visir-online.dk

Kun på nettet - Fri leg

Læs også 1. del af interviewet.

Som du skriver, arbejder du med kategorier inden for billedkunsten: stilleben, selvportræt og landskabsmaleri. Det kommer der en mængde ekfraser ud af, som både kan være hæftet til et helt konkret maleri, men de kan også være optaget af en situation eller en genstand, som beskrives. Hvad der forbliver det samme, er udsigelsespositionen, og man får som læser et billede af et jeg, som ser verden på en bestemt måde, og der tegnes i tingenes genskin et portræt af jeget. Hvilke særlige kvaliteter er det, der interesserer dig ved selvportrættet?

Som jeg skrev i mit første svar: Beskrivelsen er også, naturligvis, et portræt af den, der beskriver – den, der ser, hører, oplever og gengiver. Der opstår en kontur, kunne man sige, af den, der beskriver – bag de ting, der bliver beskrevet, lagt frem eller blotlagt i teksten. Lagt frem eller blotlagt; der er nok i øvrigt en slags arkæologisk interesse i at finde interessante ting og fænomener, at beskrive og præsentere, helt montreagtigt lægges sagerne frem i et slags tekstfelt eller -rum. En af teksterne hedder jo simpelthen “Stilleben. Museum. Arkæologi”. Dér kigger jeg på min egen seng, som om den var en blotlagt udgravning eller et relief, som jeg kan forholde mig kunstnerisk aflæsende i forhold til. Jeg har nok skævet lidt til Tor Ulven i den tekst.

Anyway, jeg er meget bevidst om, at jeg skriver på et selvbiografisk stof. Jeg skriver om ting, som jeg selv har oplevet og set og sanset – jeg ville ikke kunne komme tæt på de ting, hvis jeg skulle finde på dem, lede efter motiver i en ren fiktion. Det er kedeligt, synes jeg. Jeg vil hellere lave en fiktion eller ”kunst” ud af mit eget liv. Det kan lyde utrolig prætentiøst, men jeg tænker det ikke sådan. Jeg kigger på ting og sager og opdager, at jeg kigger og oplever i et mønster. Det opstår der en stiliseret jegfigur ud af – eller der opstår et temperament, som jeg til dels kan genkende som mit eget jeg, men som også er noget andet, en persona, som på en måde er klogere og mere intens, end jeg oplever mig selv som til dagligt. Skriften skræller en masse trivialiteter af, selv om den også opregner en masse, fx i optegnelsernes fremstillinger af dato- og dagbogsnotater og almindelige kærestebesættelser og -kvababbelser. Men der opstår en koncentration, som tegner et forskudt jeg, som på en måde er en fiktiv Mads Eslund. Der er bestemt ”dokumentarisk” eller selvbiografisk bund i skriften, men der er ligeså meget en udlevelse i en skabt person eller figur. Mange gange er der deciderede urimeligheder og identifikationer, fx i Jesus-skikkelsen i “Fodrejse” og beskrivelserne af Rembrandt og Dürer. Der er også tydelige hints til og identifikationer med H.C. Andersen – masturbations-+´erne er jo en direkte hilsen til Andersens dagbøger og Almanakker, som jeg har været meget optaget af at læse. Jeg stiller mig an eller (gen)skaber mig (selv). Der er et vist koketteri. Jeg spejler mig i de billeder, jeg lægger frem og beskriver og forholder mig til – både mine egne fremstillinger og alle de malerier og motiver, jeg forholder mig til fra kunsten. Rorschachtavlerne kan læses som en litterær-psykologisk persontegning (gad vide hvordan en psykolog vil læse den tekst?!). Samme teknik bruger jeg i landskabsbeskrivelserne, som bare forholder sig til malerier i stedet for tilfældige (men alligevel autoriserede) blækklatter på papir. Hilsnerne til Sophie Calles udstilling Fravær (Le Fantome) – i titelteksten og Rembrandtteksten – hvor hun bad museumskustoder om at beskrive stjålne eller udlånte billeder ud fra erindringen, trækker på samme interesse eller problematik. Det samme gør fantomtegningen af forfatteren/mig, som er lavet ud fra en tegners (Mikkel Carls) erindring af mit ansigt. Ud af fraværet eller afstanden til tingene og fænomenerne opstår der projektioner, som er sigende eller karakteristiske for den, der ser. I mange af de tekster er jeget ikke fremtrædende, men det er i høj grad til stede alligevel. Det er bare udstillet på en mere konceptuel måde. Der behøver ikke stå jeg i teksten, for at det findes. Det er selvfølgelig banalt, men ofte glemmer man sådan noget.

I min nye bog, som jeg arbejder på lige nu, har jeg skruet ned for det konceptuelle, og jeg lægger mig meget mere direkte og patosfyldt ud. Jeg er optaget af det personlige – meget – og en af suiterne i mit manuskript hedder simpelthen “Bekendelser”. En anden kommer til at hedde “Bebrejdelser” og en tredje arbejder med brevformen som litterær tekst. Det er et mere direkte selvbiografisk projekt, men jeg ved egentlig ikke, om det stikker dybere eller udstiller en jegfigur tydeligere/bedre/mere interessant? Det er muligvis mere katharsisk, hvis det giver mening (-:

Selvportrættet er interessant for mig, fordi jeg ikke kan forestille mig, at jeg ikke selv er til stede i teksten. Ren fiktion er ikke mig (her dukker Roubaud op i mit hoved: ”Poesi er ikke fiktion.”) Den tilstedeværelse af mig selv – den selvfremtilling – er interessant at udforske og lege med.

Læs også 1. del af interviewet.

Læs også Mads Eslunds tekst De fem sanser.