Metatågesnak
- Miguel de Unamunos metafiktionelle Tåge i god dansk oversættelse
Af Kasper Green Krejberg, litteraturhistorie og retorik
Det hører til sjældenhederne i den litterære andedam, at et af vore agtværdige forlag graver en tudsegammel bog frem fra det store udland og får den oversat til dansk. Men i efteråret sørgede forlaget Batzer & Co. for en sådan sjældenhed, da de udgav spanske Miguel de Unamunos (meget) metafiktionelle klassiker fra 1914 Tåge ( Niebla ) i en mundret oversættelse ved Rigmor Kappel Schmidt, som desuden har skrevet et litterært perspektiverende efterord.
Miguel de Unamuno (1864-1936) var rektor ved universitetet i Salamanca, men det var ikke just den akademiske verden i traditionel forstand, der interesserede ham. I stedet skrev han et hav af romaner, noveller, dramaer, digte, selvbiografier, essays og avisartikler. Unamuno regnes for et af de væsentligste medlemmer af den spanske 98-generation; en generation, opkaldt efter det årstal, hvor Spaniens dage som mægtig kolonimagt definitivt var talte. Unamuno og co. voksede op i et land i splid med sig selv, og 98-generationen beskæftigede sig netop med tabsfølelsen og splittelsen både hos den enkelte og i samfundet som helhed; altså en typisk modernistisk topik.
Spansk Kierkegaard
Det interessante ved Unamuno er imidlertid, at han for et sæt 2005-øjne virker mere postmodernistisk end modernistisk. Det mest iøjnefaldende træk i Tåge er nemlig den metafiktionelle leg med grænserne mellem fiktion og virkelighed, som vi kender så godt, og måske for godt, fra postmodernismen. Nu skal man altid passe på med at læse og læsse en senere tids erfaringer alt for dybt ind i litterære værker, og Tåge kan da også fint læses i en hardcore modernistisk ånd.Dertil kan føjes et stænk dansk eksistentialisme på spansk, idet vores i disse nationale kanontider helt egen Søren Kierkegaard spøger i kulissen. Unamuno havde lært sig dansk og var meget optaget af Kierkegaards forfatterskab. Han oversatte flere af danskerens værker til spansk, og i Tåge manifesterer inspirationen sig bl.a. i en særdeles kierkegaardsk kvindekvababbelse hos den unge hovedperson, Augusto Perez.
På en tilfældig gåtur forelsker denne Augusto sig hovedkulds i en smuk kvinde, Eugenia. Hun er så absolut hans første kærlighed, da det modsatte køn hidtil har været skjult af den lidt for metaforisk udpenslede tåge, som han har vadet rundt i hele livet. Men som den skarpeste sol trænger Eugenias klare øjne gennem tågen og åbenbarer en ny verden for Augusto, som nu for alvor får smag for det smukke køn. Ikke én dag går der, uden at en ny køn pige farer forbi på gaden og vækker Augustos begejstring.
Men selvfølgelig bliver denne nyfundne interesse for kvinderne skæbnesvanger for den mærkværdige ungersvend. Han havner i et dilemma, valget mellem to (eller tre?) kvinder, og mister fuldstændig kontrollen over sine følelser og handlinger. I stedet for at føre kærligheden ud i livet, forestiller Augusto sig, at han undersøger den kvindelige psyke gennem sine forskellige romancer, men med barok ironi vender fortælleren situationen ganske på hovedet, så det er Augusto, der ender som forsøgskanin for en af den moderne verdens stærke kvindeskikkelser.
Rimonens poetik
Den banale kærlighedshistorie bliver på ingen måde forløst, hverken i positiv eller negativ retning, men kører med stilsikker mangel på klassisk fortælletalent, hvis man da ellers kan besidde det, fuldstændig af sporet. Augusto, og hele fortællingen med ham, ender i en eksistentiel fiktionsproblematik, der er som taget ud af det store forbillede Cervantes’ Don Quijote eller andre af de spanske barokdramaer, hvor virkelighed og fiktion på ingen måder kan adskilles. Er man til metafiktionelle narrestreger, narrative kortslutninger og destabiliserede fiktive universer, er Tåge med andre ord en sand lækkerbisken. Omvendt skal metafobikere (kan man kalde dem sådan?) holde sig langt væk fra Tåge , og desuden vil jeg opfordre dem til at stå af denne anmeldelse nu. De metafile (nu kalder jeg de andre sådan!) må hellere blive hængende lidt endnu, for nu bliver det rigtig meta:
Som det sig hør og bør i en fiktion om fiktion diskuteres poetik og kunstsyn eksplicit i Tåge . Det er især Unamunos alter ego og Augustos gode ven, Víctor Goti, der fremfører forskellige påstande om, hvad litteratur er eller skal være. Midt i romanen fortæller han således om en bog, han er ved at skrive, og som minder foruroligende meget om Tåge . Vi forstår, at her bliver Unamunos poetik fremlagt.
Víctors projekt er ikke at skrive en roman, men en rimon , indskærper han, for de sædvanlige romanregler er ophævet i denne fortælleform. Blandt andet fralægger forfatteren sig det naturlige overblik over sit stof og praktiserer i stedet en slags kierkegaardsk livsvisdom, som han udtrykker således: ”Jeg vil skrive en roman, men jeg vil skrive den som man lever, uden at vide hvad der skal komme. […] Mine personer vokser frem alt efter, hvordan de handler og taler, især efter hvordan de taler; deres karakter bliver dannet lidt efter lidt. Og det kan ske at karakteren består i ikke at have nogen.” Hvortil Augusto bemærker: ”– Ja, som min.”
Fiktiv erkendelse
Augustos opfattelse af, at han ikke har nogen karakter, peger frem mod slutningen og hans flertydige erkendelse af at være en fiktiv figur, opstået som tankespind hos en forfatter, derefter realiseret som skrift på papir, og endelig bragt til live i alle sine læseres bevidsthed. Efter at have ført en ret morsom og til tider fjendtlig samtale med sin forfatter, ”Miguel de Unamuno” grubler han i en dialogisk monolog over sin egen eksistens: ”Jeg er måske nok opstået på siderne i en bog, hvor man har anbragt beretningen om mit fiktive liv, eller måske er jeg snarere vokset frem i sindet hos dem, der engang læser om mit liv – hos jer, der læser om det lige nu, men selv om det er tilfældet, hvorfor skulle jeg ikke eksistere som en evig og evigt bedrøvelig sjæl? Hvorfor?”
Den ubetingede styrke ved Tåge er, at Unamunos rimon- poetik er gennemført på alle planer. Den sproglige stil er en slags skødesløs samtalestil, som slentrer let af sted og skaber en fortælling, der tilsyneladende gør det samme, men som selvfølgelig er ligeså ”kunstig” og konstrueret som den klassiske roman, og som selv gør opmærksom på det. Tåge lægger sig tæt op ad en række litterære konventioner og forbilleder, som den samtidig gør op med – og fortæller, at den gør op med. Tilbage sidder læseren, i dette tilfælde anmelderen, med en både knugende og befriende tvivl og kan meget begejstret anbefale Borges-, Calvino- og Austerlæsere også at prøve Unamuno; og omvendt råde metafobikere til at holde sig langt væk.
Fakta
Miguel de Unamuno
Tåge
Oversat fra spansk og med efterord af Rigmor Kappel Schmidt
Batzer og Co., 2004
296 sider, 298 kroner
