Knæk den nød!
Lyset går ud og publikum hujer højlydt og begejstret. Klokken er tolv, og et hav af skoler er taget ind på det gamle Århus Teater for at se den nye opførsel af ballet-klassikeren Nøddeknækkeren.
Taknemmeligt publikum
Lyset tændes, musikken pumper og den store gruppe af dansere har lydløst indtaget et tableau på den flotte, lyse træscene. Den er formet som en stor rampe, der går hele vejen op og rundt og bagved ligger noget der ligner en stor rund træskål, skåret halvt over.
Salen hviner da tableauet opløses ud i fede, funky bevægelser. Unge ved godt hvordan man går i teatret - de giver levende respons på det der sker hele vejen igennem og tilfører den helt rigtige stemning til forestillingen.
Englen og Klara
Nøddeknækkere er en blanding af mange udtryk. Der er dans - break, electric boogie m.m., men skuespil, sang og rap indgår også. Men skuespillet reduceres til et par scener med dialoger og problematikker der ikke udfoldes og handlingen bliver derved uklar og overflødig, og salen venter bare på de næste sprælske dansetrin.
Et dramaturgisk virkemiddel der fungerer godt er englen, der guider publikum hele fortællingen igennem. Hun får hele salen til at lytte og føle med Klara og hendes svære situation. Englen (Anne-Vibeke Mortensen) har humor, situationsfornemmelse og forstår at fungere som nødvendigt bindeled mellem dans og handling.
Den simplificerede konflikt mellem de gode og de onde grupper fortaber sig desværre til en overdreven opmærksomhed og kredsen omkring det ”onde”. Voldsomheden bliver bastant med imitationen af våben som, ledsaget af høje lyde, skyder modstanderen.
Computerspilsæstetik i teatersalen er en overdrivelse, der ikke tjener noget formål og blot distancerer tilskueren og dennes medfølelse. Alle nuancerne er trukket ud så både det rent gode og rent onde bliver kedeligt at se på.
Break it!
Teknisk er dansen fantastisk. Opfindsom, original, humoristisk, udforskende og høj sværhedsgrad. Josephine Raahauge udfylder sin rolle flot med masser af indlevelse. Ligeledes trækker de rigtigt dygtige udenlandske dansere meget med sig. Der er helt fantastisk magiske scener så man som publikum ikke tror sine egne øjne, lader sig forføre og narre. For hvordan gør de? Det kan ikke forklares – det skal ses!
Men som en tolvårig dreng svarede sin lærer, der spurgte ham om han kunne lide forestillingen: Jeg synes den er kedelig, og så minder den slet ikke om den rigtige Nøddeknækker-historie. Så forberedte elever, der havde glædet sig til at se historien udfoldet, fik sig en skuffelse, for det imødekommer forestilling ikke. Den prioriterer det fysiske og visuelle udtryk. Og det er dens styrke og svaghed, for stykket løfter sig ikke som helhed, fordi man ikke har udfoldet det i den grad som var mulig: Historien som råmateriale, de professionelle skuespillere, hvis store potentiale ikke udnyttes, eller de dygtige dansere, der får for simplificerede følelser at skulle danse ud fra. Så selvom det er dansen, der har hovedrollen i forestillingen skal det dramatiske ikke udvandes, netop det modsatte ville være interessant at se –en opmærksomhed på og vilje til at integrere de forskellige stilarter i hinanden. For det er et virkelig spændende og tiltrængt mix, som Nøddeknækkeren drager fordel af.
Fakta:
Nøddeknækkeren
Iscenesætter: Steen Koerner
Århus Teater - Store Scene
D. 23/11 - 31/12 2007
