visir-online.dk

VISIRs anmelder var på pletten denne lørdag eftermiddag, der blev til aften og til sidst nat.  Her bringer VISIR nogen af højdepunkterne

af Peter Ellermann

Oppenheimers Eftermiddag kunne i år fejre ti års jubilæum. Arrangementet bliver skabt af frivillige kræfter her i Århus, og Voxhall emmede af en god og positiv atmosfære, som når en dag man har glædet sig til endelig kommer. For at fejre tiårsjubilæet var der både Dannebrogsflag i tomme bajerflasker og hvide lagkager, som klistrede til armen når folk kom for tæt på dem. Aftenen har ry som efterstræbt showcase, og flere nye og forholdsvist ukendte bands kunne prøve kræfter med Voxhalls store scene foran branchefolk og masser af glade publikummer. Det hele endte i en mægtig fest med champagne og glowsticks, og Oppenheimer kan være stolte af et vellykket arrangement.

Fallulah www.myspace.com/mymusicbank
Jeg ankom i tide til at se Fallulah spille, kvart i fem lørdag eftermiddag. Jeg havde hørt hendes hit på radioen, og glædede mig til at høre mere.
Og allerede fra første nummer gik det løs. På trods af, at hun ind imellem beklagede at hun var lidt syg, fyrede Fallulah den af og levede helt op til sit job som frontfigur. Hun leverede varen med stort overskud i stemmen, og vi fik en karismatisk og stjernecharmerende sangerinde, der gav den hele armen for publikum.
Musikerne så ud til at hygge sig, og var også med til at fylde scenen godt ud. Keyboardspilleren byttede for eksempel nogen gange plads med trommeslageren, og spillede selv de fedeste trommer, og alle i bandet havde stor musikalsk kunnen som blev brugt godt. Musikken rummer mange genrer, for eksempel den mørke og mystiske Black Cat Neighbourhood, og små lette popsange bliver gjort store af forsangerens stemme. Da vi fik en skramlet udgave af singlen “I Lay my Head”, med masser af gulvtammer og banjo, og det stadig svingede og holdt 100%, blev det klart at Fallulah ikke kan rammes ind under en enkelt genreparaply som Rock, Country eller Singer/Songwriter. Her er noget andet, noget spændende og nyt.
Vi fik en god portion opløftende musikglæde og et supertalent at se til denne koncert, som klart var en af dagens højdepunkter.

Joe and Honey www.myspace.com/joeandhoney
Joe and Honey er en duo, der til denne aften havde taget deres korsanger med. Musikken de spiller er surf, og alle tre medlemmer synger godt. Jeg kan forstå på deres Myspace, at de nogen gange udvider besætningen yderligere, til at være et “rigtigt” rockband. Det ville nok have klædt dem at sætte det store skyts ind til denne aften, for Voxhalls scene er svær at fylde ud kun med tre personer, der ankrer sig til deres mikrofonstativ.
Joe and Honey spiller en spændende og dristig form for minimalistisk surf kun med tre sangere, elektrisk guitar og et par percussioninstrumenter, og musikken er skruet godt sammen; sangene er simple men gode. Men med så få midler til brug er det uundgåeligt at musikken ikke til dels ekkoer sig selv, efterhånden som koncerten skrider frem. På numre som “Escape” udnytter de guitarens muligheder, og flere af sangene har effektive og fremadskridende formskemaer, men desværre falder udtrykket og meningen til jorden flere steder. Surfmusikkens udtryk og de specielle vokaler giver gruppen potentiale for at kunne lave mystisk og smuk musik, men Joe and Honey strander midt imellem dette og noget andet der mere har præg af underholdnings- eller café-musik, for eksempel i deres nogen gange banale tekster om duoens kæresteforhold og hverdagsproblemer. Når de to kvinder i front spiller bluessolo på kazoo, kommer man i tvivl om hvor Joe and Honey vil hen med deres musik.
Det kan i bund og grund som sagt være et spørgsmål om besætning. Joe and Honey er et spændende bekendtskab der er villige til at satse med deres musik, og alt ros for det, men desværre skinnede de ikke igennem på førstehåndsindtrykket denne aften.

Striving Vines www.strivingvines.com
Hvis nogen er sat til at erobre Danmark i 2010, er det bandet Striving Vines, for de var sammen med Fallulah dem, der leverede den mest velstøbte og velspillede koncert denne aften.
Formularen for bandet er klangmæssigt en lidt fortærsket indierock, der ikke rigtig skiller dem fra alle mulige andre, men bandet, og specielt forsangeren, er på så højt et plan musikalsk at det hele ender i en højere enhed, hvor der er tænkt strategisk over alle detaljer. Bandet spiller kløgtigt med musklerne, men forstår at tone det helt ned og blive intime, og koncerten afsluttes med forsangeren  Jonah Miller i ensom figur, kun sang og guitar. Bum, færdigt arbejde, sådan skal det gøres.
Jeg får det nogen gange som om, omgangen med musikken virker så godt, at musikerne næsten får lov til at slippe helt væk i den. Der er så stort fokus på at spille fejlfrit og effektivt, at bandet giver slip, ikke viser tænder eller skaber andre personlige og fysiske følelser. Men denne kant er helt sikkert noget der kan komme frem, måske efter et halvt års tid i en tourbus gennem Europa eller USA. Jeg ønsker Striving Vines held og lykke med at erobre først Danmark og siden resten af verden.