Kunstens verdensudstilling
På den 51. Biennale i Venedig
Af Kristian B. Handberg, Kunsthistorie
Det eskalerende antal ”biennaler”(hvor ikke alle afholdes hvert andet år, som netop er det, navnet angiver) og andre internationale udstillingsevents verden rundt sætter et særligt lys på den oprindelige, der har været afholdt siden 1895, nu i 2005 i 51. udgave. Tages dens ry for pålydende, vil man ved at opleve den bogstavelig talt besigtige kunstens state of art og i tilgift få anledning til at betragte diverse mekanismer omkring kunstens multinationale organisering.
Vi tror selvfølgelig ikke, at ”kunsten nu” kan indfanges på én udstilling. Den kunne være nok så stor; selve udstillingens udformning ville være en vinkling. De geopolitiske implikationer i placering og antal af de nationale pavilloner hersker der ligeledes sædvanligvis stor bevågenhed om. I forhold til tidligere udgaver synes der i år at være mindre fokus på disse opdelinger. Det væsentligste nye deltagerland må siges at være Kina, der har fået en central placering i enden af den store udstilling på Arsenale-området, mens det mest eksotiske måske er den central-asiatiske med Kazakhstan, Kirgisistan og Uzbekistan – i øvrigt en udmærket entre, der på vittig og poetisk vis forholder sig til landenes noget afsides kulturelle og udviklingsmæssige ståsted uden den selvmedlidenhed, der præger mange lignende tiltag.
Biennalen udgøres hovedsageligt af de nationale pavilloner og et par store, samlet kuraterede udstillinger. Der er således tale om vidt forskelligt udgangspunkt mellem de over 50 nationale og selvfølgeligt separat udvalgte pavilloner og de store udstillinger, hovedsagelig mega-udstillingen i Arsenales gamle værftshaller og den store oprindelige italienske pavillion, der i kraft sin størrelse og lettere fascistoide fremtræden er fundet mere passende som en fælles udstillingsbygning. Hvor der i sagens natur ikke er nogen samlet tematik eller framing i de nationale pavilloner, er de samlede udstillinger yderst manifest kuraterede. Ikke mindst i år har der været fokus på kuratorerne. Det er nemlig for første gang to kvinder, ”the Spanish girls” María de Corral og Rosa Martínez og hvad kan man så ikke vente sig?
Og Martínez’ udstilling med titlen Always a little further starter da også med en demonstrativt køns-polemiserende tone med Guerilla Girls blockbuster-plakater om kunstverdenens kønsmæssige skævvridninger á la ”Do women have to be naked to get into the museum?” For meget af publikum vil det vel være genkendelsen af klassikeren trygt indenfor institutionen, der præger oplevelsen af dette værk. Samme sals sirlige lysekrone af 14.000 tamponer må siges at være et andet feministisk ikon, banalt, men virkningsfuldt.
Udstillingen breder sig dog hurtigt langt mere ud i tråd med Martínez’ åbne intention om at ”problematisere det allerede kendte mod nye territorier af mening” – always a little further . Og i de rummelige haller, som for århundreder tilbage rummede et inferno, der direkte inspirerede Dante til sin skildring af skærsilden, lykkes dette i en fin udstilling med gode værker, fint arrangerede i et forløb, der sigende ender ved Kinas pavillion – state of art ?
De Corrals udstilling The Experience of Art i den gamle italienske pavillon er næsten demonstrativt åben og horisontal i sin brede opfordring til kunstoplevelsen gennem værker fra de sidste mange årtier uden nogen fast rute, kronologi eller tematik. Der er således statementorienterede kunstnere som Jenny Holzer og Barbara Kruger, gamle honoratiores som Francis Bacon, Philip Guston og Antonio Tápies og mere lavstemte bidrag, der ansporede undertegnede og rejsefæller til en principiel diskussion om fed modernisme overfor led modernisme. Blandt de spektakulære nyere bidrag må absolut anføres Francesco Vezzolis saftige trailer for sandalfilmen, Hollywood næppe vil røre, Caligula ! Candize Breitz’ behandler ligeledes filmverdenens virkelighed glimrende. Og en fremragende maler som Matthias Weischer, der får skønne ting ud af det ellers så udbredte ”fusionsmaleri”, skal ikke glemmes. Eller hvad med Mark Walligers Sleeper -video, dokumenterende en performance på Neue Nationalgalerie i Berlin hvor han iført bjørne-maskot-klædning ”udtrykte kunstnerens udtryksløshed gennem samtidens kulturelle produktionsformer”.
På trods af vekslende kvalitet i de udvalgte værker og et måske ikke så fremadrettet eller nymedialt præg, var oplevelsen en fin udstilling. ”Kunstoplevelsen” er ikke noget dårligt udgangspunkt, og det sætter det rette mål af åbenhed, før man går til den lange række nationale pavilloner. De første 29 af disse er beliggende på selve biennale-området, Giardini og hidrører mestendels til Den Gamle Verden og kunstens traditionelle centre. De resterende er beliggende ude omkring i bybilledet og er i modsætning til Giardinis særligt opførte pavilloner indrettet i forskellige andre bygninger.
Fra Danmark har vi via Kunstrådet sendt Eva Koch, Joachim Koester, Peter Land, Ann Lislegaard og Gitte Villesen af sted med selvstændige værker med masser af stof og sådan set kvalitet omkring den ”umulige virkelighed”, men også rigelig spredning og i forhold til Biennalens frekvensniveau for krævende i forskellige retninger i forhold til beskueren, der her immervæk skal nå resten af menageriet rundt. Den Danske Pavillion vil nok for den uindviede beskuer på godt og ondt være svær at bide mærke i. Den var nydelig og begavet, men uden nok konsekvens og distinktion.
England og USA sendte levende klassikere af sted i form af henholdsvis Gilbert & George og Ed Ruscha, og specielt sidstnævnte udmærkede sig ved at kommentere selve pop-kunsten (og så meget andet) i en fin, helt tør billedserie, der viser, at selv beton-varehuse forandres.
Vores vinder er alligevel Luxembourg, der også vandt den officielle Gyldne Løve ved sidste Biennale i 2003. I år fuldender de med Antonie Prums Mondo Veneziano – High Noon in the Sinking City den generelle orientering mod det filmiske med en halv times heftig pulp fiction med kunstteoretisk og museologisk dialog i setting af en model-by-Venedig, og det virker yderst overbevisende!
Ellers vil jeg fremhæve Belgien og Sydkoreas glade kaos, Japan, Hong Kong, Taiwan og Frankrig, for slet ikke at snakke om de adskillige tilknyttede kunstbegivenheder i byen i biennale-tiden. Vi nævner bare Lucian Freud, Jackson Pollock, John Latham m.fl.
Skal tendenser kortlægges ved denne behagelige Biennale må det være det generelt af-ideologiserende og det åbne og brede. Der er meget leg og spil, hvilket både optræder som det lette og afvæbnende og som meningstung gestus. Og indtrykket er derefter. Video er et medie, der dominerer meget, selvom det jo ikke kan kaldes direkte nyt. Til gengæld er der ikke så meget indenfor de helt nye medier, hvilket måske igen bekræfter, at det er en Biennale, der holder sig på det tørre.
Årets biennale er en fin kunstnerisk verdensudstilling. Den er velkurateret, smagfuld og rummer en lang række fremragende værker. Måske ikke et statement, der vil gå over i eftertiden, men det er vel også mere Documenta s rolle at formulere disse. Vi præsenteres for hvad der er, og kommer gennem ”the experience of art” måske ”always a little further”.
Biennalen kan fortsat beses i Venedig indtil den 6. november og er tilbage i ny udgave i 2007.
