Litteraturhistoriens lethed og tyngde
Af Loa Brix, Litteraturhistorie
For forfattere som Nabokov, Bunin og Solzjenitsyn kunne det kunstneriske virke ikke forenes med Sovjetunionens kommunistiske styre. Derfor blev kunsten ”den tunge lyre” årsag til emigration og et liv i landflygtighed. Mette Dalsgaard bidrager med endnu et flot oversigtsværk over den russiske litteratur.
Den tunge lyre omhandler den russiske emigrantlitteratur, som blev skrevet i perioden fra revolutionen i 1917 og frem til Gorbatjovs glasnostreformer i 1985. Dalsgaard benytter den gængse opdeling af emigrationen i tre bølger, hvoraf den første fandt sted efter revolutionen, den anden under Anden Verdenskrig og den sidste i Sovjets skumringstid i 1970′erne og 80′erne. Dalsgaard når vidt omkring og behandler de mest toneangivende emigrant-forfatterskaber. Den mest berømte af dem er uden tvivl koryfæet Vladimir Nabokov, men også forfattere som Ivan Bunin, Nina Berberova, Marina Tsvetajeva og Iosif Brodskij hører til kategorien.
Emigrantlitteraturen er interessant i en bredere kontekst end den russiske. Emigration og landflygtighed er tilstande, der hæver sig over det nationale tilhørsforhold og den konkrete historiske forankring. Som Dalsgaard skriver i forordet, kom emigrantlitteraturen til at ”reflektere landflygtighedens vilkår til alle tider, overalt i verden”. Den tunge lyre er ikke kun vigtig for receptionen af den russiske litteratur i Danmark, den har også relevans i forhold til en diskussion af litteraturens nationale bindinger, dens bevægelse over landeskel, og Dalsgaards værk er endda et velkomment indspil i diskussionen af litteraturens betingelser i en globaliseret verden.
Den tunge lyre låner sin titel fra en digtsamling af Vladislav Khodosevitj fra 1923. Dalsgaard fortsætter stilen fra hendes første værk Lad os blive som solen, som handlede om den russiske sølvalder og lånte sin titel fra forfatteren Konstantin Balmont. Det sidste værk i Dalsgaards litteraturhistoriske ”trilogi” er efter sigende under udarbejdelse og kommer til at handle om sovjetlitteraturen. Ved at genbruge titler, såvel som forsider, fra centrale litterære værker, markerer Mette Dalsgaard, at det er værkerne, kunsten, selve litteraturen, der er i centrum.
Ligesom Lad os blive som solen demonstrerer Den tunge lyre også en fin balancegang mellem det litteraturhistoriske overblik og forfatterportrætterne. Fremstillingen fortaber sig aldrig i overflødig biografisk data, men beskriver i stedet de udenomslitterære omstændigheder i så passende grad, at det aldrig bliver uinteressant. Dalsgaard bevæger sig heller ikke ud i fortolkninger og læsninger, men præsenterer værker, tendenser og forfatterskaber sobert og appetitvækkende. Derudover er Den tunge lyre forsynet med oversættelser og gendigtninger af udvalgte digte og prosastykker, så læseren selv kan danne sig et indtryk af den litteratur, som er værkets hele anledning og motivation.
Dalsgaards ærinde er, som hun selv skriver at ”tilvejebringe et overblik”, og det formår hendes fremstilling så rigeligt. Det er tydeligt, at arbejdet er båret af entusiasme og kærlighed til stoffet, hvilket bibringer formidlingsmæssig lethed såvel som saglig tyngde. Men trods de mange forcer lader værket dog alligevel noget tilbage at ønske. Hvad fremstillingen har i grundighed og smittende entusiasme, mangler det desværre i overblik og opbygning. Forfatterskaberne præsenteres kronologisk, men der er ikke meget konsekvens i behandlingen af de ”tre bølger”. Man må således undre sig over, hvorfor visse forfattere, som f.eks. de fleste centrale forfattere under den anden og tredje bølge, behandles nærmest ”encyklopædisk” kortfattet og nøgternt, mens andre forfattere tilegnes hele afsnit og beskrives gennem grundige biografiske essays. Hvorfor hives forfatterne Aleksej Remizov, Marina Tsvetajeva og Vladimir Nabokov ud af den overordnede inddeling i tre emigrationsbølger og kaldes ”fremmede i det fremmede”, hvorfor er det en kategori på samme niveau som de tre ”bølger”? Og hvorfor bliver visse forfatternavne fremhævet med fed skrift mens andre ikke gør? Man må antage, at det er udtryk for Dalsgaards prioritering af forfatterskabernes relevans for fremstillingen, men så ville det have hjulpet med nogle synlige refleksioner over disse prioriteringer og valg i fremstillingen.
Denne svaghed peger i retning af det største problem ved den litteraturhistoriske genre, et problem som Dalsgaard også berører i sin indledning. Skal genren forsøge at være nøgtern og tilstræbe neutralitet, eller skal den tydeligt afspejle forfatterens smagsdomme og præferencer og derved tage konsekvensen af den subjektive udvælgelse af, hvad der er interessant, og hvad der ikke er? Dalsgaard har valgt en mellemposition, hvilket ikke kan undgå at skabe lidt forvirring. Genren er altid problematisk, og Dalsgaard mestrer den bedre end mange andre. Men mere konsekvens i opbygningen og prioriteringen samt flere refleksioner over valg og fravalg ville have gjort værket endnu bedre og langt mere anvendeligt.
Fremstillingsmæssige forhindringer sat til side er Dalsgaards arbejde tiltrængt og velkomment. Vi venter i spænding på det sidste og afsluttende værk i trilogien om den russiske litteratur.
Mette Dalsgaard
Den tunge lyre
Gyldendal
316 sider
