visir-online.dk

Finske Pentti Saarikoskis sidste prosabog inden hans for tidlige død i 1983 genudgives på dansk. Det er fortjent, for det er en vidunderlig bog, der favner det største og det mindste i en sansemættet og humoristisk skrift med vinduer til verden.

Pentti Saarikoski var først og fremmest lyriker, og, som det fremgår af Morten Søndergaards forord til nærværende udgivelse, tilmed noget så sjældent som en lyriker, der var kendt, elsket og diskuteret i den brede offentlighed i hjemlandet Finland. Han nåede i sit korte liv at skabe en omfattende produktion, der udover lyrikken indbefattede prosa, essays, selvbiografiske tekster, drama, oversættelser og satirisk-politiske klummer. Det yderste Europa, der udkom i 1982, blev hans sidste prosabog inden han døde i 1983 46 år gammel som følge af mange års svær alkoholisme.
Faktisk udkom bogen allerede i dansk oversættelse i 1991, men nu er den altså blevet genudgivet, og det må man i høj grad takke Gyldendal for. Det er nemlig en mageløs bog, som tåler at blive læst igen og igen, og som fortjener at komme ud til en større læserskare herhjemme.

Det lyriske temperament fornægter sig ikke i prosaen, som man uden tøven kan kalde for lyrisk. Her er ikke nogen egentlig handling, til gengæld flyder nærmest hver side over med sanseindtryk, boblende syner og sprogeksplosioner. Ikke at der er tale om nogen ekvilibrisme og sproglig show off. Slet ikke. Tonen er underspillet, og selvom bogen på dens fortættede knap 100 sider formår at kommentere både litteratur, storpolitik, sprogforskning, mytologi mm., så forankres disse spor hele tiden i en jordbunden sanseverden, der på ofte overraskende og humoristisk vis sætter forholdet mellem stort og småt i perspektiv, f.eks. når der skrives om edderkoppen som en hån mod menneskeheden: ”Utallige opfindelser har man gjort, hjulet og dampmaskinen, sikkerhedsnålen, slipset og lynlåsen, og nu sidst atombomben, men edderkopper kan man ikke likvidere.”

Som antydet i titlen rummer bogen optegnelser fra forskellige europæiske randområder, og det skaber en skæv vinkel på verdens såkaldte store begivenheder såvel som optrin til at tage sig selv alt for højtideligt. Optegnelserne bliver til på en tærskel. Helt konkret en geografisk tærskel, hvor landjorden møder havet. Og havet kræver sit, selv når digteren over en frokost på stranden er i færd med klogt at udlægge James Joyce:

”Jeg havde været så opslugt af at forklare hvordan tidevandsfænomenet lå til grund for Joyces verdensanskuelse at jeg først bemærkede fænomenet da tæerne var blevet våde. En halv time efter lå vores spisebord på en halv meter vand.”

Joyces er en af mange forfatterskaber, der spiller med i Det yderste Europa, og Ulysses er med til at pege på en anden væsentlig reference – nemlig Odysseen (Saarikoski har i øvrigt oversat begge til finsk), som allerede klinger med i den indledende sætning: ”Kald mig hvad I vil.” Sætningen henviser til Odysseus, som narrer Kyklopen ved at kalde sig Ingen, men sætningen rummer også en kritik af navngivningen som sådan, idet navngivningen er en sproglig magtdemonstration, der hos Saarikoski omfattes med betydelig skepsis. Mennesker navngiver verden for at beherske den og for at beherske sproget: ”Man siger om sprog at man behersker dem, men sprog kan man ikke beherske, de behersker dig [...] sprog er porer i huden, man må ikke lukke munden på et sprog.” Forsøget på at beherske verden er også et forsøg på selvbeherskelse, som det kommer til udtryk i Oraklet fra Delfis formaning ”Kend dig selv”, der kritiseres af Saarikoski sammen med hele forestillingen om et fastforankret jeg. Over for dette sættes metamorfosen, en anderledes flydende identitet. Det kan virke paradoksalt, at Saarikoski vælger en selvbiografisk jeg-form til at udkaste en sådan kritik, men jeget har her netop en amfibieagtig karakter, der tilpasser sig omgivelserne og lader sig rive med frem for at holde sig til selvbeherskelsens kodeks. Selve skriften er således beruset og slingrer af sted, så man må give Søndergaard ret, når han i forordet skriver, at bogen er skrevet som i en ”ordbrandert”. Den er altså skrevet af et jeg, der er ude af sig selv, og som samtidig forsøger at opnå adgang til forskellige
rum ved at lege med identiteten i en række absurde scener.

En tidlig morgen i København tumler han rundt for at finde et sted at sove og opsøger så en vuggestue:
”Jeg lod som om jeg var et lille vildfarent barn, hvad jeg jo også var, jeg fik et spark i røven men det ramte ikke.”
I Stavanger forsøger han at komme ind i en frimurerloge, og da han afkræves et løsen, griber han helt ud af det blå sætningen ”Räven är död”! På samme måde kæmper han for at få adgang til sprogets mange rum vaklende på dørtrinnet. En stor del af bogen går med, at han i Bretagne forsøger at lære sig bretonsk, hvilket han indrømmer er idiotisk, men i det mindste ikke mere idiotisk end så mange andre aktiviteter såsom at jogge. Han slider med sproget for at blive i stand til at sige sin første forståelige sætning: ”Men jeg kommer
ind i sproget, jeg står allerede i døren, snart skramler jeg i forstuen, så sidder jeg i køkkenet og fremfører mine synspunkter.”
Andetsteds siger han: ”Jeg er sprogerotoman, hver gang jeg møder et nyt sprog vil jeg ind i det, her og nu, jeg er en sømand på sprogenes hav, en flamme i hver havn, og jeg når ikke at lære nogen af dem ordentligt at kende, bortset fra finsk måske, det er min sproghustru.”

Det handler altså om at trænge ind i sproget, men sproget og litteraturen er i sig selv rum, hvor man kan kigge ud på verden. En roman skal have døre og vinduer, skriver han, og andetsteds dukker en barndomserindring op, som i koncentreret form indeholder hele bogens anti-autoritære attitude, erotiske sanseverden og sprogfilosofi. Her fortælles om en skolelærer, der lader klasseværelsets vinduer mattere, for at eleverne ikke skal glo ud på en kvindelig skøjteløber, som træner ved siden af. Med et søm ridser Saarikoski lærerfjendtlige ord i vinduet, og gennem disse ord kan han kigge ud på kvindens smukke ben. Bogstaver og litteratur er huller, vinduer til verden og porer i huden. Og Det yderste Europa er en åben havn, der lader læseren fylde lungerne med berusende havluft. Det er næsten ikke til at stå for.

Pentti Saarikoski
Det yderste Europa
Gyldendal
106 sider, 128 kroner