte stemning. Men musikken var fængende og umulig at stå stille til, og Omar Souleyman leverede en fantastisk forestilling.
KODER
Næste band på scenen var fra en anden verdensdel, nemlig det vestlige Afrika, og leverede også en helt anden stemning, og beviste det store spænd, som Sublime Frequencies rummer.
Group Doueh, hvis medlemmer tilhører stammen Saharawi i Vestsahara, har guitaristen Doueh som frontfigur, hans kone på sang og lejlighedsvis tromme og søn på keyboard, plus en fælles ven som forsanger.
Douehs stil er meget utraditionel, efter sigende selv efter vestafrikanske standarder, og musikken gruppen laver lyder meget meditativ og flydende, som ørkenvinden, men ligesom den også bidende og upoleret, helt i stil med filosofien i Sublime Frequencies.
Doueh har en meget speciel stil på sin guitar, der må have effektpedaler bygget ind i sig, for på scenen lå kun en tuner og en equalizer. Guitaren spillede konstant med auto-wah-effekt, der gav mængden af toner en perlende og trillende effekt, og gjorde en normal Fender Stratocaster til et fremmed resonantinstrument, der nærmere mindede om en harpe end noget man kunne se hos forbillederne Jimi Hendrix og James Brown. Keyboardet var instrumentet, der mere gav form til sangene, leverede melodierne og refrænerne, mens Douehs magiske klange fik lov til at udfolde sig frit.
En kort kommentar skal i den forbindelse siges om lyden, der ikke kom rigtigt til at fungere på noget tidspunkt, på trods af ivrige håndtegn fra de optrædende og kommentarer på engelsk fra Sublime Frequencies konferencier. Det er ærgerligt, at bandet ikke havde fået lavet ordentlig lydprøve eller kunne få kompetent lyd på scenen, men måtte slås med et mudret billede og en uhørlig vokal, specielt i de første par numre.
Mest imponerende var dog sangerne, hvor det var den mandlige “husven” Bashiri, der var mest i forgrunden. Men de lange klagende og følsomme toner var smukke, både når de kom fra ham, og når de blev kraftfuldt leveret af “mama” på scenen, Halima, der var svøbt i farvestrålende og blomstret lagen og havde tildækket hoved og stolt, reserveret nærvær på scenen. Gruppen var, ligesom det første band alvorlige på scenen, men her var det ikke længere kitschet, men mere som en spirituel dedikation til musikken.
Publikum overgav sig fuldstændigt til denne koncert, og overbeviste Group Doueh nok til at de gav et sjældent ekstranummer. Som konferencieren sagde, “you crazy Danes beat the Norwegians and the Swedes by miles”, og dette må klart siges at være en fjer i hatten på folkene fra LJUD og bevis på, at deres promovering har været en succes. Denne sidste sang må have varet næsten et kvarter, ligesom andre også synes at have gjort, og den var et godt eksempel på rytmen i afrikansk musik, der på samme tid både kan rumme en 3-delt fornemmelse og en 2-delt.
Doueh
Meget af denne aftens program handlede om at overgive sig til musikken, og at lade sig overbevise om skønheden og værdien ved musikken fra en kultur og på et sprog, som man ikke har kendt til før. Der var meget, der forblev fremmed for publikum; vi har set to koncerter, men kan vi sige bagefter, at vi nu kender noget til mellemøstlig popmusik eller spirituel musik fra Vestsahara? Men det er nok en del af charmen, at vi som publikum lader os overbevise, men gør det på vores egne præmisser, danser vores egen dans og hujer og klapper med, når der er noget vi selv synes er godt.
Meget anden verdensmusik halser efter et opdigtet billede af en uskyldsren eksotisme, men denne aften fik publikum i Studenterhuset to eksempler på musik og musikere der ikke var der for at vinde vestens gunst, men i stedet var ambassadører, på vejne af Sublime Frequencies, for deres egen og deres kulturs musik.
Indslaget fra TV2, med overskriften “Superstjerne i Århus” og interview med Omar Souleyman, kan i øvrigt ses her:
http://nyhederne-dyn.tv2.dk/video/index.php/nodeId-22972757.html
LJUD: Sublime Frequencies Showcase aften:
Omar Souleyman & Group Doueh.
Studenterhuset Torsdag 11/6 2009
