visir-online.dk

- om provinsiel udvikling og vilde eksistenser

Nr. 44 - Tema

Af Christina Faaborg Jensen, Læborg

En ung dreng på omkring 16 sidder i byen Vejen foran den gamle stationsbygning, og venter på morgentoget, der er meget billigere end at tage en taxa de 15 km hjem. De sidste 5 km må han dog gå, da han bor på en gård langt nede ad en grusbelagt vej. Men det er søndag morgen, så busserne kører sjældent.

Det har været en vild og lang nat i byen, som sædvanligt. De fire diskoteker, med navnene Wallstreet, New Chaplin, Connect Club og Den grønne, der er i byen, havde været stopfyldte. De ligger side om side og man kan nemt efterlade sine ting i garderoben hos et af dem og gå frem og tilbage fra sted til sted. Det er som ét stort diskotek. Der havde været ekstra fyldt, med folk som alle kendte hinanden – fordi der havde været fest på gymnasiet. Fyldt med unge mennesker hovedsageligt mellem 15 og 20 år, der enten går på Handelsskolen, Gymnasiet, er landmænd eller håndværkere. Ind i mellem dem ældre alkoholikere, der har forvildet sig væk fra byens eneste rigtige bodega Uptown. Nattelivet i Vejen er dog ikke kun præget af glade unge mennesker, der alle kender hinanden, men som enhver anden typisk provinsby, også af slagsmål og narkohandel. Der går ikke én weekend, hvor aviserne ikke skriver om optøjer og slagsmål i nattelivet. En overgang var Vejen endda på listen, som den by i Danmark, hvor de unge drikker mest. Som en mindre provinsby er Vejen ikke stor nok til at have politistationen åben om natten. Der skal ikke lægges skjul på, at der åbenlyst kan købes narkotiske stoffer på gaden og på diskotekerne – hvilket er rygtedes helt til Kolding. Flere gange på en nat, kan det også ske, at en fredelig bar forvandles til et inferno af brydende mennesker, fordi én har fornærmet eller skubbet til en anden. Stole kan flyve gennem luften og dørmænd bliver slået ned, mens andre får en stol eller flaske i hovedet, kampen ender ofte med besøg af en ambulance. Cirka en halv time efter slåskampens ophør, ankommer politiet fra Ribe, men ingen vil angive nogen, i frygt for at blive hængt ud som sladrehank. Det er det ’vilde vesten’ – det er provinsen. Det er Vejen i dag – en provinsiel stationsby, og nu også motorvejsby, i rivende udvikling.

Ikke samtlige veje fører til Vejen, men der ér dog mange veje, hvorpå man kan finde vejen til Vejen. En af de ældste er den gamle Hovedvej 1, der ikke længere eksisterer som en omtalt hovedvej. Men Hovedvej 1 eksisterer stadig i al sin pragt og strækker sig tværs gennem Danmark fra København til Esbjerg. På denne vej tværs igennem landet, går vejen gennem Vejen. På den anden led tværs igennem Danmark strækker hærvejen sig, den gamle rute fra Sønderjylland i Syd til Viborg i Nord. Også denne rute går tværs igennem Vejen.

Vejen er og var på både smukkeste og frygteligste vis en provinsby, især da jernbanen kom til i 1874 og gjorde byen til stationsby. Men Vejen var ikke kun en provinsby for sig selv ude på landet, men også et knudepunkt i Jylland. For at komme fra den ene af landsdelenes hovedstæder i Nord, Syd, Øst eller Vest, til den anden, skulle man gennem Vejen. Fra Aalborg til Sønderjylland, fra Kolding til Esbjerg. Måske er det derfor ikke uden grund, at Vejen har fået sit navn. Den nye hovedvej til vejen, er motorvej E45, der har formået at give Vejen endnu mere central status. I Vejen er det muligt at gøre stop og spise på McDonalds, tanke bilen op og køre videre, uden at se andet end overfladen af Vejen, med dens industri og flade marker. På den højest to timer lange strækning fra Kolding til Esbjerg ligger Vejen midt imellem og markerer sig herved som ærkeprovins. Som en forstad – en provins – eller en vej til Jyllands yderligste storbyer.

Den litterære provins
Forfatteren og journalisten Herman Bang besøgte også engang Vejen by og ikke mindst Askov Højskole, der ligger lige uden for Vejen. ”Da jeg var i Vejen, besluttede jeg mig for at besøge Askov.” skriver Herman Bang i sin journalistiske rejsebeskrivelse Rundt i Landet. Endvidere udtrykte han sin betænkelighed herved, for som han skrev om provinsbyerne: ”Provinsens publikum. Folk taler om det, som om det var én Klægkage af en og samme Dej, eller én Grød paa et og samme Fad. Og saa er Sandheden den, at der ikke er to Byer, hvor Publikum ligner hinanden.” Han var altså bange for, hvordan hans publikum ville være på højsædet for den Grundtvigianske Højskole. Men modtagelsen var positiv, og Herman Bang var meget fascineret af højskolen ’ved Vejen’.

Provinsbyen var i sig selv et populært emne for mange forfattere. Især Jørn Erslev Andersen, Lektor ved Litteraturhistorie i Århus, har, i flere artikler, beskæftiget sig med denne provinslitteratur. I artiklen “Kanter, heder og asfalt – jagten på de litterære provinser” fra tidsskriftet Kulturo 2006, beskriver Erslev provinsen således (og dette er kun et uddrag): ”en række af eksistentielt, kulturelt og kunstnerisk set endnu ikke afprøvede muligheder […] Historiske non-sites, nogle smukke, andre mistrøstige i møderne med motorveje, trafik- og indkøbscentre, affolkning eller udflytning af turister, narkomaner og arbejdsløse fra storbyernes trafikkaos. […] Hedestrækningerne er blevet opdyrket med marker og skove, befolket, belagt med asfalt, indhegnet af markskel og overhældt med beton under navne i stil med Bilka, Lego, Elgiganten, Q8, Shell, McDonalds og Silvan, kulturelt og økonomisk domesticeret.” Netop sådan en by er Vejen.

Erslev skriver, at provinsen har været tema for forfattere i mere end 100 år, siden jernbanerne forbandt provinserne, og at denne form for litteratur igen har vundet indpas i samtidens litteratur. Det specielle ved provinsen er netop de mange forskellige skjulte eksistenser og det lokale særpræg, eller som Herman Bang beskrev det, ’det forskelligartede publikum’. Et andet særpræg ved provinslitteraturen og provinsen i sig selv er, skriver Jørn Erslev, at der ikke lægges fingre imellem i beskrivelserne, men i stedet bliver alt direkte projiceret og beskrevet, for eksempel som: ”en af sved og roehakning i skoldende sol hudløs røv netop er en sådan”. Artiklen fra 2006 er en opfølgning på Erslevs artikel “Billeder fra den litterære stationsby” fra 1983. Heri beskriver Erslev, at stationsbyen er en krydsning mellem landsby og provinsby, mellem gammelt og nyt – som en by i udvikling. Temaet for provinslitteraturen og stationsbyromanerne er brydningen mellem storby og provins, nyt og gammelt og kvindeligt og mandligt. Stationsbyerne er et gammelt samfund der pludselig via jernbanen bliver invaderet af det nye samfund og får kontakt til omverdenen. Stationsbyen er en provinsby, skriver Erslev, der er mærket af mødet med det moderne samfund, dens indbyggere er et sammensat folk, hvilket skaber muligheder i den litterære roman – jernbanen gør det muligt ”uden videre dikkedarer at placere fremmede i miljøet” (Erslev 1983). I Herman Bangs roman Ved Vejen skildres således en stationsby med sit lukkede lokalsamfund, der dog har forbindelse til omverdenen via jernbanen, som bringer fremmed mystik med sig.

Vejen er altså en typisk provins- og stationsby. Den har sit lokale liv med alle der kender alle, og et samfund der hele tiden udvikles og udvides efterhånden, som der kommer flere veje til Vejen. Den har sine gamle værdier, og nye tiltag skal nøje overvejes og diskuteres i lokalavisen. Den er ikke en storby, men heller ikke en landsby, men et sted midt imellem. Som nævnt bevæger fremmede eksistenser sig til Vejen med fremmede fristelser og det sker akkurat som i Herman Bangs novelle med ”Skjult spænding, som kan drives frem til det yderste” (Erslev 1983). Det vides, at det er der, dette fremmede og forbudte, men småborgerligheden og ønsket om at fortrænge det fremmede får byen til også at fortrænge problemerne. Alle kender alle, og derfor er der langt mere at skjule. Kun avisartiklerne vidner om weekendens vold og problemer. Ikke før man lærer at acceptere, at problemerne er der, og at de ikke forsvinder, bliver det ikke bedre. Men Vejen er en provinsby fuld af traditioner og har i årevis haft en borgmester fra Venstre, men efterhånden bliver også dette parti mindre – endnu en udvikling er ved at ske i provinsen. Og hvem ved, om den unge fyr på stationen engang om 15 år skriver en roman om sin vilde ungdom ”Ved Vejen”.