Røg
Temaet for næste nummer er ikke tåget, ikke speget, ikke røget, men slet og ret RØG. Vi taler om både sort røg, hvid røg og ikke mindst blå røg – usund og sjov såvel som ulovlig og uhåndgribelig.
Mulighederne er mange og alt andet end sundhedsskadelige – VISIR ælder måske nok huden, men kilder nu så dejligt i halsen. VISIR ælter hjerne og øger frugtbarheden.
Send signalerne af sted og lad røgringene brede sig.
Hos VISIR arbejder vi ikke med filtercigaretter – advarslerne er lagt på hylden og askebægerne stillet frem.
”Well, smoke it again, Sam…”
Deadline 9. maj 2008
God skrivelyst!
Plakat af Peter Sejersen
16. november 2008 at 14:55
Jakob Grosen, Dramaturgi og journalistisk formidling
I det jeg trådte indenfor, bemærkede jeg gennem røgen, den totale meningsløsheds særlige poesi. I spejlet så jeg mig selv. Mit sorte silketørklæde blafrede da vinduet, med et lakonisk ryk, nærmest sprang op. Jeg valgte ikke at analysere det dybere.
Jeg fik øje på Simone med stumt e. Hendes kjole var sort, helt enkel. I en hær af underdressed akademikere virkede hun elegant på en underlig arkaisk måde, hun var som taget ud af en episode fra ”Helgenen”, og idet øjeblik besad hun den underlige, enigmatiske aura der prægede lige præcis den serie. Hendes sortsminkede heroinøjne sagde: ”Mine drømme var skyer i min kaffe”. Hun tilhørte ligesom jeg en særlig gren af de fortabte, dødsmærkede heroinister og udnyttere: vi gør døden til et elegant anliggende. Jeg har altid ment, at det det drejer sig om, ikke er hvordan du dør, men måden hvorpå du trækker døden i langdrag. Vi længes efter døden og den totale intethed, men alligevel er der altid lige et enkelt fix der skal ordnes, en enkelt stakkels akademiker der skal ødelægges. Derfor trækker vi døden i langdrag, vi bliver, nåh ja, levende døde, ikke rigtigt i live og ikke helt døde. Og af en eller anden grund tiltrækker vi hinanden.
Et menneske der lever i den verden, som man populært kalder den virkelige, kan ikke forstå denne på en gang ambivalente tiltrækning af døden: på den ene side længes vi mod den, på den anden side nyder vi at spytte den i hovedet og sige: ”Jeg bestemmer, din gamle luder!”. Simone med stumt e var i gang med at forføre en kommende jurist, tiltrukket af dødens nærvær. Hendes slanke arme med de hårdt prøvede vener løftede sig, og hun lod sin hånd med stiksårene køre igennem sit næsten sorte hår. Vi fik hurtigt øjenkontakt, og det var tydeligt hun genkendte noget i mine gråblå heroinøjne. Hun stoppede sit forehavende, og da hun gik imod mig, var det som om hun langsomt svævede gennem det røgfyldte lokale. Flere steder i rummet blev der røget marihuana, og samtalerne var derefter. Der er et underligt hierarki blandt narkomaner. Jeg regner marihuana for det det er: en mulighed for at velafpassede akademikere kan føle sig lidt farlige, føle at de lever ”On the wild side”. Når man har indgået en bindende alliance med Døden, søvnguden Morfeus og Djævelen selv er man på et andet niveau: det terminale. Hun stod foran mig, jeg vidste hvad det var hun ville. Vores blodfattige læber mødtes. Hun stirrede mig ind i øjnene, ord var ikke nødvendige.
Senere havde vi en stor oplevelse sammen. Da vi begge havde tilføjet endnu et stiksår i hinandens vener, faldt vi, i hinandens arme, omkuld i min store seng. Vi var begge nøgne, og vores kroppe føltes endnu mere som skabt for hinanden, efter vi havde delt sprøjte. I heroinens verden er rusen altid individuel man er i sin egen verden, men denne nat delte vi vores rejse ind i dødens rige