Nye visioner og indre dæmoner
Albummet Sortmund giver et anderledes portræt af den indre svinehund og er samtidig et godt bud på ny, dansk tegneseriekunst.
Af Peter Ole Pedersen, Kunsthistorie og multimedier
Hovedpersonen i Allan Haverholms ambitiøse debut Sortmund er den undseelige Manne Svarts, der lever en anonym dagdrømmertilværelse i nutidens Danmark. Midt i stilstanden plages han dog af en række bizarre mareridt, der kommer til Svarts i både vågen og sovende tilstand. De udspiller sig som religiøse scenerier, hvor han ser sig selv begå mord. En dag støder han tilfældigvis ind i en gammel bekendt fra sin tid på universitetet, og denne engagerer Svarts til at hjælpe to af sine elever med deres specialeskrivning. De to studerende opdager i midlertidigt under deres besøg hos Svarts, at han råder over litterære værker, der ikke længere burde eksistere, og at han for år tilbage ligeledes fungerede som vejleder for deres lærer.
En række mord finder sted og pludselig drages der tvivl om både denne mystiske mands virkelige identitet, hans hensigter og hans uskyld. En lang række spor i historien, inklusiv en fortælling i Svarts egne obskure bøger, peger nemlig i retning af, at han har levet i århundreder og er en skygge af den onde selv. Kan han undslippe sin skæbne, eller er han på forhånd dømt til at begå ugerninger?
Denne fabel, der bevæger sig mellem Faust-myten og H.C. Andersen-eventyr, bruger Haverholm til at skildre et Danmark, hvor de ideologiske overbevisninger er kogt over, og selvbedrageri og smålighed sætter dagsordenen. Manne Svarts befinder sig således midt i en ulvetid, og denne moderne Metusalems er faringer med menneskeheden benyttes til at spejle motiverne hos bogens andre karakterer. Persongalleriet i Sortmund udgøres i øvrigt af en noget broget folk. I flæng kan nævnes en megalomanisk universitetsstuderende med intertekstuel frihedstrang, en fransk fup-greve samt en talende og spydig kakkelovn. Det er kombinationen af sådanne absurde og grinagtige karakterer, samt en endeløs opfindsomhed hvad angår layout og grafisk variation, der er bogens styrke.
Haverholm forstår virkelig at udnytte tegneseriemediets muligheder. Genrens dogme om vigtigheden i at ”læse” både den visuelle del og tekstdelen holdes i hævd med en konstant vekselvirkning mellem betydningsdannelser i billeder og ord. Teksten bliver derfor aldrig den styrende del af fortællingen. Bogen igennem bliver der brugt alt fra iturevne fotokopier, propagandaæstetik og bogstavcollager til at sørge for, at læseren hele tiden stiller spørgsmålstegn ved både sin egen tolkning af historien og billedernes symbolske kraft.
Det interessante ved Sortmund er den opfindsomme brug af billedtyper, hvor næsten hver eneste stribe eller helsidestegning tjener mere end blot det formål at føre historien videre i den vante læseretning. Bogen bliver på mange måder en metafiktion, hvis hensigt er at udfordre genrens forskellige formsprog og dermed udvide tegneseriens potentiale. Netop af den grund lægges der måske så megen vægt på at fremhæve i bagsideteksten, at tegneserien er Danmarks første svar på en såkaldt Graphic Novel. En påstand der beklageligvis hverken er sand eller synderlig interessant.
Indenfor de fleste moderne kunstformer medfører enhver accelereret udvikling gerne en desperat brug af nye genrebetegnelser, som om en kategorisering i sig selv skulle være kvalitetsstempling nok. Graphic Novels er ingen undtagelse. Det er et begreb opfundet til at signalere, at et album besidder mere ”seriøse” kvaliteter end en ”almindelig” tegneserie. Det blev etableret med Will Eisners revolutionerende tegneserie A Contract with God, and Other Tenement Stories fra 1978 og skulle her signalere, at historien adskilte sig fra den traditionelle tegneseries fortællestruktur. Senest har betegnelsen fået en renæssance med Frank Millers mesterlige og nådesløse noir-epos Sin City. Begrebet tilhører således en lang række af de tomme begreber, der udelukkende skabes med det formål at hæve et populærkulturelt fænomen til en finkulturel status. Disse begreber har en regressiv effekt, da de aldrig medvirker til en bedre forståelse af fænomenet. Derimod bruges de blot til at bevare et konservativt syn på kvalitetsforskel, hvor forholdet mellem popkultur og højkultur er statisk og hierarkisk. I værste tilfælde er betegnelsen benyttet til branding, hvor en række korte, middelmådige tegneserier sammenføjes til én stor udgivelse for så at fremstå af bedre kvalitet og opnå højere salgstal.
Sortmund er langt fra middelmådig og behøver ingen overflødig kategorisering for at blive bedømt som en seriøs fortælling. Det må uden tvivl have været et Herkulesarbejde for Haverholm at tegne og redigere sig igennem, de næsten 300 sort/hvide sider historien fylder. Bogen har været undervejs i fem år, og det er formentlig derfor, det er ham så magtpåliggende, at definere det endelige resultat. En tegneserie – ikke billedkunst eller en roman – bliver konklusionen i efterskriften. Dette krav om en fast betegnelse har hos Haverholm at gøre med idéen om at have skabt et helstøbt værk, hvor ingen dele kan hverken tilføjes eller fjernes. Det virker som et paradoks, da kvaliteten og gennemslagskraften i historien om Manne Svarts ikke skal findes i selve fortællingen, men derimod i måden hvorpå den bliver fortalt.
Allan Haverholm
Sortmund
Brun Blomst
303 sider, 250 kr.
