visir-online.dk

I Rejser i det indre af Afrika gengiver Mungo Park både en sympatisk opdagelsesrejsende og en kolonisator, der indleder imperialismens tragiske æra.

Nr. 44 - Anmeldelse

Af Søren Mogensen Larsen, Fredericia

Antropologen Johannes Fabian afslører i sin Out of Our Minds, hvordan rejselitterater fremstiller deres fortalte selv i en realistisk og nøgternt noterende diskurs, selvom de på ingen måde var i psykisk balance under den faktiske rejse. Et par årtier tidligere deducerede Edward Said i sin herostratiske Orientalisme en særlig imperialistisk og forenklende synsvinkel hos Vestens rejsende. Den typiske rejsende er med andre ord både fiktiv og fordomsfuld. Dog er den skotske læge Mungo Park (1771-1806) flere gange i Rejser i det indre af Afrika tæt på at være reglens bekræftende undtagelse.

Park satte i 1795 ud på en ekspedition for at åbne det vestlige Afrika for europæiske handelsmænd og finde Nigerens udspring, som han fejlagtigt håbede i sidste ende kunne være identisk med Congoflodens. Parks fantastiske beretning herom optager mere end halvdelen af rejsebeskrivelserne i Rejser i det indre af Afrika, og modsat Fabians typiske rejsende tilbageholder Park ingen af sine mentale udsving, selvom han gang på gang frarøves størstedelen af sin proviant og valuta og ledes til sammenbruddets og opgivelsens rand.

Alligevel er afgrunden mellem skriften og livet uoverkommelig, og Parks rejsende selv er da også stadig en litterær konstruktion, hvilket afsløres bl.a. af det faktum, at hans redaktør piftede beretningens første kapitler op for at gøre dem mere spændende og læseværdige.

Men ulig Saids orientalister, som i 1800-tallet fulgte i Parks fodspor, forsøgte Park at betragte de fremmede som selvstændige og ligeværdige. For så vidt muligt satte han sig i den fremmedes sted og anstrengte sig for at forstå afrikanernes handlingsmønstre og de bagvedliggende årsager - selv når en temmelig uhøflig maurisk krigshøvding holdt Park fanget i fire lange måneder.

Eventyrlysten flygtede Park utålmodig videre langs Nigeren med intet andet end en hest og et kompas. I Storbritannien formodede man ham død og borte, men Park overraskede hustru og hjemland i 1797 og returnerede mirakuløst via et slaveskib, der dog først lige skulle omkring de dengang dansk-vestindiske øer for at aflevere sin last. Park overværede således gentagende gange slavetransporterne ud til kysten under sin penetration af det afrikanske bagland.

Men røverier, gidseltagning og andre forhindringer til trods, formåede Park at betragte afrikanerne som mennesker, som man kunne indgå nære og respektfulde venskaber med, og han skelnede mellem jaloffer, felooper og mandingoer og deres respektive særtræk. Måske minder Parks måde at møde det fremmede på mest af alt om Carsten Niebuhrs præ-orientalistiske metode i Rejsebeskrivelser fra Arabien, der udkom i 1760’erne.

Både Park og Niebuhr imødegik de fremmede som medmennesker, lærte sig deres sprog og byggede bro mellem det kendte og det ukendte, mellem deres egen og de fremmedes måde at handle på og fandt flere overensstemmelser end det modsatte, som Park så fremsynet og sympatisk også konkluderede: Dette gensyn overbeviste mig fuldstændig om, at hvad forskel der end består mellem negeren og europæeren i henseende til næsens form og hudens farve, så findes der ikke nogen i de fundamentale følelser og grundlæggende holdninger i vores fælles natur.

Selvfølgelig kunne Park ikke sige sig helt fri for den kristne missionstraditions fordomme (især overfor maurerne), og særligt i sine tilbageblik på sine venskaber med de indfødte blev Park desværre både nedladende og afvisende overfor tidligere tiders ytringer.

Den første ekspedition mislykkedes, da Park vendte om mere end halvvejs langs Nigerens løb og tiggende returnerede til kysten. Men Afrika var som en uhelbredelig feber gået i blodet på Park, og han sprang uden tøven til, da chancen for et nyt (og skæbnesvangert) forsøg viste sig små ti år senere. Her drog Park af sted som en sand kolonisator måske som et forvarsel om, hvordan Henry Stanley senere i århundredet kynisk skulle erobre og indlede ødelæggelsen af Congo. Og noget af uskylden var virkelig forsvundet, når der i hælene på Park fulgte 36 soldater, 6 engelske håndværkere samt et utal af slaver, æsler og deslige.

Det endte da også galt på grund af sygdomme og overfald. Park druknede som den sidste hvide i Nigeren efter voldsomme stridigheder med de indfødte. Udover en bærers vidnesbyrd om Parks sidste timer og enkelte af Parks breve, resterer der fra denne rejse kun de dagbogsskitser, som Park stædigt vedblev at nedskrible, ærlige og ustabile som når et både typisk og atypisk menneske driver sig selv videre mod sin egen undergang.

Fakta
Mungo Park
Rejser i det indre af Afrika udført under protektion af The African Association i Årene 1795, 1796 og 1797. Af Mungo Park, læge. & Dagbog fra en ekspedition til det indre af Afrika i året 1805 tilligemed øvrige dokumenter og breve vedrørende samme ekspedition
Forlaget Vandkunsten
648 sider, 349 kroner