Loe på skovtur i Doppler II
Af Lasse Stenvang Hansen, Litteraturhistorie og Psykologi
Bare et år efter at Doppler udkom i hjemlandet Norge, var Erlend Loe tilbage med fortsættelsen Volvo Lastvagnar. Vi i Danmark måtte imidlertid vente et år på den danske oversættelse, men da Doppler også udkom på dansk et år forsinket (og her er brugen af ordet ‘forsinket’ helt på sin plads, for Doppler kan man kun få læst for langsomt) i forhold til den norske original, kan man argumentere for, at intet er tabt. Ligesom vores naboer mod nord har vi fået et års suspense. Men i sommers kom Volvo Lastvagnar altså på dansk, på Gyldendal, og det var vi mange, der havde glædet os til. Det store spørgsmål - det jeg skal forsøge at svare på - er nu, om den kan leve op til de forventninger, man måtte have bygget op til den i mellemtiden.
Loe er blevet beskyldt for at skrive bøger til yngre mænd med eksistentialistiske tilbøjeligheder. Hvis der dermed menes, at han i sit forfatterskab fortrinsvist har skrevet om yngre mænd, der ikke helt har kunnet finde ud af det der ‘livet‘, som andre ikke-fiktive yngre mænd, der ikke helt har kunnet finde ud af det dér ‘livet‘, har kunnet identificere sig med, så er det ikke helt forkert. Naiv.Super var sådan en roman, og det var Fakta om Finland også. Doppler var et halvt skridt væk fra den slags romaner. For selvom Doppler ganske vist handler om en yngre (i betydningen ‘ikke ældre’) mand, nemlig Andreas Doppler, som en dag får nok af det hele og flytter fra familie, hjem og job og ud i skoven for at leve et liv fri for bekymringer om, hvilke klinker som skal pryde det nye badeværelse, indkøb og andre ligegyldigheder for i stedet at leve et mere simpelt liv og ernære sig direkte fra naturen, så var den også mere end det. Den var ikke kun en historie om en mand, der flygtede fra den, han var blevet: kompetente Doppler. Den var også en kritik af det samfund, der havde gjort ham til den, han var blevet1. Og da vi forlod Doppler, var det faktisk med løftet om, at han ikke bare var på vej længere ind i skoven og på vej længere væk fra det samfund, han var blevet mæt af, men at han samtidig var på vej i krig mod samme samfund og de mennesker, som var en del af det. Derfor virker det noget overraskende, når man bladrer op på første side i Volvo Lastvagnar og ikke møder Doppler men i stedet bliver præsenteret for Maj Britt uden undulaterne.
Maj Britt er 92 år og enke. Hun bor alene i en lille landejendom ude i den store svenske skov og kan kun bevæge sig rundt ved at støtte sig til to bambusstave. Og så ryger hun hash en masse, kører en hjemmeside, som opfordrer til revolution mod alt og alle, og hører Bob Marley. Da Maj Britts mand døde, fik hun den tossede idé, at den lille knold, som sad på toppen af hendes undulaters næb, måtte være dem til gene, og fjernede den derfor med en neglesaks. Det opdagede hendes eneste nabo Anton von Borring. Han tippede Dyrenes Beskyttelse om udåden, og de fjernede så resten af undulaterne — fra Maj Britt forstås. Det er en del af grunden til, at Maj Britt er blevet bitter og oprørsk. De undulater var Maj Britts liv, efter at manden var væk, og børnene for længst var fløjet fra reden. En anden del af grunden er, at Maj Britt ikke mener, hendes afdøde mand fik den ære, han havde fortjent for at have fået idéen til den såkaldte Globetrotter, Volvos klassiske langfartslastbil fra 70‘erne. Den ære tog i stedet en eller anden højtstående direktør indenfor Volvo Lastvagnar. Maj Britts mand Birger var bare manden på gulvet. Han blev glemt.
Maj Britts nabo Anton von Borring er ligesom Maj Britt 92 år og bor også alene ude i den store svenske skov. Von Borring bor imidlertid ikke i en lille landejendom men i en kæmpestor villa med en tilhørende kæmpestor grund. Von Borring er nemlig adelig af arv. Og så har han i modsætning til Maj Britt aldrig været gift. Han var nok lidt forud for sin tid rent seksuel. I stedet for familie og job har spejderbevægelsen og ornitologien udgjort hjørnestenene i von Borrings liv. Von Borring sover aldrig indendørs, og så spiser han bogstavelig talt som en fugl. Både Maj Britt og von Borring har boet samme sted hele deres liv. De har begge overtaget forældrenes hus. De er vokset op sammen, og er blevet opdraget til at hade hinanden. Det var en kombination af dette had og af von Borrings kærlighed til fuglene, der fik ham til at tippe Dyrenes Beskyttelse. Det behøver næppe nævnes, at dette tip ikke ligefrem forbedrede de to gamlinges forhold. Da de var unge, syntes de begge en kort overgang, at den anden var lidt spændende. Men det fik deres forældre hurtigt sat en stopper for. Det er disse to excentrikere og modsætninger, Loe starter Volvo Lastvagnar op med. Først fyrre sider inde i romanen vader Doppler ind på Maj Britts gårdsplads og ind i historien.
Det, der for Doppler bare skulle have været en enkelt overnatning i høet i Maj Britts lade, udvikler sig snart til meget mere. Maj Britt lærer hurtigt Doppler, hvordan man ryger hash, og før han ved af det, er han blevet hendes medsammensvorne i hendes evige kamp mod von Borring. Maj Britt sender Doppler af sted på en hemmelig mission med det formål at såre von Borring. Doppler fejler imidlertid, og i stedet ender han som sengeliggende med en forstuvet fod i den adeliges villa. Endnu engang bliver Dopplers ophold længere end forventet, for da foden er rask, starter han i lære som spejder under von Borring. Den krig mod det bestående samfund, som vi var blevet lovet i Doppler, synes helt at forsvinde ud af historien. I stedet får vi en klassisk konflikt mellem den lille mand, repræsenteret ved arbejderenken Maj Britt, og den store mand, repræsenteret ved den adelige von Borring. Doppler leger lidt i begges sandkasser, og det virker ikke som om, han hører bedre hjemme det ene sted end det andet. Han indpasser sig. Han er kompetent. Han lærer at binde alle de knob, von Borring udfordrer ham med. Som hashryger bliver han vældig dygtig til at forsvinde ind i tågerne og glemme alt om verden udenfor. Det var lige netop denne kompetente Doppler, han forsøgte af flygte fra. Hvad er det så, Loe vil fortælle os? At man ikke kan flygte fra den, man er? At kompetente Doppler er den rigtige Doppler? Og hvad med konflikten mellem Maj Britt og von Borring som repræsentanter for to helt forskellige sociale lag? Er deres nærmen-sig-hinanden til sidst ikke lidt for lyserød?
Da Doppler udkom fik den både stor opmærksomhed og stor ros. Man kan fristes til at tro, at Volvo Lastvagnar er blevet til efter devisen ‘man skal smede, mens jernet er varmt’. Volvo Lastvagnar starter forrygende med skildringerne af de to skæve eksistenser Maj Britt og von Borring. Men jo længere hen i romanen, man kommer, jo mere virker det som om, at Loe mister pusten. Flere steder virker han decideret uoplagt. Det er som om, han har mindre på hjertet, og fokus flyttes gradvist fra historien, han er ved at fortælle og over på ham selv som fortæller. Og som fortæller virker han til tider direkte ligeglad med sin fortælling. Der er tidspunkter, hvor man tænker, at her er Loe mindst ligeså meget på skovtur som Doppler. Slutningen virker næsten forceret. Som om bogen skulle være færdig, og at den derfor får en lidt banal Hollywood-ending. Men det er måske en lille demonstration af Loes evner som forfatter? Loe, som tidligere har skrevet både film- og tv-manuskripter, gør sig bogen igennem overvejelser om, hvordan en episode i bogen ville blive fortalt, hvis bogen havde været en film. Om dette er en leg med format eller et udtryk for litterær træthed, vil jeg lade være op til den enkelte læser at svare på.
Hvis denne anmeldelse har vist sig at handle ligeså meget om Doppler som om Volvo Lastvagnar, er det et udtryk for, at skulle jeg anbefale en af de to, ville det blive Doppler. Den lykkedes bare bedre. Skildringer af de skæve eksistenser og de absurde situationer, to af Loes absolutte styrker som forfatter, er både sjovere og smukkere i Doppler. Volvo Lastgavner er en temmelig selvstændig forsættelse og kan læses uden, at man først har læst Doppler. Men hvis man ikke har læst Doppler, ser jeg ingen grund til, at man skulle læse Volvo Lastvagnar. Læs Doppler i stedet. Der er din tid bedre givet ud til. Volvo Lastvagnar er ikke dårlig. Den er bare ikke ligeså god som sin forgænger.
Erlend Loe (oversat af Susanne Vebel)
Volvo Lastvagnar
Gyldendal
240 sider, 199 kroner
