Rollemodellen
Lars Saabye Christensen har skrevet en elegant kunstnerroman, der desværre vakler under tyngden af implicit moral.
Af Anne Myrup Munk, Litteraturhistorie
Månedens bog i Samlerens Bogklub i februar 2007 var Lars Saabye Christensens roman Modellen, og hører du til blandt Samlerens væsentlige indtægtskilder af glemsomme genier, der sjældent får afbestilt i tide, går du muligvis netop nu og overvejer, hvorvidt den ufrivillige erhvervelse af Modellen ved nærmere læsning kan vendes til en succesoplevelse, eller om den hurtigst muligt bør foræres videre til tanten, der ”Ih, sådan elsker at læse”.
Samleren samler anmeldere
Skal man tro de anmeldere, der er citeret på Samlerens hjemmeside, så har ”Lars Saabye Christensen […] skrevet en fængslende roman hen over Ibsen, Goethe og Wilde, hvilket har resulteret i dette herlige vækkeur af en roman.” ( Bjørn Bredal, Politiken). Hertil skal lægges, at ”Romanen er spændende som en thriller” (Per Krogh Hansen, Berlingske Tidende), og som kronen på værket er det anført, at Torben Brostrøm skrev i Information, at romanen er ”[…] imponerende i sin svejsning af betydninger[...]”.
Undertegnede nikker samtykkende til de ovenstående vurderinger, men der er i bedste fald tale om mangelfuld citering fra Samlerens side, når de har udeladt slutningen på Brostrøms sætning, der kraftigt modificerer meningen i det herværende udsnit. Hvor nogle kapper en hæl og klipper en tå for at skjule en skønhedsfejl, har Samleren vist hugget hagen. Mere om det senere og nu først til sagen - til værket.
Midaldrende kunstner søger inspiration til lange aftener i atelieret
Romanens handling udspiller sig i nutidens Norge et halvt år før den fernisering, der skal reetablere den midaldrende billedkunstner Peter Wihls efterhånden tvivlsomme status som genialt knivskarptseende maler af afrevne legemsdele. I sit atelier indhentes han af en familieforbandelse, der tidligere ødelagde farens syn og resulterede i forældrenes fælles død ved en bilulykke. Foran sine ufærdige malerier mister Peter Wihl momentant synet, hvilket indvarsler den permanente blindhed, sygdommen snart skal indhylle ham i. Kunsten er med et slag blevet til liv for manden, der ved tidspunktet for sin diagnose levende føler den amputation, han plejede at male. Det synes at være det, der i den surrealistiske kunst er øjnenes symbolske makkerpar, Peter Wihl mangler, da han i parken et par dage senere, lammet af frygt, afstår fra at redde sin seksårige datter Kaja fra en aggressiv hund.
Tragedien afværges og udskydes af kunstnerens handlekraftige kone Helene, men den sorte helvedshund er et uafviseligt ondt varsel, og mens sneen stædigt daler, intensiveres frygten for tabet, skæbnens uafvendelighed og de hvide, alt for hvide lærreder.
Intertekstuelt kræs for kendere
Dagen for ferniseringen nærmer sig, malerierne arter sig ikke, og mens scenografen Helene opsætter Ibsens Vildanden og på den mest pinefulde måde alluderer til den livsløgn og det offer, hendes mands kunstneriske ambition skal vise sig at medføre, sælger Peter Wihl sin sjæl til en falleret doktor Faustus-lignende øjenkirurg på en transformatorstation i Letland.
Forud for denne scene ligger en dickensk beskrivelse af to hjemløse børns tålmodige søgen efter kirken, hvor de håber at modtage barmhjertighed og ly for sneen på denne nat, som, for den der kender sine klassikere, ikke overraskende er julenat. Tilværelsen er imidlertid barsk, især hvis man er en lille pige med store blå øjne, og da børnene når kirken, er det blot for at blive sendt videre til et fatalt møde i den nedlagte transformatorstation.
Præcis hvad der her sker, står ikke skrevet, men er dog tydeligt at læse. Peter Wihl vender tilbage til Norge med et, undskyld udtrykket, nyt syn på kunsten.
Tragisk ironi
Trods den grusomme historie skal en del af romanens kvaliteter findes i de morsomme scener, der genereres af Saabye Christensens kynisk dissekerende blik på menneskelig forstillelse. Ibsens drama har leveret form til romanen, hvor den direkte tale er vellykket og afgørende for handling og suspense og med elegant præcision skitserer de individuelle karakterer. De mange intertekstuelle referencer føjer de nødvendige betydningslag til det ellers nøgterne og økonomiske sprog. Modellen er en rammefortælling med en pro- og epilog, og i lighed med den græske tragedie sker hybris og nemesis med læserens merviden. Den tragiske ironi sammenlagt med udviklingen i Helenes opsætning af Vildanden, der sker parallelt med eskaleringen i Peter Wihls sygdom og hans moralske nedsmeltning, gør, at læseren med stigende uhygge aner, at det intrikate forhold mellem figuren Hedvig, der ofrer sig for sin far og spejlingen i den lettiske pige, der ofres for Peter Wihl, har endnu en fordobling i datteren Kaja.
Ødipus og etikken
Efter denne uforbeholdne ros er det rimeligt at bringe Torbens Brostrøms citat fra Information i sætningens fulde længde, idet jeg sammen med ham vil konkludere: ”Med sin effektfulde slutning lukker Saabye Christensen sin symbolcirkel omkring denne beretning, som bare er for meget, imponerende i sin svejsning af betydninger, men så tung af implicit moral, at man får lyst til at kaste sit læserblik på fænomener, der ikke skal tvinges til at være andet end sig selv.”
Den spalteplads, der ikke var forundt Brostrøms anke, var blevet tildelt Svend Skriver fra Kristeligt Dagblad, der på Samlerens hjemmeside beskriver Modellen som “En suveræn eksistentiel thriller, der rejser et væld af etiske spørgsmål.”
Hvor Torben Brostrøm læser morale, ser Svend Skriver etik, hvilket er to størrelser med markante væsensforskelle. Det etiske element ligger i Modellens referencer til Sofokles smukke tragedie om Kong Ødipus, der trods det, at han har handlet i uvidenhed, tager sin skyld på sig og stikker sine øjne ud i erkendelse af, at han ikke formåede at se. Dette spejles i den skyldige Peter Wihl, der med synet som værktøj maler og undersøger verden, men har mistet blikket for den helhed, der rækker ud over hans egen realiseringstrang. Med ferniseringens anmelderroste succes som mål, ofrer han den lettiske pige og skjuler sin forbrydelse. Sofokles’ konflikt er således forrykket fra spørgsmålet om sammenhængen mellem uvidenhed og skyld til det mindre komplicerede forhold mellem viden og skyld. Det etiske dilemma reduceres til et retorisk spørgsmål om egoisme, og den moralske hammer falder tungt, når flere end Peter Wihl straffes i den slutning, der ikke skal afsløres her.
Sympatisk engagement uden kritisk potentiale
Den afslutningsvise moraliseren over den bemidledes udnyttelse af den fattige ligner et forsøg fra Saabyes side på at udvise et engagement og socialt ansvar, der ligger ud over kunsten. Sympatisk, men dræbende for æstetikken, vil jeg mene, og i tilgift ganske unødvendigt.
Lilian Munk Rösing spurgte d. 1. februar 2007 i artiklen ”Litteratur og politik” i Information om kunsten har godt af at blive mættet med eksplicitte samfundsengagerede udsagn. Hun svarede med den franske filosof Jacques Rancière, ”at kunsten har som en grundlæggende gestus at pege på en anden og bedre verden, og at det i sig selv er en grundlæggende politisk gestus, hvorfor kunsten ikke skal anstrenge sig for at være politisk.”
En mindre skønhedsfejl eller en alvorlig hage
Den moralske slutning er en mindre skønhedsfejl, men også en alvorlig hage idet Lars Saabye Christensen næppe havde behøvet at bevæge sig over sundet endsige til Frankrig for at opnå ovenstående indsigt. Han kunne have nøjedes med at nærlæse sin egen minipoetik på side 41 i sin, på mange måder, udmærkede roman Modellen.
”Det var i billederne, ikke i hans adfærd, i selve det liv han levede, at det uforudsete og det uforudsigelige skulle ligge og for at finde det måtte han underkaste sig en streng disciplin, en ydre tvang der kunne skabe rum for maleriernes galskab. Der var ikke plads til mere end ét kaos ad gangen: kunstneren er småborgerlig, kunsten er fri.”
Lars Saabye Christensen (oversat af Ida Jessen)
Modellen
Forlaget Athene
325 sider, 249 kroner
