Mariko Mori - oneness
På Århus Kunstmuseum ARoS kan man lige nu opleve særudstillingen oneness af den japanske samtidskunstner Mariko Mori. Udstillingen breder sig ud over ARoS’ særudstillingsgalleri, dettes foyer samt Vestgalleriet og er med sine 2000m2 en af ARoS’ største udstillinger til dato, udstillingen kan ses frem til den 27.01. 2008.
Uden helt at kende til omfanget af udstillingen begav jeg mig ned i ARoS’ underetage på en grå torsdag i november. Her blev jeg mødt af en meget bred udstilling både i kvadratisk mål men også i brugen af forskellig medier. Udstillingen er delt op, så Mariko Moris tidligere værker er placeret i særudstillingsgalleriet, og hendes nyere værker er placeret i foyeren og i Vestgalleriet. Særudstillingsgalleriet er opdelt i forskellige sektioner eller afspærringer, hvor hver sektion indeholder forskellige medier såsom videokunst, fotokunst, teknologisk skulpturkunst, skitser og en sektion hvor udstillingens største skulpturelle objekt er placeret, nemlig Wave UFO. Dette værk er en gigantisk ufo-lignende skulptur, som beskuere, i små grupper af tre, kan komme ind i, og via dioder, der er fastspændt i beskuerens pande, kan man (liggende) få målt sin hjerneaktivitet og se hvordan denne reagerer sammen med de andre to, der er i ufoen på samme tid. Ligeledes i denne sektion er værket Oneness placeret, som er en cirkel bestående af små aliens, hvis hjerter banker, når man giver dem en krammer.

I foyeren hænger fire store cirkler ned fra lofter, cirklernes indersider er udsmykket med fotoserier med fotos fra forskellige lokationer rundt om i verden. Ved hver lokation er Mariko Mori selv placeret, liggende i en form for gennemsigtig plastikboble.
I Vestgalleriet mødes man først af en række forskellige sort/hvis fotos, som forestiller forskellige stenmonumenter, som hovedsagligt er fra Japan, mens man i det bagerste rum igen møder stenmonumenter, men nu i en teknologisk skulpturel udgave.
Hele udstillingen fokuserer meget på det teknologisk, det er en forme for science fiktion/cyberspace-stemning. Alle rummene er lyse, og de forskellige materialer, der anvendes i Mariko Moris kunst er blanke og skinnende. Alle overflader får nærmest en form for spejleffekt, hvilket er med til at give et indtryk af, at man selv befinder sig i en form for cyberspace. Det interessante ved udstillingen er, at hele dette højteknologiske cyber-univers blandes med et meget religiøst og spirituelt univers. Der er et fokus på buddhistisk livsanskuelse, og elementerne vand, ild, jord samt cirkelformen er genkommende elementer i hele udstillingen. Ligeledes er der i hele udstillingen lagt vægt på lyd – både tale af kunstneren selv og andre (meditative) lydspor. Foran flere af værkerne er der på gulvet placeret nogle cirkler af grå tape, og når man stiller sig i en af cirklerne tændes en højttaler, der er placeret lige over beskuerens hoved. Lydsporet er kunstnerens egen stemme, der fortæller om ideen og tankerne bag det pågældende værk. Hele udstillingen er meget informativ både i forhold til ideerne bag værkerne men også i forhold til indføring i den buddhistiske, japanske og mere meditative verden. Hvis man vælger at lytte til alle lydspor, bliver udstillingen meget tidskrævende men aldrig kedelig.

Mariko Mori er i mange af værkerne selviscenesat, og ligesom værkerne forholder sig til både cyberverdenen og den buddhistiske verden, gør Mariko Mori det ligeledes i sin selvfremstilling i værkerne. Man ser hende det ene øjeblik optræde som cyber-menneske, det andet iført traditionelle japanske klæder, mens hun andre gange er fremstillet i meditative stillinger. Man føres gennem værkernes cyber-japanske meditative fremstilling rundt i udstillingen og denne kobling er yderst interessant og meget afslappende af følge.
Lige som man kan tale om selviscenesættelse af kunstneren, kan man også tale om iscenesættelse af beskueren. Mange af værkerne opfordrer beskueren til aktiv deltagelse, og når man ligger inde i ufoen, bliver man faktisk en del af værket. Udstillingen kan til tider få en til at føle, at man befinder sig på et eksperimentarium og ikke på et kunstmuseum. Hele denne teknologiske cyber-buddhistiske verden Mariko Mori fremstiller er utroligt fascinerende, informativ og afslappende, og da jeg gik ud af museet var det til en lidt mere fortryllende, grå torsdag i november.
Fakta:
Mariko Mori
oneness
Århus Kunstmuseum ARoS
13/10 ’07 – 27/1 ’08
90 kr. (studerende 75 kr)

