visir-online.dk

Af Rene Steffensen, Litteraturhistorie

Nr. 43 - Tema

Berlin vil i disse dage gerne fremstå som en metropol og gør alt, der er menneskeligt muligt for at leve op til identiteten som en indflydelsesrig verdensby. Der bygges stadig på livet løs; det ene spektakulære projekt efter det andet færdiggøres, og de sidste 10-15 års byggeaktivitet inviterer mange til at sammenligne Berlins nuværende tilstand med situationen i 20’erne, hvor Berlin utvivlsomt var en verdensby i New Yorks vægtklasse.

I 20’erne var Berlin en af verdens største byer, vigtigste industricentre og havde en enorm indflydelse på modernistisk kultur indenfor stort set alle kunstretninger. Alfred Döblins Berlin - Alexanderplatz fra 1929 indfanger Berlins kimære, monstrøse storbyvæsen, der udviser alle den tidlige modernismes karakteristiske træk; massernes hærgen, tingsliggørelsen af mennesket, flygtighed og angreb på sanserne. Det er arketypen på en metropolroman, og udover at være et af de fremmeste litterære eksempler på den tidlige modernismes urbane problemer, udmærker den sig også ved at være et af de få tyske eksempler herpå. Det 20. århundredes tyske historie har nemlig ikke været gunstig overfor metropolen. Kort tid efter udgivelsen af Döblins roman kommer nazisterne til magten, og deres interesse for byen og metropolens væsen begrænser sig til et had til og en foragt for byen som ”dekadent” og ”degenereret”, som tydeligst udmøntede sig i den nazistiske hof-arkitekt Albert Speers forsøg på smadre de tyske byer indefra.

Efter krigen og nationalsocialismens forsvinden havde metropollitteraturen af åbenlyse årsager ikke en særlig fremtrædende rolle. Pga. de allieredes bombetogter eksisterede der simpelthen ikke længere større byer i Tyskland, og fokus lå på helt andre områder end de urbane problemer, og manifesterede sig i en form for fortrængning af og tavshed om, hvad der skete i de bombeplagede byer. Forfatteren W. G. Sebald har eksempelvis tematiseret dette i sin kontroversielle Luftkrieg und Literatur 1.

Efter krigen eksisterede metropolen i tysk litteratur kun i form af sit fravær, ruinbyen, hvilket 40’ernes og 50’ernes omfattende Trümmer-literatur (ruinlitteratur) vidner om.

I kølvandet på Anden Verdenskrig var tematikken ikke længere det urbane rum, som man eksempelvis så det hos Döblin, men  Øst-Vest konflikten, den delte by, nationen, de menneskelige og politiske grænser som dominerede litteraturen. Storbyens rolle var begrænset til at være skueplads for ideologiske konflikter i litteraturen.

Det er først ved murens fald og genforeningen, at metropolen igen, i form af Berlin, flytter ind i litteraturens lys. Naturligvis er fokus på byen af en anden karakter end hos Döblin. Det urbane rum er stadig omdrejningspunktet, men nu med de problemer en postmoderne by stiller og ikke de traditionelle byproblematikker som modernismen interesserede sig for. Larm, lys, travlhed og liv, som var konstant til stede i Döblins Berlin, er rykket ud af den nye Berlinerlitteratur, for det første fordi mennesket i dag har vænnet sig til mange af de traditionelle modernitetsproblemer, og ikke længere er i konflikt med dem, men også fordi Berlin ser væsentligt anderledes ud i dag, end for 70-80 år siden. Det er en helt anden by.

Man kan sige, at Berlin er blevet en roligere, lysere og mindre metropolagtig by, hvilket Anden Verdenskrig og den efterfølgende deling af såvel landet som Berlin har stor andel i. Der bor færre mennesker i Berlin i dag end for 80 år siden. Dengang var byen en af verdens tættest befolkede og bebyggede byer, og var kendetegnet ved en enorm industri. I dag er industrien stort set forsvundet fra Berlin og til trods for regeringens bestræbelser på at trække investorer og forretningshovedkvarterer til byen, står tusinder af nybyggede kontorer tomme. Forretninger flytter fra den fattige hovedstad, som er langt fra tidligere tiders dynamiske vækst og liv, og arbejdsløsheden er en af de højeste i Tyskland.

Det er da heller ikke Berlin som metropol, der optager ny tysk litteratur. Byen er i Tyskland relevant i litteraturen primært som skueplads for to konflikter; identitetskonflikten, hvor byen er laboratorium for seksuelle eksperimenter, spil med identiteter og individets rolle i populærkulturen (eks. v. Tanja Dückers, Monika Maron, Peter Schneider, Uwe Timm, Kathrin Röggla). Og byen som led i en erindringsproces, der er nødvendig i et land, hvor det 20. århundrede rummer så mange uhyrligheder, konflikter, fortrængninger og omvæltninger (Günter Grass, Maron, Dückers, Durs Grünbein, Hans-Ulrich Treichel, Schneider etc.). Det ene område er ofte indfanget i det andet, men i de senere år er det især erindringsområdet, som dominerer litteraturen.

Berlin er oplagt som litterært erindringsrum efter genforeningen. Byen er i sig selv en materiel palimpsest, hvor det ene historiske lag er skrevet oven i det andet. Man tvinges som besøgende i byen til konstant at foretage læsninger i byens struktur og arkitektur, netop fordi man indenfor et lille område konfronteres med Tysklands belastede, nyere fortid. Et vue ud over byen kan nemt bestå af tidsmæssigt nærtliggende, men politisk og kulturelt fjerntliggende arkitektoniske kollisioner, hvor kejsertidens bygninger ligger side om side med højmodernistiske bebyggelser, nazistisk-totalitære kolossalbyggerier, socialistiske monumenter og postmoderne glashuse. Alle disse erindringer, som byen rummer, synes først virkelig at komme op til overfladen efter genforeningen, hvor alle ideologiske uoverensstemmelser forsvandt, og man skulle forsøge at bygge to af den kolde krig adskilte byer sammen.

Berlins status som metropol i litteraturen i dag synes mest at eksistere i fortiden. Byens palimpsestiske karakter trækker en fortidig forbindelse frem, hver gang man i arkitekturen retter blikket mod noget nyt, og den tyske storbyroman har ikke længere den tidlige modernismes fremadskuende blik. Det er fortiden som rumsterer i Berlin i dag, også selvom man hektisk prøver at bygge sig fri. Den tyske storbyroman af i dag foregår i et urbant erindringsrum og lader sig vanskeligt skille herfra, så længe byen fungerer som palimpsest. Først ved et mirakelslag, der befrier Tyskland for dets kompromitterende, fortidige last, kan storbyen igen alene stå som problemfelt i tysk litteratur.